Godt nytår!

Jeg kan lige nå at sige godt nytår.

Jeg er på vej ud på de lange skinner for at passe sundhedssektoren. Sidste år ramte første tilfælde af roskildesyge min afdeling kl 23 30 og jeg gik ind i det nye år iført isolationskittel og mundbind. Jeg har en mistanke om, at det samme bliver tilfældet i år.

Det har privat og personligt været et godt år. De store samfundslinier er der derimod ikke meget godt at sige om. Det slingrer videre i Dannevang, den nordiske pasunion er brudt sammen, grænserne er smækket i og det forlyder, at "Ingers Camping" oppe i Thy skal udvide betragteligt over det ganske land.

For første gang nogensinde har vi begge herhjemme tænkt det samme; at vi måske en dag om ikke så lang tid kan blive nødt til at starte helt forfra igen i et andet land, hvor vi vil passe bedre ind, både menneskeligt og politisk. 

Jeg håber ikke det kommer så vidt, men gør det, så klarer vi nok også det. 

I håbet om, at det nye år bliver bedre end det gamle, vil jeg ønske dig et godt nytår.

Julens bedste måltid

For min skyld kunne vi droppe det store julemåltid om aftenen d 24.

For mig vil det allerbedste julemåltid altid være den kalkunsandwich, jeg, iført nattøj, spiser tidligt om morgenen d. 25.

Hjemmbagt grovtoast, kalkunbryst, salvie & løgfyld, brødsovs og tranebærsovs.

Den sandwich er den virkelige årsag til, at vi hos os spiser kalkun juleaften.

Fra alle os til alle jer...

...Glædelig Jul!

Det aromatiske fuglebad

Vi spiser for det meste kalkun juleaften. Den tradition stammer både fra mit barndomshjem hos min far og fra min mor og britiske stedfar. 

Hos min far fik vi kalkunen med helt traditionelt dansk tilbehør. Jeg holdt ikke jul hos min mor, men ifølge min stedfar kan sådan en julekalkun sagtens spises et par gange om året, så min mor gæsteoptrådte nu og da med hendes version uden for sæsonen.

Min mor stegte nogle kæmpestore kalkuner for hos dem var de mange i julen. Da de flyttede til Costa del Sol var hun vist nærmest berømt for sin julemiddag. Engang stegte hun TO kalkuner, en på 12 kg og en på 9 kg og havde 25-30 personer til julemiddag d 25. Det er sgu godt gået i en campingvogn!

(nej, de boede ikke i campingvogn på det tidspunkt, men alligevel...)

Vores kalkun er noget mindre, ca 4,5 kg og af god kvalitet. De sidste par år har jeg købt kalkun hos Skagenfood.

Med de mindre kalkuner er der en risiko for, at brystkødet bliver tørt og mørt før det mørke kød på lårene. Ved de rigtig store kalkuner er det ikke så svært at undgå tørt brystkød. Man steger dem simpelthen med brystet nedad og ved lav temperatur. Halvvejs gennem stegetiden vender man dyret, så skindet på brystet også bliver brunt og sprødt.

Men den metode dur ikke rigtig til de små, for de skal stege så kort, at skindet ikke kan nå at blive sprødt. Så jeg sværger til amerikanske Martha Stewarts og engelske Nigella Lawsons metoder; Jeg sprænger simpelthen dyret i en salt-sukkerlage før stegningen.

I år er det Nigella Lawsons opskrift, som afprøves:

ca 6 l vand

250 g flagesalt (hvis du bruger alm. bordsalt, så kun 125 g)

200 g sukker

4 spsk ahornsirup

4 spsk flydende honning

1 stor appelsin i kvarte, pres saften ud i vandet og smid resten i også

3 spsk sorte peberkorn

2 spsk hel allehånde

2 spsk gule sennepskort

1 kanelstang

4 nelliker

4 stjerneanis

2 blade muskatblomme

1 bouquet garni (hvis du har)

stilkene af et stort bundt bredbladet persille

2 løg i kvarte med skræl

1 stykke ingefær i skiver, ca 6 cm

Nigella Lawson smider alt i på engang i koldt vand. Jeg varmede vandet lidt op, før jeg smed de tørrede krydderier og løg i. Sukkeret og saltet opløses lettere på denne måde, men lagen skal være HELT kold, før kalkunen smides i. Når lagen er afkølet kommer krydderurterne i og kalkunen. Her skal den marinere 14-24 timer i køleskabet eller i en kold garage. Læg noget tungt på låget, så evt skadedyr ikke kan komme til den.

I år steger jeg kalkun og fyld hver for sig. Vores kalkun skal have ca 2 timer i ovnen ved 200 grader 170-180 grader og herefter hvile 20-40 min. Jeg smører den ind i et pænt lag gåsefedt gør stegningen. Andre gange har jeg stegt ved lidt lavere temperatur og dækket brystet med et stykke ostelærred gennemvædet med lige dele usaltet smør og hvidvin, som jeg jævnligt væder stoffet med gennem stegningen.

Nigellas aromatiske fuglebad dufter simpelthen intet mindre end himmelsk af jul. Jeg glæder mig til at afprøve denne version.

Opdatering:

Note. Nu har jeg to år i træk afprøvet forskellige måder at sprænge og stege kalkun. Sidste år var det Martha Stewarts version og hendes lage var helt klassisk med urter, gulerødder, bladselleri og løg og lidt forskellige syltekrydderier. Det var udmærket, men Nigallas lage slår Marthas med flere længder. Kødet blev virkelig saftigt og velsmagende, denne gang, men smagte ikke som sådan af de mange krydderier, men fik bare en anden "fylde" og bedre kødsmag.

Til gengæld skal man aldrig, aldrig, aldrig forsøge at stege en kalkun ved 200 grader, som Nigella foreslår, ihvertfald ikke en frilandskalkun, som hurtigere bliver gennemstegt end en konventionel. Eller ihvertfald ikke i min ovn. Efter 1 time og et kvarter var den faktisk færdigstegt og med brystskindet på grænsen til at være alt for mørkt. Næste gang bruger jeg Nigellas lage og Marthas metode med at dække brystet med ostelærred vædet i smør og hvidvin. Måske bruger jeg gåsefedt og en anden slags syre. Og jeg steger kun ved 170 - 180 grader.

Øland

Efter turen til min fars familie i Hjørring, Kås og Ålborg gik turen hjemad over Gjøl og Øland, hvor min mors familie kommer fra. De fleste danskere forbinder navnet med det svenske Öland, men vi har altså også et dansk Øland oppe i Limfjorden. Tidligere var Øland og Gjøl øer i Limfjorden, men er i dag landfaste med resten af Nordjylland og forbundne af Gjøl Dæmningen.

I 1825 brød Vesterhavet gennem Aggertangen og saltvandet strømmede i i Limfjorden. De lavere landområder omkring Gjøl og Øland blev oversvømmede og adskilte igen øerne fra fastlandet. Der var tidligere bygget dæmninger, men disse var ikke længere nok og området, som primært ernærede sig ved dyrkning af jorden, blev præget af fattigdom og ustabilitet. Det var svært at dyrke jorden pga de mange oversvømmelser, kornet rådnede på markerne og der er eksempler på, at køerne simpelthen er druknet i deres tøjr på markerne, når der kom stomflod.

    Carl Sørensen

Min oldefar, Carl Sørensen, var født i 1857 i Brovst, men levede hele sit voksne liv på Øland. Han var født og opvokset i beskedne kår, men var alligevel en karl med ideer og visioner for sin egn. Han var gift to gange og man siger, at første gang giftede han sig med den rigeste pige på øen, anden gang med den kønneste. Carl Sørensens første kone, Sidsilie, dør lige før jul i 1888, 36 år gammel, og efterlader ham alene med 4 børn. Man kan se i folketællingen for 1890 at han her som 32-årig bor på gården med sine 4 børn og to tyender, en pige og en karl.
Herefter gifter han sig med min oldemor, Marie Østergaard og flytter til hendes fødegård i Søndregårde i Østerby på Øland. Her bliver min mormor født i 1910 og hun er det næstsidste barn i en børneflok på otte. Det sidste barn, Karen, lever dog ikke længe, men dør som lille.
Ud af 12 fødte børn dør der kun det ene og set i lyset af tidens levevilkår må det siges, at være meget godt klaret. Det skyldes formentlig at familien har haft gode kår og mulighed for en god ernæringstilstand. Måske har der også været en vis åbenhed og for nyere sundhedstiltag. Min mor har fortalt, at min mormor allerede som barn havde tandbørste og brugte den dagligt. Hun havde således sine egne tænder helt til sin dødsdag, hvilket hendes læge, efter et helt arbejdsliv på egnen, aldrig nogensinde havde set før.
Det er en større husstand min mormor bliver født ind i. Ved folketællingen i 1906 omfatter husstanden 13 personer; min oldemor og oldefar, 5 børn og et plejebarn, 3 tyender - to piger og en karl - og to ældre slægtninge, som formentlig har boet i gårdens aftægtsbolig.

På dette tidspunkt er Carl Sørensen gået ind i politik og er blevet valgt til folketinget for Venstre i 1901, hvor han sidder indtil 1924. Det er mit indtryk at han allerede på dette tidspunkt som større gårdejer  har en ledende position i det lille samfund. Han bliver kaldt "Kjæmpen" og jeg har fået fortalt, at han løbende holder sig orienteret hos præsten og skolelæreren. Er der børn fra fattige familier, som mangler briller eller fodtøj, sørger Carl Sørensen for, at de får det fornødne. Og er der børn, som viser tegn på særligt gode boglige evner, sørger han for, at de får uddannelse. Der skulle endda være eksempler på, at han har betalt dette af egen lomme.
Carl Sørensen var optaget af, at piger og karle, som han selv havde været engang, fik mulighed for at tænke og uddanne sig. Han var engageret i Højskolebevægelsen og min mormor og hendes søskende har alle været på højskoleophold. Jeg tænker, han er gået ind i politik, fordi han tidligt har set, at noget måtte gøres ved de konstante oversvømmelser og naturkræfternes rasen. Og så har han tænkt, at denne "nogen" lige så godt kunne være ham selv. Hvem ellers?
I journalisten Kjeld Hansens "Det tabte land" kan man læse, at Carl Sørensen var den stærkeste drivkraft i sagen om de første dæmningsbyggerier, som gjorde Øland og Gjøl landfaste med resten af Nordjylland. Afvandingsprojekterne og landindvindingssagen var han også dybt involveret  og engageret i. Han har været optaget og drevet af, at skabe muligheder og velstand i det lille samfund.
Det er ikke mit indtryk, at han tog sig selv og selve positionen som folketingsmand særligt højtideligt. Det var mere en praktisk position for at få noget gennemført. Dengang blev talerne fra Folketingets talerstol omhyggeligt skrevet ned og udgivet indbundet i skind. Hos Carl Sørensen lå disse udgivelser på gårdens das og tjente både som lekture og genbrugstoiletpapir. Man kunne læse en opbyggelig tekst, når man nu alligevel sad der. Og så kunne man bagefter tørre sig med de kloge ord. "Det værste, man kan gøre, er, at spilde tiden" skal vist have været et gennemgående motto i hans liv.
Carl Sørensen var en sand liberal, hvilket man kan se i hans forsvar for "Bratbjergmanden". Bratbjergmanden healede ved hjælp af håndspålæggelse og naturmedicin og blev i 1928 kastet i fængsel for at overtræde kvaksalveriloven. Carl Sørensen var af den holdning, at enhver myndig mand eller kvinde var bundet af sin egen fornuft og selv måtte vælge, hvordan han eller hun ville behandles. Og han var stærkt imod kvaksalveriloven, som gav lægerne monopol på enhver behandling og straffede de, som havde alternative metoder, hvilket man kan se i denne artikel.
Carl Sørensen dør pludseligt i 1937. Min yngste bror har fået historien om hans død overleveret af hans datter Agnes.
Carl Sørensen er som 80-årig stadig rask og rørig og i fuldt vigør. Han har været henne på sin første kones gård for at foretage en tagreparation. Desværre glider han på stigen og falder ned og slår hovedet noget så læsterligt. Han får kæmpet sig hjem på gården i Søndregårde og her sidder han i køkkenet og klager sig. Hovedsmerterne er ulidelige og Carl Sørensen ved det er alvorligt. Han vil have bud efter Doktoren og så vil han i seng. Doktoren kommer og tilser ham og bagefter meddeler han i køkkenet: Jeg tror Kjæmpen klarer det. Det gør Kjæmpen ikke. Enten har han en alvorlig hjernerystelse eller måske endda en blodansamlig i hjernen og i det efterfølgende sygeleje tilstøder der komplikationer, Han dør af lungebetændelse 14 dage efter.
I en af nekrologerne over Carl Sørensen, kan man læse, at han ikke var at betragte som en særlig god eller karismatisk taler. Men når han talte, lyttede man, fordi man aldrig et eneste sekund var i tvivl om, at det han sagde var både gennemtænkt og velunderbygget.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at meget nok så anderledes ud i dag, hvis vi havde politikere, som havde udsyn og visioner og først og fremmest var drevet af, rent praktisk, at løse problemerne med f.eks. klimaforandringerne og ikke mindst viste rettidig omhu og syntes det var en dødssynd at spilde tiden.

    Marie Østergaard

Min oldemor ved jeg ikke særlig meget om. Hvor Carl Sørensen stadig den dag i dag føles nærværende i familien, gør hun ikke. Der har sikkert været mange pæne ting at sige om hende, men desværre virker det som om, at hendes eftermæle mest er præget af en vis nævenyttighed. Hun har været levende optaget af at cementere sin sociale position og har, sammen med sine to ældste døtre, blandet sig ihærdigt i sine børns planer om giftemål og endda forpurret mange af dem, fordi hun enten ikke brød sig om den udkårne eller ikke fandt vedkommende et passende parti, rent økonomisk.

Ihvertfald er der flere historier om, at hun har begået uret mod enten sine børns ægtefæller eller forlovede. Hvo rmeget Carl Sørensen har støttet op om denne adfærd er uvist, men retfærdighedsvis kan hun vel ikke have været helt alene om det.

I efteråret samlede min moster alle efterkommere af Carl Sørensen og Marie Østergaard på Øland. Det var ikke alle, som kunne komme, men vi var da alligevel en 30-40 stykker repræsenteret, de fleste stadig bosiddende i området omkring Gjøl og Øland.

Rødere end Rød

Ja, det er ikke mig selv jeg taler om, men tranebærsovsen.

500 g tranebær

290 g sukker

70 ml kirsebærlikør eller Grand Marnier

120 ml vand

Jeg brugte Grand Marnier denne gang. Kirsebærlikøren på lageret viste sig at være solbær.

Alt kommes i en gryde og koger 10-15 min. indtil alle bær er poppet. Stivner meget ved afkøling og skal derfor helst være tyndere, end man ønsker det færdige resultat.

Kan sagtens holde sig en uge i køleskab.

Dagens grin

Kreativitet findes også i den offentlige sektor!

Pebernødder

Vi bagte pebernødder. Vi brugte Camilla Plums opskrift, eneste ændring var, at vi brugte lang peber istedet for almindelig stødt sort peber. Lang peber er lidt blødere og sødere i smagen og mere parfumeret. Nå ja - og så var vi løbet tør for stødt ingefær. Så rev vi noget friskt og kom det i.

Opskrift

250 g sukker
125 g smør
1 dl piskefløde
1 dl sirup, vi brugte mørk
1 spsk bagepulver
2 tsk stødt ingefær
2 tsk kanel
2 tsk stødt lang peber ( 1 tsk hvis det er sort peber)
2 tsk stødt kardemomme
1 spsk kakao
ca 500 g hvedemel

det bløde smør piskes med sukkeret,fløden tilsættes og der røres. Resten af ingredienserne tilsættes og dejen æltes sammen. Melet tilsættes lidt af gangen, dejen skal kun lige kunne formes. Hviler indpakket i film natten over i køleskab. Kan holde sig en uges tid.
Trilles til pebernødder og bages i ovn 10 min ved 180 grader.

Gudrun og Robert

Fra Venstre: Gudrun, min mor, Ole, min storebror og Robert

Omme i Helgolandsgade boede Moster Gudrun og Onkel Robert. At besøge dem, var som at træde ind i Martha Christensens roman "Dansen med Regitze", men det vidste jeg selvfølgelig først senere i livet. De var begge glødende kommunister, men i deres hjem var det nu primært Onkel Robert, som var den politiske vakte og hjernen bag hele operationen. Før Moster Gudrun traf Robert, havde hun været forlovet med en baptist og havde lagt et stærkt engagement i troen. Men da hun mødte Robert, skiftede hun korset ud med Hammer & Segl og sådan forblev det resten af hendes dage. Onkel Robert arbejdede på Ålborg Værft. Jeg ved ikke præcis med hvad, men han har formodentlig været svejser eller metalarbejder. Han var ikke nogen højtråbende politisk agitator, ihvertfald ikke hjemme eller i selskabeligt lag. Han var en sand mester i, på en stille og fredsommelig måde, at give udtryk for sine politiske holdninger i velplacerede, ironiske sidebemærkninger. Så lo han selv på en klukkende måde og når Robert lo, kunne man ikke lade være at le med..

Moster Gudrun sagde de mest fantastiske ting. Mine far kunne ikke stå for hendes verdensbillede og sproglige fortalelser. Min yngste bror var et noget pjevset spædbarn. Han var født for tidligt og havde haft engelsk syge. Han var særdeles småtspisende og min far bekymrede sig altid over hans fysiske konstitution.

Moster Gudrun beroligede ham: Du skal ikke være urolig, Kaj, han skal nok klare sig. Han har jo ligget i sprit! Det fik Moster Gudrun iøvrigt ret i, på mange måder er min yngste bror nok den af os, som har klaret sig bedst i livet. 

En anden gang fortalte Moster Gudrun levende om en bekendt, som havde "fået betændelse i tekstilerne". Vi nåede kun lige ned i bilen, før min far eksploderede af grin. Alle Moster Gudruns fortalelser og sproglige fejl, blev omhyggeligt indlemmet i familiens sprog til stor morskab for os alle. Det er nok en af årsagerne til, at jeg først og fremmest har en humoristisk tilgang til sprog, fremfor en mere regelret.

Moster Gudrun og Onkel Robert havde kun en enkelt søn, Ole. Han var lidt yngre end min far. Han og hans kone var begge lærere, ligesom mine forældre. Oles kone døde tidlig - af kræft, mener jeg -fra ham og deres lille dreng, Palle. Palle var nogle år ældre end jeg og hans forældre var langt mere vensreorienterede end mine. De gik ind for fri børneopdragelse og Palle var en temmelig livlig dreng, husker jeg. Jeg legede med ham nogle gange, når de var på besøg. Det gik ikke helt glat, ifølge min far. Engang afbrød jeg hele selskabet, da jeg mødte op i stuen og vredt råbte med hænderne i siden: Jeg gider ikke lege med Palle mere, han lægger sig hele tiden oven på mig!

Moster Gudrun, Onkel Robert, Ole og Palle var meget tæt sammentømrede som familie. 

Da jeg var teenager døde Ole af meningitis. Han var taget til Guatemala for at arbejde på et udviklingsprojekt og blev syg og døde alene langt hjemmefra. Det var en kæmpe sorg for Gudrun og Robert, men heldigvis havde de Palle, som nu havde endnu mere brug for dem. Palle var den første i familien, som kom på universitetet. Han skulle læse økonomi, så vidt jeg husker. Både Gudrun og Robert var frygtelig stolte af ham og for dem var det vel også en slags virkeliggørelse af deres politiske drømme; at et barnebarn af en værftarbejder fra Ålborgs Vestby kunne stige helt til tops i uddannelsessystemet.

Af hele sin famile var min far nok tættest knyttet til Gudrun og Robert. Hos dem kunne han være helt sig selv og de har formodentlig været vidende om, at han var homoseksuel og accepteret dette helt og aldeles. Ihvertfald ved jeg, at de var en stor støtte for ham, da han senere var døende af AIDS. Med dem kunne han tale frit om det, som var et kæmpe tabu og en stor fortielse i hans eget barndomshjem.

I de år, hvor vores juleroadshow løb af stabelen, var alt heldigvis stadig fryd og gammen.  Vi børn elskede Moster Gudrun og Onkel Robert og vi elskede at besøge dem. De fik en juledekoration og vi fik lidt mundgodt, for man måtte ikke bære julen ud.

Når vi havde klaret besøgene i Ålborg gik turen videre hjemad. Vi kørte over Gjøl videre til Øland, for her boede min mors familie og de skulle naturligvis også aflægges en vist.

Bagedag

I dag holder vi en pause i familiekrøniken.

Vi er ved at sakke agterud på pyntning og bagning, Andreas er her og jeg har planer om at sætte ham i sving, selv om det ikke er helt let at få gang i sådan en pre-teen.

Vi brænder ikke vort lys i begge ender, vi bruger to stager. Jeg arbejder hver anden uge og er så lidt hjemme i arbejdsugen, at det er umuligt at få has på sådan et kalenderlys. Dette er en god løsning.

Lidt bagværk er kommet i dåserne. Af bitter erfaring ved jeg, at man ikke skal bage for tidligt i min familie, ihvertfald ikke Håkonskager eller Specier, som de også kaldes. Så er de væk inden jul og man må igang igen d. 22 eller 23 december.

Pebernødder kan vi godt risikere, så det gør vi idag.

Min fars Moster Agnes

I Dannebrogsgade i Ålborgs Vestby, næsten nede ved havnen, boede min fars Moster Agnes. 

Moster Agnes havde intet tilovers for min farfars luner eller opdragelsesmetoder og slet ikke for min farmor, som blev i det. Moster Agnes havde selv smidt en døgenigt af en mand, som både drak og slog, på porten og opdraget sine drenge alene i den lille toværelses uden bad. Hun havde haft forskelligt arbejde, men det som fyldte mest var, at hun havde været medhjælper i børnehaven på Kastetvej.

Hun var en solid, direkte og pragmatisk kvinde og hun havde et hæst - og højt - grin, som skar gennem alt.Jeg kan ikke huske, om hun havde to eller tre børn, måske var det tre, men den sidste talte man ikke rigtig om, måske var det gået ham skidt i livet. Til gengæld var de to sønner kommet godt i vej. Den ene var lærer, jeg husker ikke hvad den anden arbejde med, men han og konen Sonja havde bygget hus i forstæderne og klarede sig godt. De var ivrige standarddansere og deres danseliv optog Agnes nærmest lidenskabeligt. Hun fulgte enhver danseturnering årvågent på tv. Standarddans var flot, men det var Latin, som Agnes elskede højest. De korte kjoler, al den nøgne hud og de frække, vrikkende bevægelser var lige noget for Agnes. Så var hun tabt for omverdenen.

Agnes var og blev fræk. Og min far, som ellers altid var lidt blufærdig og altid talte pænt, ændrede altid karakter i hendes selskab. Pludselig blev han lidt næsvis og kunne replicere hurtigt og snarrådigt.Det var sjovt at se den side af ham, som jeg ikke vidste, han havde.

Engang havde Moster Agnes fået nye, hvide slacks som en del af sin sommergarderobe. Dog var hun lidt urolig for om stoffet nu var for gennemsigtigt. Hun stillede sig op i en lidt udfordrende positur foran min far, og spurgte om trussernes blå mønster af forglemmigej mon kunne ses igennem stoffet?

Forglemmigej? spurgte min far - de blomster blev til solsikker, da du tog dem på! Så skreg Moster Agnes af grin. Hun vidste, hun var tyk og hun var vist ligeglad.

Moster Agnes var esset, man spillede ud, når livet virkelig gik i stykker. Hun kunne stå roligt som en klippe gennem hjemmefødsler, skilsmisser og enhver anden krise. livet måtte bringe. 

I efteråret '72, da jeg var 4 år gammel, begyndte min familie så småt at smuldre. Min far blev alvorligt syg af en nyrelidelse og måtte have fjernet den ene nyre. Det var en månedlang indlæggelse. Han fik blodforgiftning efter operationen og var meget syg. Min mor ventede min yngste bror og graviditeten var kompliceret. Det kan ikke helt afvises, at hendes periodiske alkoholmisbrug havde lidt med sagen at gøre, men ihvertfald havde lægerne længe for inden sagt, at hun ikke burde få flere børn, det ville slå hende ihjel.

Min 2-årige bror blev sendt til min farmor og farfar. Jeg var det heldige barn, for jeg blev installeret på Moster Agnes' grønne plyssofa i Dannebrogsgade.

I min erindring er der tale om en relativt kort periode. Men af de erindringsglimt, jeg har fra den periode, kan jeg se at opholdet må have strakt sig fra sensommeren og næsten helt til jul.

En sensommeraften gik Agnes og jeg gennem Dannebrogsgade, på vej hjem, måske fra et besøg hos andre familiemedlemmer, som også boede i kvarteret. På en trappesten, omgivet af rygende og øldrikkende gadedrenge, sad en ung, højgravid pige, som ikke kan have været en dag over 16 år. Moster Agnes stoppede og talte med dem alle, som hun kendte fra børnehaven. Hun havde en lidt hård jargon og drengene fik en formaning: I skal være ordentlige med hende, ellers kommer jeg efter jer! Anderledes blid var hun, da hun talte med den unge pige. Jeg kan stadig huske, hvordan det lykkedes hende, midt i al rabalderet, at skabe nærmest et rum omkring de to alene. Hun spurgte til graviditeten, boligforholdene og om udstyret til barnet var i hus. Vigtigst af alt, hun ville vide, om pigen havde nogen, som kunne være hos hende under fødslen. Hvis ikke hun havde, skulle hun komme til Moster Agnes. Så kommer jeg sgu og henter dig på cyklen, sluttede hun af med sit sædvanlige skærebrændergrin.

Jeg tænker, at Moster Agnes i dag kunne være blevet en glimrende sosu-assistent eller måske sygeplejerske. Men der havde ikke stået "uddannelse" på hendes penge.

Moster Agnes skulle naturligvis have en juledekoration. Så vidt jeg husker, var hun sjældent hjemme, når vores Roadshow ramte Ålborgs Vestby. Formodentlig har hun været hos sine sønner og egne børnebørn. Så blev juledekorationen stillet ved døren og vi kørte videre. Vi skulle kun lige rundt om hjørnet til Helgolandsgade, hvor Moster Gudrun og Onkel Robert boede.

Ham med dyrene

Når vi havde besøgt Moster Marie i Hjørring gik turen sydpå til Kås, min farmors fødeby.

Min farmor er nr. to fra højre på billedet - jeg selv læser festsang og taber underbukserne, fordi elastikken er røget. 

Jeg føler, jeg måske har gjort hende uret ved at fremstille hende så tragisk, for hun var en ualmindelig kærlig, varm og sjov framor. Men visse omstændigheder i hendes liv var tragiske, især hendes start på livet, som hun selv, da jeg voksen, fortalte mig om.

Hun blev født  udenfor ægteskab af fattige forældre, som af forskellige årsager ikke kunne gifte sig. Hun var et bette skravl af et barn og knap levedygtig og derfor blev hun lagt i en kasse i laden, velsagtens for at dø og derved løse problemet med det udenomsægteskabelige. Et barnløst og mere velhavende par i byen fandt hende og tog hende med hjem og bragte hende ved kærlig pleje tilbage til livet. Hos dem voksede hun op som var hun en prinsesse. Hun havde de smukkeste kjoler, den største samling legetøj og kærlige plejeforældre, som fejrede hendes fødselsdage med maner. Når hun inviterede til fødselsdagsfest, spurgte folk hende: Så får vi måske chokolade? Ja, svarede lille Ella, kanskjese endda Cacao! Hun syntes Cacao lød finere og hun vidste ikke bedre.

Da hun var 7 år indtraf katastrofen. Hendes forældre havde langt om længe fået hinanden og et par små børn. De havde brug for, at hun kom hjem og hjalp med husførelsen og børnepasning. Hendes mor mødte op og forlangte, at hun kom hjem. Hun måtte ikke medbringe nogetsomhelst, hverken legetøjet, de fine kjoler og slet ikke de nye, røde træsko. Træskoene var det værste. Og da hun barfodet gik hjem gennem en kornmark, frataget alt hun holdt af, ønskede hun i sin afmagt, at de mørke skyer ville falde ned fra himlen og opsluge hende.

I dag tænker jeg, at den oplevelse måske har været med til at forme hendes senere valg i livet. At hun blev i de trods alt gode og trygge sociale kår, ægteskabet med min farfar leverede, fremfor - endnu engang - at kaste sig ud i en fattig og slidsom tilværelse som enlig forsørger.

I Kås havde vi to besøg. Det første gik til min farmors bror, Onkel A.C. og hans kone Tante Gudrun. Det var en stille og hurtig visit. De havde mistet begge deres voksne børn og det var således ikke et hjem, som ligefrem emmede af  sjov og livsglæde. Deres søn var død for en del år siden af en - for mig, ihvertfald - mystisk sygdom, som man ikke talte om. Deres voksne datter var for nylig styrtet død om midt i en ekspedition i hendes og mandens bagerforretning. 

Selv om besøget for os børn ikke var videre festligt, skulle de alligevel have en dekoration og ønsket om en glædelig jul.

Næste besøg gik til Tante Fanny og Onkel Gerhard. Og hvor besøget hos A.C og Gudrun måske nok havde føltes lidt knugende, så begyndte julen for alvor at kunne mærkes hos dem. Huset var pyntet og oplyst og her lugtede, som der skulle, af jul. Tante Fanny var livlig og i fuldt vigør, men kunne sagtens presse en lille gæstevisit ind i alle forberedelserne. Onkel Gerhard var en lille trind og pilskaldet mand, lidt stille og blid, men med udpræget nordjysk lune. Vi børn havde altid besvær med at kende forskel på A.C. og Gerhard og derfor kaldte vi sidstnævnte for "ham med dyrene". Han havde et helt værelse, fyldt med fantastisk legetøj til sine egne børnebørn og alle andre børn, som kom på besøg. I værelset var en kæmpe samling af alle mulige og umulige plastikdyr, deraf navnet.

Tante Fanny og Onkel Gerhard havde to voksne børn. Sønnen var tømrer og datteren bagerkone på Gjøl. Datteren, min fars kusine, blev altid omtalt med næsten ærefrygt. Hun var et allerhelvedes barn og ingen kunne forstå, hvordan Onkel Gerhard, det blide og søde væsen, kunne have avlet hende. Som barn havde min fars kusine for vane at forpurre ethvert middagsselskab ved at jage en stoppenål i bagdelen på folk, bedst som de havde ført den skoldhede suppe til læberne. Det gav en vældig opstandelse, når suppen sprøjtede til høje og venstre ud over hele bordet. Engang gemte hun sig under bordet og hamrede en vækkelsesprædikant så hårdt over tæerne med en hammer, at han råbte: Av, for Satan!

Måskede havde Onkel Gerhard alligevel lidt ansvar for adfærden, for efter hændelsen med vækkelsesprædikanten fortalte han hviskende: A' ga' hende fem kroner, for han var en hykler!

Visitter hos Tante Fanny og Onkel Gerhard varede altid alt for kort, men de fik en dekoration og vi måtte videre.

Moster Marie

Første stop på The Roadshow gik som regel til min fars Moster Marie i Hjørring.

Jeg er født i Hjørring og boede her de første 5 år af mit liv. Min mor var lærerinde på en af byens skoler og min far var skolepsykolog, eller pædagogisk konsulent, som man vist kaldte det dengang. De var 3 konsulenter i Nordjyllands Amt dengang midt i 60'erne og de førte tilsyn med over 300 skoler, store og små. Min far havde den nordlige del af Amtet, fra Skagen til Pandrup, så vidt jeg husker. Da jeg var 5 år fik min far en stilling som skolepsykolog ved den nyoprettede skolepsykologiske rådgivning i min mors hjemby i Han Herred og så flyttede vi.

Min far var født og opvokset i Århus, men i Nordjylland fandt han sit hjem og sin familie. Min farmor var opvokset i absolut fattigdom - nej, ikke ulighed! Fattigdom! - i den lillebitte by Kås i Vendsyssel, som i slutningen af 1920'erne husede en briketfabrik. Hertil kom min farfar, som var smed og rundet af væsentlig bedre kår end min farmor, på grund af den økonomisk krise og arbejdsløshed rejsende for at grave tørv. Min farmor var ude at tjene og det var ikke nogen skovtur, for der var rotter på pigekammeret. De traf hinanden og da min farfar hørte om de natlige skadedyr. tilbød han sig straks, galant som han kunne være, at beskytte hende mod alt ondt i de lange nætter.

Det gik jo, som det måtte gå. Min fars storebror blev undfanget og 4 måneder før hans fødsel i 1930 måtte min farfar, nødtvunget og efter massivt pres fra sin yngre bror, gøre det rigtige og gifte sig med hende. Herefter flyttede de til Århus.

Det blev, ifølge min far, aldrig noget lykkeligt ægteskab. Hans brødre vil muligvis hævde noget andet, men jeg husker selv scener, som støtter min fars oplevelse. Min farfar var en vred, indebrændt og til tider voldelig mand, hvis luner styrede familien med hård hånd. Hans bitterhed og vrede bundede formodentlig i, at ægteskabet med min farmor isolerede ham fra en stor del af familien. Min farmor, som nok var sød og kærlig, kunne ikke begå sig i hans miljø. Hendes manerer og sociale kompetancer var hentet i underklassen og det fortælles, at efter en familiemiddag på en fin restaurant i Århus, hvor min farmor spiste med albuerne på bordet og mosede kartoflerne ud i sovsen, blev de ganske enkelt ikke inviteret mere.

Min far hadede sit barndomshjem og han hadede sin voldelige far, som bankede ham godt og grundigt, indtil han var 23 år og færdiguddannet som lærer. Han forstod måske nok ægteskabets konstruktion og karakter, men han forstod og tilgav aldrig helt min farmor, som så igennem fingre med volden for at bevare sin sociale status, nu i middelklassevillaen i en forstad til Århus. Han holdt dog meget af sine brødre, specielt sin lillebror, som havde et ualmindeligt godt tag på min farfar. "Gå hen i din kurv!" sagde min onkel, når min farfar rejste sig fra lænestolen for at lade smedenæverne hagle ned over nogen. Så lo min farfar blot, opgav sit forehavende og lod sig synke tilbage i lænestolen.

Min farmor var ud af en søskendeflok på 12 og en stor del af dem boede i Ålborgs havnekvarter. De havde gode og kærlige arbejderhjem og min far har fortalt, hvordan han som teenager om sommeren simpelthen cyklede til Ålborg fra Århus når skolen var slut om lørdagen kl 12. Så kunne han lige nå at spise aftensmad i kærlige omgivelser og overnatte, før han cyklede hjem igen om søndagen.

En af de, som kompenserede for det ukærlige barndomshjem, var min farmors søster, Moster Marie.

Hendes elskede Holger var død fra hende af kræft, før jeg kom til verden. Hun var i  dyb sorg over tabet og martredes stadig af Holgers skrig på det smertefulde dødsleje. Jeg husker hende som en lidt stille og blid kvinde, som dog var i besiddelse af stor humoristisk sans.Da min far kom til Hjørring, hvor hun boede, fik de et tæt forhold. Han fejrede sin polterabend ved at invitere Moster Marie på et fint konditori. Hun boede tæt på os og var tilstede ved vore fødsler, som foregik hjemme, og hun var en uadskillelig del af min barndom. Da mine forældre blev skilt, flyttede Moster Marie ind hos os det første år og fik sat husholdningen på skinner. Jeg husker det som en lykkelig og sjov tid. Vi børn fik Moster Marie til at le og hendes store sorg trådte lidt i baggrunden. Min mellemste bror var dog indimellem lidt træt af Moster Maries noget ensformige traktement: En dag proklamerede han højt ved aftensmåltidet: Moster Marie, jeg er sgu træt af din brændende kærlighed!

Moster Marie fik som regel - hvis vejret tillod det - det første besøg på vores Roadshow juleaftensdag. Naturligvis skulle hun have en fin dekoration. Ellers ville det ikke blive jul.

Julestemning i november

Engang for mange år siden i en anden Udkant - eller Rigets Randområde, som en af min fars barndomsvenner yndede at kalde udkantsdanmark allerede i 70'erne - startede julen også allerede i november.

På en - som regel - iskold og blæsende morgen i det nordjyske blev mine brødre og jeg gennet i vore varmeste klæder og ud i vor lille families ventende Reanalt 4, en af postvæsenets aflagte, som min far - kontant! - købte en ny af hvert andet år.

Der skulle samles pynte-og dekorationsgrønt og turen gik som regel til Tranum klitplantage. På billedet kan man se min mellemste brors begejstring og spirende julestemning ved udsigten til dette, årligt tilbagevendede, arrangement. 

Jeg husker situationen ganske tydeligt. Min bror udtrykte sin stærke modvilje mod det forestående, men blev mødt af en - efter min mening - noget hård og kontant, regulær opsang, som tydeliggjorde, at man ikke altid kun skal gøre det, man har lyst til. Herefter brast min bror i gråd og jeg skuler, ondt og solidarisk, til kameraet. Det, som med sikkerhed afgør at vi på billedet befinder os i en anden tid, er, at dette lille optrin ingenlunde forhindrede den efterfølgende fotografering. Billedet blev taget og møjsommeligt gemt i familiealbummet til glæde for senere generationer.

Det var aldrig sket i dag. Billedet var blevet slettet per omgående og erstattet med et nyt, som  bedre udtrykte de smås barnlige glæde over den kommende jul.

Man kan med rette spørge sig selv om, hvormange juledekorationer en lille familie på 1 voksen og 3 børn har brug for.Vi lavede rigtig mange og de skulle senere tjene som et af de centrale og bærende elementer i min barndoms jul, The Roadshow, som løb af stabelen juleaftensdag.

Her blev familiens Reanault 4 igen startet op fra morgenstunden og ud gik det i al slags vejr på de nordjyske landeveje. Turen gik de fleste år helt til Hjørring, til Ålborg, til Kås og til Øland, hvor ældre familiemedlemmer på både mødrene og fædrene side fik et besøg og en overrakt juledekoration og herefter med himmelvendte øjne slog hænderne sammen i næsegrus beundring over, hvormeget og hvor flot min enlige far magtede det hele. Og de glædede sig over at se os børn på selveste juleaftensdag, selv om der efter den dramatiske skilsmisse og det efterfølgende slagsmål om børnene ikke var tegn i hverken sol eller måne på forsoning. Juleaftensdag var der borgfred.

Og sikkert tilbage i bilen nærmest hvislede min far, som var skolepsykolog, at han jo for pokker klarede det hele, fordi han havde en god uddannelse, et godt job med fleksible arbejdstider og en lang sommerferie. Han lod os ikke være i tvivl om, at det havde set anderledes ud, hvis han havde været jord- og betonarbejder - eller bord- og jetonarbejder for den sags skyld - og skulle møde kl 7 hver morgen på et knoklearbejde.

Den sociale bevidsthed og indignation fik mine brødre og jeg tidligt leveret og den er bevaret, selv om vi i dag politisk er gået i hver sin retning; en er socialist, en er liberal og den tredie er konservativ.

Det skal også lige for en god ordens skyld nævnes, at familiealbummet også indeholder billeder fra andre år, hvor glade børn med røde kinder indsamler pynte- og dekorationsgrønt i skøn harmoni. 

Og at "The Roadshow" for os alle 3 hører til et af vore kæreste juleminder.

Skal vi flette vore julehjerter sammen?

Jeg har været igang siden midt i november. Pludselig en tidlig, mørk morgen blev jeg nærmest overmandet af trangen til at flette julehjerter. Og så var der ikke andet at gøre end at gå igang. 

Skabelonerne stammer fra bogen "Sådan lærte min mor mig at flette julehjerter", udgivet af Museet Falsters Minder, som jeg købte i 2003, min første jul på Lolland. Dengang flettede jeg nogle få og har hver efterfølgende jul tænkt, at det kunne være flot at have rigtig mange. 

Det får vi i år, så er det sagt. 

Det er lykkedes mig at udbrede flettemanien til min arbejdsplads. Jeg pakkede en lille rullekuffert med glanspapir, karbonpapir osv og tog den med på job. Så nu er vi nogle stykker, som fletter. 

De fleste skabeloner stammer fra førnævnte bog, andre kan findes på nettet.

Ka' man se det er en ræv?

Jeg er her igen. Jeg havde brug for at vende blikket indad et års tid. Så det har jeg gjort og det har været godt. 

Der er ikke de store forandringer i mit liv - og så alligevel. De sidste 6 år har været en lang stresstilstand; Stefans arbejdsløshed, min mors død, min brors sygdom og de evindelige fyringsrunder på jobbet. Jeg kunne ikke se det, mens det stod på. På jobbet var jeg endt i en uheldig og usund arbejdsrelation, som heldigvis ophørte tidligere i år. Og energien og roen vendte langsomt tilbage. Jeg synes, jeg har det godt.

Jeg er stadig rød som blod. Konkurrencestaten giver mig en nær-kommunistoplevelse. Desværre er jeg ikke lige så sjov og venlig som familiens kommunist, Onkel Robert, værftarbejderen fra Helgolandsgade i Ålborg. Jeg er mere den vrisne type, selv om jeg er blevet rundere og mildere med årene. Alle elskede Onkel Robert. Ak ja.

Arj, pjat. Jeg bliver aldrig kommunist.

Men det skal det ikke handle om nu, det skal handle om jul. Og jeg går all-in i år. Og jeg lover, at alt det røde - ihvertfald i december - bliver kanaliseret ud i flettede julehjerter, flitterstads, rødkål og cranberrysauce.

Man kan godt se det er en ræv, ikke?

Jeg har også en isbjørn. Min kollega har lavet en dromedar.

Chili Jam

 

- eller Chili Jelly - Chelly - som Nigella Lawson kalder det.

Jeg havde åndsnærværelse nok til at rive de sidste chilier af planterne, før alle stormene ramte. Egentlig havde jeg høstet, hvad jeg skulle - men det gode vejr blev ved og ved og det blev chiliplanterne også.

Noget måtte gøres. Jeg gjorde dette:

 

Den røde:

150 g røde chilier, renset og skåret i kvarte

150 g rød peber, renset og skåret i et par stykker

- begge dele smadres til stumper i en foodprocessor

 

1 kg syltesukker

600 ml æbleeddike

-sukkeret opløses i eddiken under opvarmning og UDEN omrøring til kogepunktet, chili og rød peber i stumper og stykker tilsættes og det hele koger ganske energisk i 10 min. Lad geleen stå og køle af i gryden i 40 min., før den hældes eller øses på steriliserede glas, skyllet med atamon eller alkohol. Jeg brugte gin.

 

Men se, vi havde jo også nogle få citronchilier tilbage:

65 g gule citronchili

100 g gul peber

skal af 1 økologisk citron, næste gang bruger jeg 2.

- op i foodprocessoren med det

 

500 g syltesukker

300 ml æbleeddike

saft af 1 citron, næste gang osv.

 

Samme fremgangsmåde som før.

Og ho-ho-ho det blev godt. Den røde er nogenlunde mild og kan spises af de fleste, den gule er stærk, sød og syrlig og et kæmpe hit hos de, som er til den slags.

Black Friday?

I'm dreaming of  a White Christmas!