Ingen malerprojekter i dag! Spisestuen roder stadig, men det kommer der styr på. Tror jeg nok :-)
"Alteret for Verdensfreden", som jeg etablerede sidst USA indvaderede Irak, da jeg boede i en fjern, fjern Galaxe (Nørrebronx), ligger i ruiner og må snarest genetableres. Det store spørgsmål er bare: Aubusson blå eller en hjemmeblandet lillat farve, som matcher min fars bidrag til alteret, et familiebedetæppe, han købte i Tyrkiet engang først i 60'erne?
Mange, jeg kender og har kendt, har bidraget til alteret. Min mors kæreste eje, en jødisk menora som hun vist engang fik af en ung, jødisk mand, hun var forelsket i, er der. Han blev vist desværre dræbt, fordi lynet slog ned i det træ, han havde søgt ly for regnen under. Det er nok årsagen til, at min mor nu og da meget let identificerede sig med forfulgte folkeslag. Min kollega og hendes døtre har bidraget med symboler fra sikhismen og hinduismen. Simon har bidraget med en statuette af en sort Madonna, som Andreas' far, som har boet i Singapore og Japan, kunne fortælle forestiller den asiatiske barmhjertighedens gudinde, Kuan Yin. Jeg havde ikke lige lagt mærke til jesusbarnets skæve øjne og lotusbladene på statuettens fod. Jeg har selv bidraget med ikonerne fra den ortodokse kirke og en hel masse heksekunster, som opbevares inde i skabet.
Det virker ikke rigtig, det alter, og det skyldes ikke kun, at bedetæppet er endt i soveværelset, hvor min kat bruger det til at udøve psykisk terror (anden historie!).
Det er nemlig sådan med altre, bønner og meditation, at de hverken ændrer Gud eller Allah, de ændrer DIG og MIG. Hvis vi altså vil.
Jeg vil i 2017 fortsætte med, at yde omsorg og udvise respekt for alle trosretninger, ikke kun min egen. Og jeg vil blæse på, hvad ytringsfrihedsfundamentalisterne og ditto ateister mener om den sag. De er og bliver fundamentalister, præcis som de religiøse og politiske af slagsen. Og jeg gider ikke nogen af dem, uanset hvor mange skældsord, som indeholder ordet "humanisme", de så smider efter mig.
Så godt nytår herfra. Det bliver sikkert mindst lige så - eller endnu mere - rædsomt end 2016.
Kaffe, brændeovn, bøger og udsigt til endnu et malerprojekt.
Spisestuen roder. Jeg hygger mig med at male møbler. Istedet for at skifte ud, frisker jeg det gamle op. Jeg har længe haft planer, men ånden kom først rigtig over mig, da jeg opdagede kridtmalingen. Forarbejdet er minimalt og resultatet storslået. Jeg er IKKE min fars datter på dette område, jeg er ganske enkelt for doven. Min fars store hobby var at restaurere antikke møbler, men den slags kræver en omhu og vedholdenhed, jeg ikke besidder. Man kan sige meget om min far - ligesom " En mand, der hedder Ove" var han yderst brændstoføkonomisk og så kunne han lakere. Ikke bare sådan med købelak fra en dåse, vel? Men med shellak, som han selv blandede af sådan nogle ravfarvede skaller, han havde i en stor papkasse i kælderen, og sprit (tror jeg nok). Konsistens og farvetone på lakken skulle være perfekte og så var det bare at lakere/ polere mahognimøblerne op med 10-20 lag lak, så de tilsidst stod med en fed og dyb, dyb blød glans. Forinden havde han slebet og renset efter alle kunstens regler. Manglede der områder i træskærerarbejdet på bordets sarg, blev de modelleret op i plastisk træ og passet ind, så man bagefter ikke ville have anet, at bordet var skadet.
Ak ja, den slags evner - eller vilje, snarere! - ejer jeg ikke. Iøvrigt er der vist heller ikke mange nutidige snedkere, som kan den slags. Den arbejdsproces er alt, alt for kostbar.
Det forlyder at Peter har ferie i januar og er genindkaldt til projekt "spisestue". Det skal blive godt, for den trænger. Alt for mange år uden maling og med brændeovn sætter sine spor. Jeg synes lige, vi havde malet, men så gik det op for mig, at det var det første år jeg arbejdede i Sjangtofte. Det er OTTE år siden!
Det er bare om at komme i sving, men først kaffe, brændeovn, bøger og - nå ja, nytår...
Jeg leger med mine julegaver, Annie Sloan Chalk Paint og Wax. Det er en kalk/kridtmaling til møbler, enkel at bruge. Man behøver ikke slibe nøblet og maler blot malingen rustikt på i et eller to lag, lader den tørre - hvilket går lynhurtigt! - og efterbehandler med voks og Wupti! Fed, lækker og mættet overflade på møblet. Nogle sliber maling af strategiske steder og laver ridser og skrammer før voksbehandlingen, for at få sådan en Shabby Chic- effekt.
Gammelt, skrammet og ridset mahognibord med shellak, jeg engang har fået af en kollega.
2 gange maling og et lag voks når man nemt på en morgen og formiddag.
Malingen hæfter på nærmest alt - glas, metal, plastik og forskellige overfladebehandlingsstoffer til træ.
Imorgen kan jeg polere, men jeg tror lige overfladen skal være lidt mindre rustik. Jeg bryder mig ikke så meget om det skrammende look - men det smukke er jo, at man kan gøre som man vil.
Farven hedder "Primer red" og er sådan en slags blød, støvet rødbrun, som vi normalt ville kalde svenskrød. Den passet rigtig flot til kopperne fra "verdens grimmeste stel", som jeg også fik i julegave.
Måske nogen kan huske, at jeg først i november frejdigt proklamerede, at NU var julen kommet og samtidig udbredte mig om, hvor god tid der nu var til juleforberedelser og al den slags hejs??
Ak ja. Sådan kom det så ikke til at gå.
Jeg har ligget vandret. Enten har jeg sovet i min seng, eller også har jeg hængt bag opgaverne som et flag det meste af november og december. Sidst i november blev min afdeling ramt af en influenzaepidemi, nogenlunde samtidig med at enhver gigt- og rygpatient i Region Hovedstaden besluttede at drage mod Vestegnen for at lade sig skrive i mandtal. Sådan føltes det ihvertfald. Vi har haft travlt og vi har arbejdet ekstraordinært hårdt.
Jeg trives i det nye travle miljø og jeg husker pludseligt, at jeg nærmest for 9 år siden dumpede ned i dette speciale ved et tilfælde. Jeg valgte ikke jobbet og specialet fordi det havde min interesse, men fordi det for det meste er roligt og fordi der næste ingen dødsfald er.
Tidligere har jeg altid arbejdet i sådan nogle ramasjang-specialer, hvor der var drøn på døgnet rundt og hvor en stor del at tiden blev brugt i dødens forgård. Det var lunge- og hjertemedicin, onkologi og hæmatologi, infektionsmedicin og terminalpleje som havde min største interesse, men kort før jeg fyldte fyrre, begyndte jeg pludselig ikke at kunne rumme den evindelige kamp mod døden. Jeg husker tydeligt den morgen det skete; jeg var på vagt på en hæmatologisk afdeling og en patient, en 60-årig kvinde blev pludselig meget, meget dårlig. Hendes temperatur steg til 42 grader og mens lægerne og sygeplejerskerne kæmpede løs, løb jeg i fast rutefart med akutte blodprøver, fugtere og ispakninger, mes jeg også passede resten af afdelingens patienter. På et tidspunkt kom sygeplejersken og sagde at hun havde talt med patientens datter - datteren var nu kørt fra jylland og ville forsøge at nå frem, så hun kunne nå at se sin mor, mens hun stadig var i live. Jeg har stået i den situation tusind gange før, men den nat blev det for meget og da jeg gik ned af gangen, væk fra stuen, måtte jeg pludselig løbe ind i et skyllerum, hvor jeg - som ellers altid har knastørre øjne på jobbet, nærmest uanset hvad som sker - brød hulkende sammen. Det var tid til at tage en pause fra al dramatikken, så det gjorde jeg. Efter min afdeling flyttede til Vestegnen er arbejdstempoet blevet noget højere og opgaverne mere komplekse og specialiserede. Nogen bryder sig ikke om det, men jeg trives i det mere handlekraftige miljø. Om jeg så kan holde til det tempo helt til pensionsalderen - se, det er et andet spørgsmål :-)
Omkring 1. december tog pokker ved Stefan og han besluttede, at den stue, vi har været igang med at renovere, saftsuseme skulle være færdig til jul! Vi har to virkelig store stuer og det er lidt skræmmende, at vi slet ikke rigtig har savnet hverken vores sofa eller vores tv i den tid, vi var gået i stå med projektet. Der blev indkaldt forstærkning fra Tyskland og mens jeg har været på job alle weekender i december, samt et par ekstavagter i mine friuger, er det lykkedes Stefan og Peter at få malet og tapetseret og gjort stuen færdig, bortset fra et par små finesser. For et par uger siden så projektet temmelig håbløst ud og hjemmet lignede mest af alt et granatnedslag i et tysk julemarked ( hvilket lød sjovere for en uge siden, I know)
At være sammen med både Peter og Stefan på en gang er som at have en kæmpemæssig, glad og vild labradorhvalp - det er sjovt at prøve, men det er også godt det er slut for denne gang :-)
(det er ikke MIG, som har valgt tapetet! Jeg vil bare ha' hvide vægge, brune klinker og sorte loftbjælker. Nå ja, og hvidt betræk på møblerne. Lissom i Spanien, ikk'? Det vil Stefan ikke! Kompromis, kompromis. Det er kun på en enkelt væg, resten er hvidt, så det går an :-)
Jeg havde troet, at jeg i løbet af november og december skulle hyggeblogge mig gennem julen, mens jeg minutiøst dokumenterede mine juleanstrengelser. Jeg kan svært godt lide juletraditioner og de små konservative dryp, som findes i mit bæger, bliver som regel fyret af i december. Heldigvis er jeg også vokset op med at improvisation er en dyd OG også hører julen til. Traditioner er gode, men at kunne fravige dem og skabe nye er også godt. Sådan bliver denne jul. Jeg er så svineheldig at have fået fri juleaften, men jeg går fra nattevagt om morgenen d. 24., så der er både købesmåkager, købeslik og en noget anderledes julemenu på bordet i år. Jeg gider ikke stege en kæmpemæssig kalkun med al tilbehør efter at have været på nattevagt. Jeg vil hellere nå at sove og være vågen og frisk juleaften, så der ryger confiterede andelår, grønkålssalat, brunede kartofler og en skinke kogt i cola på middagsbordet. Stefan er en haj til at anrette, så den opgave får han. Vi leger bare lige, at vi er svenskere og laver sådan et julebord med mange små retter.
Tilbage er vist blot at ønske glædelig jul til de, som nu og da læser med her. Må du få en vidunderlig en af slagsen med alt det, som gør jul til jul for netop dig.
Langt om længe begynder jeg for alvor at forstå det udsagn. Og efterhånden er jeg blevet rigtig, rigtig god til at erkende, hvad jeg kan forandre og især, hvad jeg IKKE kan.
Græsk musik, iblandet en sørgmodig tango. Jeg har rejst gennem natten med Leonard Cohen.
Rejst gennem de forskellige strømninger af åndelighed, jeg genkender i mit eget liv. Gennem depression og dæmon. Og gennem de mange arketypiske relationer, jeg har haft.
God, it was fun - the men... :-)
Indtil nu har jeg altid holdt mere af mennesket end af musikken. Jeg har elsket teksterne, men blev aldrig vild med det billige keyboard. Det er formentlig resterne af mine småsnobbede middelklassedæmoner, som viser tænder. Jeg tænker, jeg bør prøve kræfter med hans forfatterskab. En tidligere dansklærer - oh Captain, my Captain! - forsøgte altid at få mig til at gå i kødet på lyrikken. Hun påstod, jeg sagtens kan. Men jeg tør nok ikke - tør ikke konfrontere mig så nådesløst med min intellektuelle uformåen. Jeg er - og forbliver - i bund og grund arbejderklassekvinden. Tilliden til, at analyseapparatet og kreativiteten rækker, er alt for lille. Vi får se.
Engang i 90'erne så jeg denne udsendelse om Leonard Cohens liv som Zenbuddhist-munk og en enkelt sætning, han sagde, forandrede mit livsperspektiv. Ikke med det samme, men hen ad vejen. Jeg så også denne udsendelse, hvor letheden måske er mere fremherskende end tyngden og faktisk er bedre end den første. Da Cohen døde for nylig, skrev jeg en kommentar ovre hos Lene, som flere syntes var "sød". Jeg takker mange gange, men den var egentlig ikke sød, den fik mig mere til at lyde mere som en lalleglad bøgetosse. Og Lenes respons gjorde mig så flov over mig selv, at jeg ikke korrigerede fejlantagelsen. Jeg anglede slet, slet ikke efter ros, tværtimod. Min kommentar hos Lene var en dybfølt erkendelse af, at jeg er et menneske, som hele livet har måttet kæmpe for at gøre "det rigtige", at udradere selviskheden fra mit selvoptagede sind. Jeg kæmper stadig den kamp på daglig basis, men lige pt. ser det ud til, at jeg har fat i den lange ende. Kom bare, Nemesis, og modbevis min antagelse - jeg er klar! :-)
(Det gjorde Nemesis iøvrigt samme nat, jeg havde skrevet kommentaren. Mit hybris blev straffet hårdt - og jeg lo, og lo, og lo...af mig selv :-)
Sidst i 2002 forelskede jeg mig i en buddhist. Jeg siger med vilje en buddhist, ikke en mand. Han fortalte mig allerede dengang, at det forholdt sig sådan. Jeg ville ikke tro ham. "Livet er langt & Gud er en energi" sagde han.
(I'm sorry for the ghost, I made you be. Only one of us were real, and it was me.)
Vi var begge - sammen med en flok andre - absolut firstmovers på "lyt til dit indre barn"-bølgen. Vi havde både forladt den brede, gyldne middelvej og de mindre stier og ravede forblindede rundt i moradset, mens hver vore personlige dramaer råbte og skreg af hinanden. "Forestil dig, hvad der sker med samfundet, når den her dynamik rammer den brede masse og bliver mainstream" sagde buddhisten. Hvor fik han ret.
Det er den eneste gang i mit liv, jeg har sat mit indre barn helt fri. Det lyder måske smukt, men mit indre barn er desværre luddovent og vil helst sidde på en taburet og ryge cigaretter dagen lang. Det vil spise pomfritter til alle hovemåltider og doble op på remoncen i kanelsneglene. Det vil drikke drinks med paraplyer, det vil synge, danse og elske natten lang med enhver, som gider. Mit indre barn er egoistisk og selvoptaget og vil helst glo i sin egen navle hele tiden.
Now I'm living in this temple
where they tell you what to do
I'm old and I've had to settle
on a different point of view.
I was fighting with temptation
but I didn't want to win.
A man like me don't like to see
temptation caving in.
Det er go' humor.
Måske er dit indre barn bare meget rarere end mit. Måske mangler du ikke så mange omgange i livets hjul, som jeg. Men jeg siger dig - mit skal helst holdes nede og kun sættes fri til helt særlige, sjældne, lejligheder. Og min vej er lang endnu.
Indimellem kunne jeg virkelig godt tænke mig at sende det indre barn i sådan et zenbuddhistisk kloster, hvor en sortklædt munk giver det to virkelige hårde rap med en bambusstok, når det dukker op.
Det behøver jeg ikke længere. Leonard Cohens ord har hjulpet mig med at smække kassen i overfor det, når det bliver for krævende. Og tak for det.
Buddhisten og jeg rev hinanden i stumper og stykker. Og siden fandt vi hver især tilbage til vore respektive rette veje. For nogle år siden fortalte han mig med et skævt grin, at han havde besluttet, at vores karma - som er lang - for enhver pris skal afsluttes i dette liv. Det skulle være et af hans overordnede mål. "For jeg gider simpelthen ikke trækkes med dig endnu et liv, Henriette". Så lo vi. Og gav hinanden hånden. Vi underskrev fredstraktaten.
Leonard Cohen havde et hus på den græske ø, Hydra. Jeg har været på øen flere gange. Mine ferier gik ofte til Poros, en anden af de saroniske øer. Jeg var der sidst i 2002 med Simon. Jeg stod en tidlig morgen på flyvebådens bagerste dæk og så solen gå op over den smukke by. Jeg svor at komme tilbage engang. Måske tager jeg min elskede - manden, hvis ejendele stort set stadig kan være i en sportstaske - med dertil. Så skal vi sidde ved et bord på Christos' Taverna på havnen. Hvis jeg var mere bemærkelsesværdig, ville jeg formodentlig indkassere et misbilligende blik fra ejeren, fordi jeg møder op med en fjerde mand. I den ortodokse kirke kan man kun gifte sig 3 gange. Hvis man stadig ikke har fået det til at fungere, er man udenfor terapeutisk rækkevidde. Fortabt.
Jeg har kun giftet mig en enkelt gang, så mon ikke det går?
Manden med sportstasken har altid rejst let.
Og efterhånden har jeg også lært det.
Den bedste - bedste, fordi den trækker paralleller til nutidens politik og situation - kommer fra Gregor Gysi på FB. Gysi traf Fidel i 1991, fordi El Comandante udbad sig en samtale med ham. Han ønskede at forstå, hvorfor DDR var gået til grunde - den havde han nemlig ikke selv set komme. Så det forsøgte Gysi naturligvis at forklare ham.
Hvornår lærer vi, at evnen til at tale med vore modstandere, uanset at uenigheden er stor, er noget af det vigtigste i verden - både på den politiske scene og lokalt og privat?
Der er ikke andet end død og ødelæggelse i tavsheden og isolationen.
- og fordi det snart er jul, har jeg indført lørdagsdrink, altså hveranden lørdag, og i denne uge er det en "Snowball".
(jeg har set for meget Nigella Lawson og jeg skal ikke trætte nogen med historien om, hvor svært det er at skaffe æggelikør i udkantsdansen. Eller hvor skrækslagen, jeg så ud, da det gik op for mig, at min elskede kan opskriften på hjemmelavet æggelikør i hovedet. Men han kommer selvfølgelig også fra landet, som flyder med æggelikør og honningkage.
Hold nu lige fast i skørter og mammelukker og ud over stepperne, hvor det går!
I sidste uge gik den famøse Sundhedsplatform i luften på min arbejdsplads og jeg skal da lige hilse og sige, at det bliver en uge, nogle af os sjældent glemmer. Du har måske læst om problemerne og kritikken af sundhedssektorens nye dokumentationssystem i pressen? Det har jeg også og derfor var det også med en vis bekymring, vi mødte op på job forrige mandag. Det er gået sådan nogenlunde - og det som ikke er, er ihvertfald ikke programmets skyld, for det er faktisk rigtig udmærket. Det er bare stort, rigtig, rigtig stort og den undervisning, vi har haft, har - i vanlig offentlig stil - været forhastet og ikke haft megen rod i den virkelighed, vi, som arbejder på gulvet, lever i. Så har jeg vist sagt nok, jeg kan nemlig også læse i avisen, at jeg som offentlig ansat er truet på min ytringsfrihed :-)
Spøg til side.
Min kollega og jeg kom igennem det og vi klapper hinanden på skuldrene - når nu ingen andre vil -, fordi vi rent faktisk synes, at vi har klaret det her kanongodt med minimal hjælp udefra. Vi var blevet lovet, at afdelingen i starten kun skulle køre for halv kraft og med ekstra bemanding. Jeg vil gerne have credit for, at jeg IKKE græd, da jeg onsdag mødte ind til en tavle med 17 patienter, ingen ekstrabemanding og en superbruger til 4 afdelinger. There's no crying in baseball. Or in nursing!
Jeg græd heller ikke, da jeg natten til fredag præcis kl 02:14 blev ramt af en slags ondsindet influenza med tør og særdeles smertefuld hoste. Jeg græd ikke, jeg gennemførte ugen.
Siden har jeg levet i lala-land, skiftevis tilbragt tiden vågen i en slags vatlignende døs og dødlignende søvn. Og for at det ikke skal være løgn, måtte jeg mandag sende Stefan til lægen, hvorfra han kom hjem med henvisning til fysioterapi, nogle morfinlignende kapsler og et svært lændehold. Jeg fristes til at føje et "obs diskusprolaps" til den diagnose - den periodevise kraftnedsættelse og føleforstyrrelse i det ene ben, som har det med at forsvinde under ham, kunne godt gøre mig en lille smule mistænksom. Men hvad ved jeg (som til daglig arbejder i et videnscenter for reumatologi & rygsygdomme) om den slags?
Vi er et absolut øndigt (jo, med ø!) par lige nu og jeg skal hilse at sige, at der ikke er megen jul i sigte lige nu, samt at rengøringsstandarden lader meget tilbage at ønske. I går fik vi ved fælles indsats vasket vinduerne i køkkenet og det ene i spisestuen. Der er lang vej endnu! Til gengæld ved jeg, at vi når det - eller rettere, at det bliver jul uanset om vi er klar eller ej :-)
Lige nu aner jeg dårligt, hvad der foregår ude i verden, hverken i blogland eller den virkelige. Hverken Trumpaternes gjalden eller deres modstanderes råben når igennem min vatagtige døs, så noget godt er der da kommet ud af situatonen, fristes jeg til at sige.
Så er vinteren for alvor begyndt! Jeg elsker sne. Jeg elsker bare ikke at sidde i et tog og vente på at få at vide om det overhovedet KAN køre eller KOMMER til at køre. Jeg elsker sneen, men jeg hader uvisheden om - og magtesløsheden over, - hvorvidt jeg kan møde på mit arbejde kl 23.
Hvis man nu drømmer om en hvid jul, har man vist alle muligheder for at få sit ønske opfyldt i år. Så det nøjes jeg med at glæde mig over, mens jeg forbander tilsneede sporskifter. Og den slags.
Der er koks i døgnrytmen. Jeg tager et par ekstravagter nu da - du ved, behovet for ussel mammon kan drive en til den slags - og prisen er nu og da en omgang "Søvnløs i Sakskøbing". Det gør intet, specielt hvis jeg, som tilfældet var i nat, er alene hjemme. Når jeg ikke kan sove, gør jeg rent og laver mad. Men det kan jeg kun, hvis jeg er alene og ikke forstyrrer andre.
I nat fik jeg lyst til at bage - altså efter, jeg havde støvsuget og lavet italienske kyllingeboller i tomatsovs med dampet citronbulgur og rucola - og eftersom jeg havde sådan en mærkværdig øl stående, var det jo nærliggende at bage et "Black Beer Ginger Bread". Jeg elsker nærmest alt med ingefær og jeg kan godt lide mørkt øl, eller stout, som man også kalder den slags. Allerbedst kan jeg lide ordet stout, men det er mest fordi min anden store kærlighed i livet, Harry, engang skrev et digt til og om mig, hvori han brugte ordet stovt. Jeg var vel 9 år og Harry, en af min fars venner, læste psykologi ude i Ålborg og ham holdt jeg frygtelig meget af. Harry blev - så vidt vides - aldrig psykolog, for han stak af med Abbé Pierres Klunsere istedet. Jeg så ham først igen, da jeg var 14 år og han, på gennemrejse, bankede på vores dør. Så stod han lige pludselig der med sikkerhedsnåle i ørerne, mens han vantro tog sig til kinderne og sagde "Ach, das kleines Kind!". Lige der var jeg ikke særligt stovt, for jeg var alene hjemme og inviterede ham ikke engang indenfor, ikke fordi jeg ikke ville, men fordi jeg både var så frygtelig genert og glad for at se ham, alt sammen på en gang. Sorry, Harry!
Nå. Jeg har ikke forstand på øl, men jeg har forstand på ingefærkager og denne her er i en klasse for sig. Den er ikke voldsomt sød og øllet giver kagen en dybde og bitterhed, som jeg rigtig, rigtig godt kan lide. Så vidt jeg har kunnet læse mig til, har øllet med chokolade og chili fået pænt dårlige anmeldelser, men i den her kage er den perfekt!
Når man nu alligevel var igang, kunne man lige så godt hælde dejen i en sjov form. Kagen blev en lille smule skæv, hvilket jeg tror skyldes, at varmen var lidt for høj, samt at ingredienserne måske ikke var helt perfekt afmålt. For nogle uger siden kæmpede vi en dramatisk kamp mod en meget snedig mus, som havde indlogeret sig i vores køkken. Selv den meget dyre musefælde, som skulle forestille at være fælden over alle fælder, OG kattedyret kunne ikke få has på den forbande gnaver. Og i nat viste det sig, at musen simpelthen havde ædt silikoneknapperne på min bagevægt, mens den huserede i køkkenskabet (altså, ikke det skab, hvori vi opbevarer madvarer, men det med skåle og konservesdåser. De andre skabe kan den heldigvis ikke komme til). Afvejningen af ingredienser blev derfor sådan lidt...hmmm...upræcis, mildt sagt.
Kagen var smadderflot, før jeg kom til at æde karnapperne og de små grantræer på forsiden af huset, mens jeg så en Hugh Grant film og drak kaffe. Nu er jeg nødt til at bage en ny kage, for egentlig var kagen til min bror i København, som jeg har tænkt mig at besøge i morgen, når jeg henter alligevel henter Andreas. Heldigvis er der til to kager i sådan en flaske stout, meget praktisk.
Ja, det er dig, jeg kikker på - og det er din skyld! Musen er forlængst dræbt i fælden, men man kunne godt have forventet lidt større engagement fra din side, ikke?
Dagens eneste juleprojekt bestod i at vaske den nyindkøbte, skotskternede juledug. Jeg køber en ny juledug på tilbud! hvert år, det er en tradition. Nogle gange er det en stofdug, men som oftest er det en voks- eller plastikdug. Du ville nok ikke gætte det, men jeg er ikke typen, som stryger stofduge året rundt :-).
Men til jul og nytår dyrker jeg min konservative side og så skal der saftsuseme nystrøget dug på bordet.
Den skotskternede kommer til at se flot ud sammen med "Mr. O'Brien's plates"
Mr. O'Brien er en ældre medborger ovre i Wales, som jeg har købt nogle virkelig flotte tallerkener af til "det grimme stel" og vi har begge haft tonsvis af sjov med at få transaktionen igennem eBay's system..
Virkelig, virkelig sjov og rar mand - så han får også en juletanke.
Jeg venter med at stryge dugen til sidste øjeblik, men nu er den ihvertfald klar.
Vi haster hurtigt videre fra de nye begyndelser - det er nemlig tid igen!
Nej, nej, nej tænker du nok - det er jo alt, alt for tidligt! Man starter først med at jule, når man nærmer sig december. Og det kan du jo for så vidt have ret i, men sagen er den, at mit arbejdsliv er skruet sådan sammen, at jeg året rundt arbejder 7 dage og har fri 7 dage. Sådan har det været i årevis, et arrangement, som passer mig fantastisk godt det meste af tiden, blot ikke i juletiden. I årevis gik jeg rundt med følelsen af ikke rigtig at holde jul, fordi der hveranden ugen slet ikke levnedes plads til nogen synderlige julerier. Når nytåret var ovre ankom min julestemning først rigtig. Og så var det hele bare forbi.
Indtil sidste år, hvor jeg - nærmest ved et tilfælde - gik igang med at flette julehjerter først i november. For første gang i årevis oplevede jeg følelsen af at nå at holde jul. Det blev den mest vidunderlige jul, jeg har oplevet, i mange, mange år. Koden er derfor knækket, det gælder simpelthen for mig om at komme igang i ordentlig tid, hvilket giver mening; når man har begrænset tid, må man bare udvide perioden lidt. Så det gør jeg også i år, selv om jeg også er opdraget med at det er for tidligt og at sådan gør MAN ikke. Til gengæld ved jeg også, at MAN jo bare kan gøre som MAN vil. Så det gør MAN, eller rettere, jeg gør.
I år skal jeg ydermere arbejde hele julen, samtidig med at Andreas holder jul hos os. Det er der ikke noget nyt i, Andreas' far er buddhist og og derfor - naturligt nok - ikke verdens største "Christmas Spirit", som Andreas selv udtrykker det.Vi enedes derfor for nogle år siden om, at julen udliciteres til det lollandske. Det kommer til at kræve en del forberedelse at få julen planlagt, når jeg skal tilbringe det meste af tiden hos DSB på de lange skinner. Men så er det jo bare med at komme igang, ikke?
Vi starter i det små med noget rengøring og indkøb. Første opgave på listen er at bestille 2 dåser gåsefedt hos Stampenborg. Hvis man nu havde tid - og ikke også skulle arbejde Mortens aften! - kunne man, såmænd lige så økonomisk, stege en hel gås og smelte fedte af den. Det har jeg tidligere gjort, men i år har jeg ikke tid og derfor må jeg ty til en flink, fransk løsning.
Vi spiser, som tidligere nævnt, kalkun på engelsk maner juleaften og gåsefedtet er derfor en nødvendighed, når der skal laves perfekte "roasted potatoes" til at akkompagnere kalkunen. Vi har droppet de danske, ferniserede kartofler juleaften, ganske enkelt fordi, disse kartofler er så meget lækrere og derfor rent faktisk bliver spist, også af Andreas, som endnu ikke har opdaget kartoflens fortræffeligheder.
Mission accomplished - to dåser gåseguld er på vej til Lolland. Jeg håber altid, dåserne holder det meste af året, hvilket de sagtens kunne, hvis ikke Stefan - den slambert! - konstant skulle lave de mest utroligt velsmagende råstegte kartofler med det frydefulde fedtelse. Hrmpf!
For 10 år siden ønskede jeg at forandre mit liv og jeg begyndte derfor at gøre tingene anderledes, end jeg plejede.
Og i aften er det præcis 10 år siden en af de virkelig store forandringer indtraf og derfor fejrer jeg altid - stilfærdigt - Halloween eller nok snarere Samhain.
Forandringerne er naturligvis et resultat af min egen vilje til at forandre mig og de handlinger, jeg i den forbindelse foretog mig. Men det kan ikke helt afvises, at der også var magi med i spillet :-)
Så derfor, godt nytår til alle hexe og hedninge og skål på nye begyndelser!
Jeg dør en lille Smule
for hvert Sekund, der gaar,
jeg bærer Døden med mig
igennem Livets Aar.
En Nat, måske en Martsnat,
så mild af Regn og Tø,
skal jeg gaa bort i Mørket
og holde op at dø.
Sådan lyder Grethe Risbjerg Thomsens digt fra 1948. Jeg holder meget af digtet, for det udtrykker meget præcist mit eget forhold til døden.
"Den lever frit, der kan dø!" sagde Karen Blixen i Den Afrikanske Farm, og så gik hun på løvejagt, velvidende at det kunne koste hende livet. For snart rigtig mange år siden havde vi på min arbejdsplads forfatteren, terapeuten og socialrådgiveren Marianne Davidsen Nielsen som superviser i et to-årigt projekt, som skulle ruste plejepersonalet til at turde tale med patienter og klienter om den eksistentielle udfordring, det er, at leve med en livstruende sygdom. (Jo, jeg skrev udfordring, for det er det, det er. Man kan tage imod den. Eller man kan lade være. )Karen Blixen citatet dannede dengang grundlaget for Marianne Davidsen Nielsens bog "Blandt Løver" om samme emne. Om at vælge at dø bevidst.
I øjeblikket er vi vidner til to forskellige måder at dø. Vi er livsvidner til et menneske, som møder døden med åbne øjne og lever til allersidste øjeblik. Et menneske, som vælger at dø bevidst. Og vi er vidner til det modsatte, et menneske, som vælger isolationen, fornægtelsen og tavsheden. I det sidste tilfælde er døden i stuen som den kæmpemæssige elefant, vi alle ser - men ikke nævner med et eneste ord. Det første forløb er måske umiddelbart mere smertefuldt at være i, men også så meget lettere og livsbekræftende. Jeg håber, jeg tør være lige så modig, den dag min tid kommer.
De to vidt forskellige forløb er også årsagen til, at minderne om fortiden og de, som gik i forvejen, nok fylder lidt rigeligt på bloggen i år. Jeg ser tilbage, men også frem, alt mens jeg opholder mig i nuet. Det er, som det skal være.
(Og så vil jeg gerne sende en undskyldning til alle de Århusianere, jeg kom til at behandle lidt ondsindet i går - jeg elsker Århus, men præcis, som København ALDRIG NOGENSINDE bliver en metropol som London og Berlin, så bliver Århus ALDRIG NOGENSINDE København. Og jeg havde lige haft en oplevelse, som aktiverede irritationen over de Århusianere, som ikke kan indse dette faktum og konstant forsøger at gøre deres hjemby til noget, den aldrig bliver og aldrig skal være og åbenbart ikke bare kan elske deres by, som den er. De typer findes alle vegne og ikke kun i Århus. Så undskyld, Århusianer!)
Min far var barn af Århus, født i 1933 på fødselsstiftelsen. Senere flyttede familien til forstaden Viby i en villa, min farfar selv byggede. Århus har været en fast ramme om min barndom. Den Gamle By, Tivoli Friheden, Botanisk Have, Vikingeskibene ved Moesgård Strand, Marselisborg og AGF's boldbaner. Vandtårne, Funkisvillaer og Trambusser. Ka' du se månen, Pusser & hva' så, ven? Min far døde tæt på sit fødested, på Marselisborg Hospital. Jeg har ikke rigtig været der siden den smukke majaften i1993, hvor vi forlod hospitalet og kørte nordpå.
Århus er på en måde hjem og så alligevel ikke. Århus er mange gode ting, men den er også kvælende provinsiel. Og småtskåren.
Noget af efterårsferien gik til Nordjylland.
Og vi tog en tur til Den Gamle By, som jeg altid har elsket højt.
Min barndom er kommet på museum.
Vi var osse ved frisøren anno 1973
Og vi lurede dress coden i kollektivet.
Mit barneværelse og min seng var der.
Og min allerførste skoletaske
Det var en god tur og dejligt både at gense, men også at opleve nyt og Den Gamle By er bestemt stadig et besøg værd.
Det sidste lange stykke tid har der været gået Hausfrau i den. Jeg havde en del fri i september og brugte en del af tiden på at koge den ene gryde chili con carne og ragu bolognaise efter den anden. Jeg har hele tiden vidst, at vi ville få travlt og derfor har jeg lagt på lager og frosset ned. Det var stille før storm.
Nu er vi midt i det. Stefan med arbejde og jeg med kurser i vires nye dokumentationsårogram, Sundhedsplatformen.
Vi har syge mennesker i familien. Ingen af os er nærmeste pårørende, men det påvirker alligevel. Allerhelst ville jeg smide alt og stikke nordpå lige nu, men Stefan er nødt til at blive her. Den dårlige samvittighed - som vel mere handler om uopfyldte behov, end egentlig samvittighed - snapper mig i haserne dagligt. Jeg når ikke alt det, jeg vil. Eller burde.
Min hukommelse er som en si. I går lykkedes det mig at tage fejl af mødetidspunktet for kurset. Jeg kom en time for tidligt - godt det ikke var omvendt! I min taske havde jeg ikke, som jeg troede, listen over mine koder og log- ins, men en håndskrevet seddel med det græske alfabet ( som jeg også er ved at lære, lang historie).
Jeg bliver glad, når de næste to uger er overstået. Så er det nemlig efterårsferie.
Efterårsferien går både til Ærø og til Nordjylland. Kulhuset er ledigt og vi snupper et par dage på vej nordover. Jeg tænker, det bliver godt at sidde på bænken og strikke en dags tid. Men først må vi bide tænderne sammen og komme igennem de næste par uger.
Min kollega og jeg strikker miljørigtige karklude efter en gratisopskrift fra Drops, som hedder Waffle Love. Vi hr stiftet WWWLC - the World Wide Waffle Love Club (du lyder pervy, mor!). Der går præcis 1 nøgle Drops Paris til sådan en klud. Den er ikke helt kvadratisk, men nok praktisk og god.
Disse her er strikket på pind nr 4 af garn af genanvendte jeans. En af mine garnpushere, Tante Hanne i Odder, har tilbud på garnet - 8-9 kr nøglet. Det er ok, men batter nok desværre ikke rigtig meget i det store klimabillede. Lidt har også ret. Det minder mig om, at jeg snart skal have lavet mere olivensæbe, min egen fortolkning af den berømte Alepposæbe. Jeg tror ikke, vi skal regne med megen sæbe fra Aleppo lige pt. Så må man jo selv igang.
Teknik: vævestrik, vendestrik; german shirt rows. Saddelskulder.
Str.: L
Ændringer: jeg har forlænget anorakken, som er meget kort, ved at strikke de sidste raglanindtagninger på hver 4. pind, samt ændre den øverste mønstertrekants forløb i højden. Jeg har strikket en række fremhævede retmasker langs saddelskulderens kant på ryggen til at montere lidt pænere efter.
Hot or Not? Hot! Men lidt for stor, selv om jeg strikker lidt fastere end de isagerske strikkedamer og derfor valgte str L.
Jeg er ikke helt tilfreds, for der hviler en forbandelse over min strikke-mojo i øjeblikket. Jeg har meget om ørerne og kan ikke altid få min hjerne til at vende rigtigt - pludselig kunne jeg ikke strikke vendestrik, wraps & turns, længere, selv om jeg har brugt den teknik hele sommeren! Det fungerede ikke og halsudskæringen og det øverste af raglanindtagningerne er strikket om 4 gange, hvilket til sidst gik lidt ud over finishen. Helt smukt er det ikke, men jeg gav ikke op og lærte mig istedet teknikken " german short rows".
Skidt pyt, nu er den færdig og jeg skal ha' en til - en sort en. Og måske en råhvid.
Jeg holder tungen lige i munden i øjeblikket. Min hjerne er stresset og lige nu mindes jeg, at jeg, da min mor døde, glemte, hvordan man strikker vrangmasker og til sidst måtte på youtube for at lære det igen. Seriøst?!!
Jeg kender mig selv og tegnene på, at der er løse forbindelser i kredsløbet, er tydelige. Ingen grund til panik, men tid til at geare ned i det omfang, det er muligt :-)
Skær squashen over på TVÆRS og ikke på langs, som de fleste opskrifter foreskriver. Fjern kerner og det gums, som sidder i midten. Læg squashen med skærefladen ned af i en lille bradepande med lidt vand i bunden. Bag ved 175 grader i 1/2 time ca, afhængig af squashens størrelse. Det er som regel her det går virkelig galt - less is more, bager du for længe bliver resultatet blødt og smagløst og ikke særlig lækkert.
Min squash var stor og den fik næsten 40 minutter og det var ved at gå galt. Man kan med fordel tage squashen ud efter den halve time og lade den stå og køle i lidt i vandet.
Man skiller spaghettistrimlerne ved at stikke det ene ben af en gaffel rundt langs kanten og forsigtigt løsne de sprøde strimler. Skrab så lidt som muligt, forsigtighed er nøgleordet. Jeg lod strimlerne ligge på et stort spækbræt for en hurtigere afkøling. Og når de nu alligevel ligger der, kan man ligeså godt krydre med det samme. Masser friskkværnet sort peber, salt, evt med krydderier. Imens squashen afkølede varmede jeg forsigtigt et par spiseskefulde af den gode olivenolie fra Parga, kom en god mængde salvie og halve hvidløg i og lidt dette sautere blødt. Det må endelig ikke branke! Jeg lod olien køle af i panden og fordelte den i squashstrimlerne, som stadig er knasende sprøde. Spaghettisquash smager af squash, altså af meget lidt. Ligesom andre squash skal det behandles forsigtigt og lidt. Det minder på ingen måde om græskarrets søde, lidt fade smag, som er et absolut no-go her i hytten hos nogle, uanset hvor meget man tuner med syre fedme og styrke osv.
Op i en skål med den krydrede squash, ristede pinjekerner på toppen og så er der servering af en lidt alternativ, sprød salat som tilbehør til etellerandet.
Spaghettisquash kan ikke sådan bare erstatte pasta, men kan bruges af de, som måske ikke tåler gluten, eller de, som gerne vil holde kalorieindtaget lidt i skak og tilføje flere grøntsager til kosten.
Vi tilhører sidste gruppe og det bliver ikke sidste gang den her salat rammer bordet.
For nogen tid siden bølgede debatten om, hvorvidt mange af vores fag med lethed ville kunne overtages af robotter. Det er fremtiden! proklameredes højlydt og en - så vidt jeg husker - regionsformand ovre i Jylland slog kæphøjt ud med armene og mente, at ganske mange funktioner på vore sygehuse ville kunne overtages af robotter, og i skrivende stund allerede er ved at blive det. For det er for dyrt at have personale gående, som blot skifter sengetøj og serverer ostemadder og saft. Den opgave kan snildt overtages af en robot, mente han. Og endda til en meget billigere penge!
Men er det nu også rigtigt? Jo, hvis det blot handler om at servere en ostemad og skænke et glas saft op, har han for så vidt ret. Men er det virkelig alt mit daglige virke kan koges ned til?
På en vagt for nogen tid siden gik jeg en af mine sædvanlige runder på patientstuerne. En ældre medborger sad på sin seng og virkede lidt fortabt. Hun ville gerne have lidt at drikke og det hentede jeg til hende. Da jeg kom med drikkevarerne, talte jeg lidt med patienten, som jeg altid gør. Hun virkede lidt konfus og ikke helt med på, hvor hun var. Jeg spurgte ind til hendes data, som hun sagtens kunne redegøre for, sværere blev det, da jeg ville have hende til at redegøre for tid og sted. Hun var ikke helt med på dato og måned og at hun befandt sig på hospitalet. Jeg havde ikke fået overleveret nogen information om, at patienten skulle være dement. Jeg kikkede på sengebordet, som var en smule rodet, men i rodet lå blade med kryds & tværs - som lå ud til at være løst korrekt - samt en murstensroman af den lidt bedre litteratur. Der var intet, som tydede på demens.
Jeg hentede blodsukkerapparatet, som jeg altid gør først, når en patient virker konfus. Blodsukkeret var en lille smule forhøjet, men ikke meget, så der var altså ikke tale om, at patienten var ved at få føling. Jeg målte iltmætning, blodtryk, puls, temperatur og talte respirationsfrekvensen. Den sidste lå i den høje ende uden at give point på vore ews (early warning score), iltmætning normal, temperaturen var 37,9 og gav heller intet, det samme med pulsen, men blodtrykket var tårnhøjt!
Jeg gik tilbage til kontoret og slog patienten op. Hun var indlagt for en reumatologisk lidelse - den marginalt forhøjede temperatur kunne sagtens skyldes hendes gigtlidelse. Der var ikke i anamnesen angivet, at hun skulle lide af diabetes type 2 eller hypertension (forhøjet blodtryk), det let forhøjede blodsukker kunne tyde på infektion eller skyldes medicinsk behandling. Jeg checkede hendes medicinstatus, hun var ikke sat i behandling med prednisolon (binyrebarkhormon, kan give forhøjet blodsukker) og hun fik heller ikke medicin for forhøjet blodtryk.
Jeg slog patientens sidste blodprøvesvar op. Hendes leucocyttal var lidt forhøjet og stigende, det samme var crp'en (infektionsmarkører).
Bingo! Det samlede billede kunne i første omgang tyde på, at pt'en var ved at udvikle en infektion. Men hvor, hvad er fokus? Let konfussion, puls, temperatur, respirationsfrekvens som lå højt, uden at give point. Blodtrykket derimod tårnhøjt. Dybest set starter vi en "bughunt", så snart, man mistænker infektion. Det tårnhøje blodtryk kunne tyde på urinvejsinfektion - ældre, som får en urinvejsinfektion, får stort set altid højt blodtryk og let konfusion ved denne lidelse.
Jeg går tilbage til patienten og følger på toilettet og tager en urinprøve fra, som jeg analyserer. Bingo igen. Prøven var positiv for leucocytter, nitrit, blod og protein. Jeg behøver dårligt analysere prøven, den lugter skrækkeligt. Jeg tager en prøve fra og sender til dyrkning og resistensbestemmelse. Jeg går tilbage til kontoret og den ansvarshavende sygeplejerske og informerer hende om mine fund. Hun kontakter lægen og de bliver enige om at sætte patienten i behandling med tabletter, fordi hun allerede er påvirket af infektionen. Havde patienten været mere påvirket, ville de have opstartet intravenøs behandling med antibiotika. Og havde hun ikke været påvirket overhovedet, havde de valgt at afvente dyrkningsvaret fra urinprøven.
Herefter følger endnu nogle iværksættelser af sygplejefaglige handlinger, såsom væskeskema og blærescanninger og evt. tømning af patientens blære med kateter, hvis hun ikke selv kan tømme den ved vandladning.
Dette her er ikke et enkeltstående tilfælde, men hændelser, jeg oplever og handlinger, jeg udfører på stort set alle mine vagter - det er simpelthen det, jeg laver, det mit arbejde består af. Jeg udfører forskellige omsorgshandlinger, som bringer mig rundt til patienter, jeg taler med dem og ved første øjekast ser det måske ud til, at jeg blot sludrer, leverer varme hænder og serverer nogle meget dyre ostemadder og saftekander. Men i alt jeg gør, er jeg sundhedsprofessionel og jeg observerer, jeg reflekterer og allervigtigst, jeg handler.
Alt det her kan en robot ikke. Faktisk falder det ofte mange nyuddannede svært og også især udenlandsk sundhedspersonale, som måske ikke mestrer det danske sprog kyndigt nok endnu til at opfange små tegn på konfusion. Mange ville slå sig til tåls med, at patienten nok blot er ældre og lidt dement. Det kræver faglig viden og også erfaring at observere patienter og en af pointerne er, at det på langt sigt kan blive meget, meget dyrt at overlade de kedelige omsorgsopgaver til robotterne, fordi det også er de opgaver, som bringer os rundt til patienterne og giver os lejlighed til at observere og fange problemstillinger i tide.
Ja, jeg ved, jeg ikke ligefrem er firstmover på det der grydebrød - men det går sin sejrsgang her i hytten for tiden.
Jeg laver mit sådan her:
6 dl vand
1 spsk salt
1 lille spsk honning
5 g gær
ca 800 g mel, her er det 600 g hvedemel og 150 g speltmel.
Det hele røres sammen i en skål og mængden af mel afhænger lidt af meltype og konsistens, dejen må ikke være for flydende, men heller ikke for fast. Bruger man mel med højt fiberindhold, skal man bruge lidt mindre, siger erfaringen.
Låg eller film over skålen, som står 12-18 timer, natten over, om du vil.
Næste morgen tændes ovnen på 250 grader og og samtidig sættes en mindre støbejernsgryde med låg ind. efter ca 1/2 time er gryden rygende varm og tages ud og straks efter smider jeg en håndfuld havregryn og solsikkekerner i bunden og dejen - som jeg endnu ikke har rørt!, ploppes simpelthen ned i den varme gryde, låg på, bager 1/2 time ved 250 grader. Herefter bager brødet endnu 15-20 min. uden låg, hvorefter gryden tages ud og brødet straks vippes over på en rist. Har du kommet havregryn/solsikkekerner i bunden går dette som en leg og der er stort set intet at vaske op/gøre rent, udover skålen. Ikke helt uvæsentligt, når man som jeg kun har en opvaskemaskine af meget tvivlsomt, tysk fabrikat :-)
(Ja, jeg ved godt, at man bør slå dejen ned og folde den x antal gange på et melstrøet bord - men jeg læste, at Mira Arkin hverken ælter eller folder, men blot plopper hele svineriet i gryden på en gang, så jeg gør det samme. Og min erfaring siger det samme som hendes - at brødet hæver mere og får større luftbobler, hvis man ikke ælte/folder/river/rusker osv.)
Hvis du nu mangler en støbejernsgryde, som præcis passer til grydebrødet og ikke lige synes, at der står hverken "Staub" eller "Le Creuset" på dine penge, så har Isabella Smith en fortrinlig lille jernsgryde på udsalg til formålet. Den er helt fantastisk til prisen og så er den lyseblå, hvilket virkelig ikke gør den dårligere :-)
( Brødet ser måske lidt fugtigt ud i krummen, men det kommer sig af, at nogen her i husstanden ikke kan nære sig for at skære endeskiven af og spise den med smør, før brødet er ordentligt afkølet. Det er virkelig en uskik, men så knasende sprødt, at man er lovlig undskyldt.)
Nogle gange er youtube en veritabel guldgrube. Dagens tankerække; Støjberg i Politiken - citatet fra min fars amerikanske ven, fik mig til at mindes Gene, som også besøgte os flere gange. Han og jeg fik et meget nært forhold, jeg holdt utrolig meget af ham.
Gene var uddannet skuespiller og danser i New York. Jeg ved ikke, hvor i USA han var vokset op, men han var vokset op med fattig, enlig og hårdtarbejdende mor og 4 eller 5! ældre søstre. Han boede i Los Angeles, da vi kendte ham. Han havde arbejdet som danser i et balletkompagni, men forsøgte at slå igennem som skuespiller, men det kan man ikke leve af. Han arbejdede også som frisør, aerobicsinstruktør og alt muligt andet. Han klippede vores hår, når han var på besøg og han og jeg trænede på stuegulvet, så jeg nogle gange ikke kunne gå eller stå i flere dage :-). Han kunne også sy tøj. Han havde syet en hel del af sit eget og fortalte rørende om dengang hans mor kom til L.A. for at deltage i en af hans premierer. De ledte efter en kjole, hun kunne bære til lejligheden og de fandt også en virkelig smuk en - men den var alt for dyr. Gene købte i al hemmelighed stof og han blev oppe hele natten og syede en præcis kopi af kjolen, som hang klar, da hans mor stod op.
Rollen i Kojak overfor Telly Savalas var det, han var mest stolt af og nok det videste, han havde drevet sin skuespilkarriere til. Da han besøgte os, stod han i begreb med at flytte til London for at forfølge en karriere som sanger - soul, blues og jazz. Efter '81 forsvandt han, hvilket også kommenteres på en af debatsiderne online. Hvad der er blevet af ham, kan jeg kun gisne om. Jeg håber sådan, han er ok.
Jeg holdt utrolig meget af ham og det er sjovt, at jeg nu kan se hans skuespilpræstation i Kojak på youtube. Temaet er iøvrigt skræmmende aktuelt igen stadigvæk: Den sorte mand, som dømmes og sættes i fængsel for en forbrydelse, han ikke har begået. Kojaks betragtninger om det forhold er ligeså.
Jeg er vokset op i en lillebitte by i Nordjylland, i et ret ualmindeligt barndomshjem. Min far var enlig far til 3 børn, udover at han levede et liv i hemmelighed som homoseksuel. Eller rettere - hemmelighed er måske ikke det rigtige ord, rygter var der såmænd, men min far besvarede eller konfronterede dem bare aldrig. han levede bare sit liv, inviterede de, han ville og lod rygter være rygter. Jeg tror egentlig mest, han syntes, hans seksualitet og livsførsel var en privat sag.
Mit barndomshjem var et åbent og venligt et af slagsen. Der var plads til alle de venner, jeg måtte ønske at tage med hjem og det samme lod min far gøre gældende overfor hans venner. Min far havde en - seksuel, formentlig - præference for sorte mænd og jeg er overbevist om, at min far er den mand, som er nævnt i et af interviewene i San Francisco journalisten Randy Shilts bog "And the band played on..." om hiv-infektionens udbredelse i den vestlige verden. Sorte mænd findes der som bekendt en del af i USA og min far havde rigtig mange amerikanske kontakter i årene 1979 - 1981, hvilket formentlig endte med at blive hans død. Vi havde i de år rigtig mange gæster fra USA, ikke kun fordi min far havde seksuelle kontakter, men snarere fordi man i de kredse rejste billigere ved at indlogere sig hos hinanden i en slags tidlig AirBNB, bare uden penge involveret.
Vi havde gæster fra mange dele af USA, Ken boede i New York og arbejdede i et flyselskab(!), Gene var balletdanser, skuespiller og jazzsanger (ham knuselskede jeg så højt, så højt), en anden hvis navn, jeg ikke husker, var politiker i kongressen i Washington og den sidste jeg husker, var professer i social sciences på et californisk universitet, jeg mener, det var Berkeley.
Den sidste kan jeg ikke lade være at tænke på i dag, når jeg læser Politiken. Jeg mener, han hed Darryl, jeg husker det ikke præcist, men jeg husker, hvad han fortalte; nemlig at han altid forsøgte at lære sine studerende, at USA ikke er "a melting pot", hvori alting smeltes sammen til en ensartet masse, men snarere "a Tuna Fish Salad", hvor alle komponenter - til dels - beholder sin form og farve, men safterne fra alle enkeltdelene udgør et hele, som giver hele salaten den umiskendelige smag af tunfiskesalat.
Gud forbyde, at vi nogensinde bliver en ensartet masse, hvor alle ser ens ud, tænker og tror det samme, stemmer på et parti. Lyder dette scenario skræmmende bekendt?
Tunfiskesalaten lyder for mig, som en noget mere spiselig(!) variant - men hvordan skal vi nogensinde blive til tunfiskesalat, når alle enkeltdelene i salaten holdes adskilt i dåser, plastikposer og bøtter? Integration går begge veje. man kan ikke forvente at det kun er den røde peber i salaten, som skal bidrage til saften og majsen ikke skal afgive så meget som en dråbe.
Det er umuligt, det, som en del af danskerne og deres politikere vil. Det er umuligt, at blive en ensartet masse og det er umuligt, at blive en tunfiskesalat, uden at alle delene påvirker hinanden.
For efterhånden lang tid siden læste jeg bogen "Livet for let øvede" af Majse Njor og Fay Weldon. Bogen er brevveksling mellem de to forfatterinder, den yngre og den ældre, hvor de deler og udveksler livserfaringer.
Den nyskilte Majse Njor har øjensynligt i sin skribentvirksomhed oplevet problemer, fordi hun har skrevet meget direkte om personer i sit virkelige liv uden at sløre og maskere dem. Hun spørger derfor den ældre og mere erfarne skribent, hvordan hun takler den slags problemer.
Fay Weldon svarer, at - det efter hendes mening - er en grundlæggende dårlig ide at skrive om direkte og let genkendeligt om mennesker i sit virkelige liv. Til gengæld kan det ikke undgåes, at de udviklede romankarakterer nu og da vil være genkendelige for de virkelige personer, de er udviklet over. Her har Fay Weldon et fif, et lille kneb, som hun gerne vil dele med sin yngre kollega: Hvis der er tale om en kvindelig romankarakter, sørger hun altid for at gøre denne ualmindelig smuk. Er der tale om en mandlig, sørger hun for at gøre ham veludrustet og seksuelt udholdende. Ved at forlene romankaraktererne med disse træk, er det hendes erfaring, at folk vil tilgive hende næsten hvilke som helst af de andre negative karaktertræk, de udviser.
Hvis Karina Pedersen fortsætter sin skribentvirksomhed efter *indsæt selv genre* "Helt ude i hampen", burde hun måske overveje at bruge Fay Weldons fif og teknik. Hun bør ihvertfald næste gang gøre sig selv - og andre - helt klart, hvilken genre, produktet af alle anstrengelserne tilhører.
Andre, som påtænker at følge i Karina Pedersens fodspor, kan med fordel nå at tage den ældre forfatterindes råd til sig, før de træder godt og grundigt i spinaten.
Man skulle efterhånden tro, at dette alene er en ferieblog, men sådan var det egentlig ikke tænkt. Jeg er fuld af beundring over de, som kan skrive en dagbogsblog, hvor alle hverdagens små trakkasserier oplistes - hvor pokker får de tiden fra? Jeg aner det virkelig ikke! Tidligere har jeg selv gjort lidt af det samme, men mit liv har ændret sig og det er kun når jeg har fri i længere perioder, jeg finder tid til at blogge nu om dage. Det gør ikke så meget, for mit liv indeholder ikke de store spændingsmomenter - hvilket, når det handler om mig, faktisk er at foretrække :-)
But here goes:
-Jeg er så vanvittig glad for mit nye job, at det dårligt kan beskrives. Jeg har fået energien og glæden ved sygeplejen tilbage. Jeg knuselsker min nye kollega, både fagligt og personligt. Vi supplerer hinanden helt fantastisk - hendes mangeårige kirurgiske erfaring parret med min medicinske er virkelig inspirerende. Jeg lærer noget af hende hver eneste vagt.
At der - som vanligt - er nedskæringer og måske fyringsrunder i sigte, lader vi ligge. Den bro krydser vi, når eller hvis, vi kommer til den.
-Jeg har langt om længe fundet en frisør, som kan klippe den frisure, jeg ønsker. Juhu.
-Jeg har købt et nyt komfur, for det gamle gik i stykker.
-Jeg har tabt mig en del af de kilo, som sneg sig ind på mig, da overgangsalderen for alvor ramte for et par år siden. Jeg mangler stadig lidt. Jeg tror, jeg har knækket koden nu. Hedder det hvalpefedt, når man er midaldrende?
-Jeg har købt en masse lækkert tøj. Se ovenstående.
-Jeg har droppet et par relationer til personager, som bedst kan beskrives som energivampyrer. Min bedste ven er efterhånden min kat. Jeg ender måske som Fay Weldons Praxis Duveen - forhåbentlig uden først at have afsonet en fængselsdom for medlidenhedsdrab.
-Jeg har opgivet at følge med i politik. Ikke for altid, men for nu. Jeg noterer mig blot, at vi fortsat slingrer støt og roligt mod afgrunden, men også, at jeg hverken kan gøre fra eller til. Vi kommer til at ligge, som vi har redt.
-Der hviler en forbandelse over den offentlige transport, især over DSB. Jeg kan hverken gøre fra eller til...Se ovenstående.
Det var det. Det var vist - stort set - højde- og lavpunkterne i mit liv. Det kunne man skrive side op og side ned om. Men man kan også lade være.
Videoen for oven er fra olivenlundene i Parga. I byen findes et lille museum, den gamle olivenfabrik, som det er synd at gå glip af, hvis man er på de kanter. Deres produkter, som er fantastiske!, kan købes online. Og hvis man har besøgt museet, behøver man heller ikke sidde og lyde som en idiot i bussen til lufthavnen, som et par af 50-60+ segmentet, som en af os iøvrigt selv tilhører, gjorde, da vi skulle rejse hjem.
Nej, bøgetosser! Det er ikke de dovne grækeres tur til at ligge i liggestolene, når vi tager hjem. Olivenhøsten starter omkring november og så slides der indtil slutningen af januar med hårdt fysisk arbejde. Og nej, der er ikke to slags træer, et med grønne og et med sorte oliven. Der er tale om forskellige modningsgrader af selvsamme frugt. Så pak dit dumsmarte hir-hir og har-har sammen, du lyder mildt sagt uintelligent.
(jeg har efterhånden tilbragt lidt for mange timer med en mand, der hedder Ove og hans pænt negative indre monolog. Jeg siger det bare - aldrig, selv i mine sorteste stunder, er jeg blevet så negativ som Ove. Jeg siger jo heller ikke til det dumsmarte, velbjærgede segment, at de lyder helt hjernedøde, vel? Jeg lever stadig efter grundreglen "man behøver jo ikke sige alt, man tænker". Nogle gange ville jeg bare ønske, at visse af mine landsmænd gjorde det samme.)
Vi har olivenolie fra Parga med hjem. Det var det eneste vi købte. hvis du er på de kanter, så smut på museet og få en rundvisning for 3,5 euro. Rundvisningen afsluttes med en olivenoliesmagning. De holder vist også aftenarrangementer med madlavningsundervisning. Og de har en lidt finere gourmetrestaurant nede på havnen. Den når vi næste gang.
Udsigt fra liggestol på Valtos Beach. Jeg har svømmet dagen lang og ind imellem lyttet til lydbøger. Det bryder jeg mig normalt ikke om, men lige her fungerede det fint. Jeg lytter til " En mand der hedder Ove" og jeg skiftevis ryster af grin og græder rørt. Jeg kan egentlig ikke lide Ove. Jeg kan ikke fordrage typer, som er overkorrekte, pernittengrynede og konstant rettende på andre i forsøget på kun at tiltvinge plads til deres egen virkelighed. Til gengæld kan jeg sætte pris på Oves trang til at gøre tingene ordentligt, om det så er hængningsforsøget, hvor der først skal måles præcist ud til krogen, som skal bores op med den helt rigtigtige rawplug. Og afdækningsplasten, som ikke skal opfange kropsvæsker, men sikre at politi, redningsarbejdere og senere ejendomsmæglere ikke laver ridser og skrammer i det velplejede gulv.
Vi får god motion, for vi går til stranden tidligt om morgenen. Vi går op igennem de små gader, helt op til den venetianske borg og ned på den anden side.
I går spiste vi morgenmad på en cafe før opstigningen og vi vinkede farvel til " det blonde Mæhæ", som Ove nok ville have kaldt passageren på luksusyachten O'leanna, som koster 120 000 € at chartre i en uge.
De sidste dage har vi bare fjollet rundt og været tilstede nu og her. Vi prøvede en fælles skønhedsbehandling med Doctor Fish. Det kilder. Stefan behøvede det nu egentlig ikke, for han blev bidt i knæet af en stor fisk, da han badede ved stranden.
Nu skal vi snart hjem. Hjem til lortevejr, dårligt fungerende offentlig transport og et skattesystem, som er det eneste danske, der minder bare lidt om Grækenland.
Vi klarer det jo nok, vi har lagt d-vitamin, gode grin og græsk venlighed på lager.
Der er 3 McDonald's restauranter i hele Grækenland. Tidligere var der flere, men de er lukket støt og roligt, det har ikke kunnet løbe rundt. Grækerne er stolte af deres madkultur og spiser der ikke.
I slutningen af 90'erne kiggede jeg ind i den største på Syntagma torvet i Athen og blev forundret over at der var salatbar; en kæmpemæssig montre fyldt med knus is, hvori der stod skåle med friske grøntsager. Vi havde en græsk guide med, en pensioneret gymnasielærerinde, og hun forklarede, at Mcdoof havde været nødt til at installere salatbaren - ellers ville grækerne ganske enkelt ikke spise der! Det har så ikke været nok, konkurrencen fra lokale fastfoodrestauranter er simpelthen for stor.
Dagens frokost kostede 2 €. Brødet er vist ikke hjemmebagt, men af god kvalitet. Svinekødet er marineret og stegt over trækul. Dressingen er mors hjemmelavede tzatziki. Arrangementet med pommes fritterne er lidt mærkværdigt - men egentlig ret praktisk, hvis man tager sin pita gyros med på havnen. Man har alt i en hånd og byger ikke ressourcer på ekstra emballage.
Desserten er inkluderet i prisen.
Min mor laver den bedste Moussaka i Parga, sagde den unge mand, som serverer, engang. Det skal såmænd nok passe, ihvertfald bliver mor modtaget med klapsalver af stamkunderne sim en anden rockstar, når hun træder ind i tavernen.
