torsdag den 31. marts 2016

Erdowie, Erdowo, Erdogan!





Et politisk satireprogram på den tyske kanal  NDR har udråbt "Bossen fra Bosphorus" til "Månedens medarbejder". Erdogan er svært utilfreds med dette og har krævet af forbundsregeringen i Tyskland, at de stopper programmet, som således har udløst en mindre diplomatisk krise.



Programmet er absolut seværdigt og omhandler mange af de selvsamme temaer, vi slås med i Danmark. Svinekødspåbud i kantiner f.eks.

Jeg forsøgte at se programmet i toget, men det må vente, til jeg har fri. Da jeg så Horst Seehofer, formand for det meget højreorienterede, religiøse parti CSU, portrætteret på en filmplakat som hovedrolleindehaver i filmen "Bavarian Psyko" kom jeg til at grine så voldsomt, at jeg måtte stoppe med at se.

Jeg griner faktisk endnu indimellem og glæder mig til jeg har fri på mandag, så jeg kan se videre.

torsdag den 24. marts 2016

En god dag

I dag blev Radovan Karadzic, tidligere børnepsykiater i Næstved, kendt skyldig i folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden og idømt 40 års fængsel.
Jeg har en gang på en psykiatrisk afdeling haft et af hans ofre som patient. Jeg vil aldrig glemme hende. 40 års fængsel er alt for lidt, sammenlignet med hendes lidelser, men uanset hvorlænge han bliver buret inde, vil det alligevel aldrig kunne være nok.

Så i dag er trods alt en god dag, som jeg har set frem til længe. 

tirsdag den 22. marts 2016

People are bad





Jeg har aldrig kunnet stå for tyskere, som taler engelsk med accent. Heller ikke for Enik fra München, som er så pessimistisk, at man næsten kommer i godt humør. Det kunne man godt trænge til i dag. Nummeret er fra albummet "I sold my moon boots to a girl from Greece".

søndag den 20. marts 2016

Wahnsinn

1 Erdogan understøtter IS
2 IS fører krig
3 Krig skaber flygtninge
4 EU vil ikke ha' flygtninge og...
5 ... giver Erdogan penge.

1 Erdogan...

( citat oversat: Der Wurfschu )

Hat der Wahnsinn uns endlich eingeholt?

søndag den 13. marts 2016

Super valgdag i Tyskland.





I dag er der valg til de tre tyske landdage; Baden-Würtemberg,Rheinland-Phalz og Sachsen Anhalt. Det er "Super Sunday" og en særdeles spændende een af slagsen. Det højrepopulistiske parti "Alternative für Deutschland" stormer frem og nogle af os ryster i bukserne i lige dele spænding og angst for, hvor stor en andel af stemmerne det vil lykkes partiet at skrabe sammen. Vi er også særdeles spændte på, hvordan det vil gå "vores" parti, Die Linke. Holder de skansen?



(De fleste danskere forstår ikke rigtig Tyskland og tror det er eet land. Men Tyskland er en forbundsstat og består af 16 forskellige lande og bystater, som hver har sin regering og statsminister. Hvert land har en høj grad af selvstyre og kan på mange områder lave sin egen lovgivning. Feks. har Tyskland 16 forskellige skolesystemer - pensum og de grundlæggende regler for at drive skole bestemmes selvfølgelig centralt, men det enkelte land, eller delstat, kan i vidt omfang selv bestemme hvilken skoleform, landet ønsker. Og sådan er det på mange områder.)



I sommer meddelte Gregor Gysi, at han ikke stillede op til nyvalg som fraktionsformand og oppositionsfører i den tyske Forbundsdag ved Die Linkes valg i efteråret. Tiden er kommet til at sikre arvefølgen og lade yngre kræfter komme til. Og nej, det er IKKE som Politikens korrespondent Erik Jensen skrev sådan, at fortiden endelig har indhentet Gregor Gysi. Tværtimod. Partiet har aldrig stået stærkere og Gysi har aldrig været mere populær. Die Linke har endda fået sin egen statsminister, Bodo Ramelov, nede i Thüringen, som med succes regerer en koalition bestående af Die Linke, SPD og Die Grünen. Det er første gang nogensinde, at et parti til venstre for socialdemokraterne vinder regeringsmagten. I det hele taget var der før murens fald ikke repræsenteret noget som helst til venstre for SPD i det politiske system, hvilket nok for os danskere ville være utænkeligt, trods alt.CDU ryster i bukserne over, om andre får samme gode ide - men det er der ingen fare for, så længe Sigmar Gabriel er formand for SPD.



Man skal gå, når man er på toppen, ikke på bunden. Og det kan man roligst gøre, når ens parti er i en god forfatning. Så tiden er kommet til et generationsskifte. Gregor Gysi er 68 år og blev for nogle år siden opereret for en aneurisme i hjerne og fik i den forbindelse 3 hjerteanfald og mistede en del af sin hørelse. Hans ægteskab gik i stykker undervejs. Hans børn har lidt under hans fravær - det er smadder uheldigt for en socialistleder, at få en datter, som har fødselsdag 1. maj.



Jeg fik i sommer nyheden på Twitter, om morgenen på vej hjem fra vagt. Jeg nåede lige hjem, så jeg kunne høre talen. Jeg tudede græd som pisket de sidste 6-7 minutter af talen - og Stefan slog sig på lårene af grin over mig, selv om han også var berørt. Gregor Gysi repræsenterer om nogen også for ham et skift i tyske værdier, som har fået ham til at holde af sit fædreland igen. Det er ikke længere kun "Kirche, Kinder og Küche", som er gældende værdier, men et mere europæisk Tyskland, som Gregor Gysi har en indflydelse på at have skabt. Af samme grund er Gregor Gysi både hadet og elsket som en frelser i Tyskland. Hadet har han aldrig forstået, siger han. Men tilbedelsen har næsten været sværere at bære. For han har altid vidst, at han aldrig ville kunne indfri folks forventninger.



Det synes jeg nu nok, han har. Man er jo ikke urealistisk. Vi tilhører et mindretal, både i Tyskland, Danmark og Europa. Men jeg vil savne Gregor Gysi helt utroligt. Han er centrist og tilhører partiets reformvenlige fløj. Han vil samarbejde, ikke revolutionere. Man skal være villig til at lave kompromisser, man skal erkende at de skridt, man tager, er små, men at de pinedød skal gå i den rigtige retning.



Det bliver spændende at se, hvordan partiet udvikler sig nu. Den nye ledelse er Sahra Wagenknecht og Dietmar Bartsch. Den sidste er centrist, som Gregor Gysi.  Sahra Wagenknecht var tidligere kendt som en rigtig kompromisløs "njet-maschine", men har bevæget sig meget de senere år. Men igen af dem har samme folkelige appel som Gregor Gysi.



Det bliver en spændende dag.








tirsdag den 8. marts 2016

Kvindernes Internationale Kampdag

Clara Zetkin.

I virkeligheden har vi vel glemt, hvad det hele grundlæggende handler om.

mandag den 7. marts 2016

Ferieønske

Andreas og jeg skal en tur til Grækenland til sommer. Vi skal bare til Parga, hvor jeg før har været. Vi skal bade, have det sjovt, se Meteora klostrene og forsøge at finde indgangen til Hades ved floden Acheron. Jeg tror, Andreas hellere ville have et bad i floden Styx, så han kan blive usårlig som Achilleus. Det er alt sammen fint nok, vi glæder os.

Men nu ser jeg - gudhjælpemig - at Bravo Tours sælger rejser til Tolo/Nafplion, et af mine absolutte yndlingssteder i Grækenland. Tolo er ikke meget ved, men et fantastisk udgangspunkt for udflugter i Argolis. Nafplion er - eller var ihvertfald for 20 år siden - gudesmuk og hyggelig. Den var Grækenlands hovedstad i 1823-24. 



Syntagmatorvet i Nafplion. Den gamle Moske var dengang byens biograf.


Nafplion i stormvejr.


Opgang til den venetianske borg Palamidi.




Haha. Hvor sandt. 



Epidavros. Man kan hviske "I love You" lige her, præcis som Sophia Loren gjorde i Boy on a Dolphin i 1957, og være sikker på, at han, som fotograferer, hører det helt tydeligt!


Euripides' "The Women of Troy" i Epidavros.. Den skønne Helene og Menelaos går all-in i raseriet i deres sidste opgør.


Den gamle Dronning Hekuba venter sammen med sine tjenerinder på at blive fordelt som krigsbytte. Hendes mand er død og hendes sønner er faldet på slagmarken. Hendes ene datter er ofret for at formilde krigsguden, den anden er blevet vanvittig. Og hendes barnebarn, Hectors søn, er smidt ud over klipperne, så han aldrig skal hævne sin far. Det er en tragisk skæbne og moralen er, dengang som nu, at kvinder er mindst lige så store ofre for krig, som de, der kæmper på slagmarken.

Jeg gad virkelig godt at gense.