fredag den 29. juli 2016

Nemme laksedeller


Vi fik verdens nemmeste laksedeller til aften. Opskriften fandt jeg ovre på Politiken.dk
Jeg skynder mig at skrive den ned her efter strenge ordrer fra familien - jeg er berømt berygtet for at glemme opskrifter på særdeles velsmagende retter, så de aldrig ser et middagsbord igen.

400 g laksekød, skåret i tern og hakket med kniv på spækbrættet
200 g hakket bladselleri - bestem selv, hvor fint
1 æg
2 spsk mælk
2-3 spsk mel, afhængig af æggets størrelse
1 spsk dijonsennep
1 tsk salt
peber
et godt nip cayennepeber
knust hvidløg - det glemte jeg så lige...

Farsen røres sammen, jeg lod den hvile lidt i køleskab, og stegte de formede deller på panden i olivenolie og en klat smør. Der blev 10 store deller af portionen. 

Vi får fisk og laks fra skagenfood.dk hver 14. dag. Denne opskrift passede lige præcis til gårsdagens levering af laks.

torsdag den 28. juli 2016

Intet menneske er en ø

Intet menneske er en ø, en verden for sig selv; ethvert menneske er et stykke af fastlandet, en del af det hele; om en lerklump skylles bort fra havet, eller et forbjerg, eller din vens hus, eller dit eget; Europa bliver mindre derved.
Ethvert menneskes død river noget fra mig, thi jeg er et med den ganske menneskehed, så derfor skal du ikke spørge: Hvem ringer klokkerne for?
De ringer for dig.

John Donne, 1624

Hemingway kommer også med på ferie i år. Hans bøger er "value for money", når man skal flyve - de er ganske små, de vejer lidt - men rummer stof til mange timers eftertanke.

onsdag den 27. juli 2016

You can ring my Bell...



Så blev "klokkerne" færdige. De skal bare lige tørre og have en række knapper. Jeg klokkede i det et par gange og for en gangs skyld, kan jeg ikke give designeren skylden. Min koncentrationsevne har set bedre dage.
Model: Nightingale
Design: Helga Isager
Str: M
Garn: Blackhill højlandsuld, Løkken strand ( max 150 g) og superfine Alpaca, caffe latte ( tror jeg nok)( lidt over 100 g)
Pinde: Addi lace 3,5 og 4
Ændringer: Ork ja :-). Strikkede vendestrik på den sidste række klokker under barmen, så ryggen blev lidt kortere og forstykkerne mere i kropsfacon. Stort hit, si'r jeg bare!
Det bedste ved at strikke veste er, at de ingen ærmer har. Det værste er, at jeg endnu har til gode at finde ud af at bruge sådan en i min garderobe. Men mon ikke det går?

Vi ta'r den lige engang til...

Lichnos Beach

Kontosouli hos Taverna Thomas
Pomfritterne behøver man ikke spise.

Kage og frugt til dessert - on the House.

Nå, men Stefan fortrød jo bitterligt, at han ikke tog med til Grækenland. Vi savnede ham også - men takker samtidig mange, mange gange for den indsats han gjorde med hensyn til at rydde dagligstuen og forberede den til malerarbejde :-)
Det var en dejlig sommerferie i år, selv om de sidste to uger blev brugt med strikketøjet foran brændeovnen, som vi til sidst nødtvungent tændte op i. Efterårsferie?
Kort efter vi var kommet hjem - og før kupforsøget mod onkel Cardigan, holdt go'e gamle Spiesrejser et lille raskt udsalg af rejser. Det viste sig, at vi kunne få en uge i lejlighed på "Dimitra", hvor Andreas og jeg boede, da vi var i Parga, for en meget billig penge. 6500,- ca - men så er det også med mad på flyet, transfer til og fra lufthavnen, parkering i Kastrup OG en uges pensionsophold til katten. Det kunne vi så ikke sige nej til og vi svang dankortet i raskt tempo.
Så indenfor en overskuelig fremtid sidder vi ved det blå, blå vand og skåler i retsina og måske en lille Metaxa.
Jeg glæder mig allerede som et lille barn!

Moving Mountains II





Hov. Filmklippet med Claire Bertschinger faldt sørme ud.

Moving Mountains l


For at det ikke skal være løgn, rejser jeg snart på ferie igen. Med i tasken kommer den britiske sygeplejerske Claire Bertschingers bog "Moving Mountains".

Claire Bertschinger var den sygeplejerske, som i 1984 alene ledede en klinik i et af de værste hungerramte områder i Etiopien, hvor tusinder og atter tusinder søgte hjælp og tilflugt - vi husker vel alle BBC-journalisten Michael Buerks hjertegribende reportage fra området, hvor han indtrængende bad verdenssamfundet om hjælp.

Claire Bertschinger havde dengang ganske lidt mad og medicin til rådighed og hun var derfor nødt til, efter strenge kliniske kriterier, at udvælge de, som endnu ikke var blevet for syge og afkræftede, til at modtage behandling. Alt andet havde været spild og ville have kostet endnu flere mennesker livet.

Opgaven har martret hende hele livet.
Det kan jeg sagtens forstå. I starten af 2004 så jeg sammen med Andreas' far dokumentarprogrammet, hvor hun og Michael Buerk rejste tilbage til Etiopien og mødte nogle af de mennesker, hun dengang behandlede. Vi ventede Andreas dengang og ansigtsudtrykket hos en afrikansk dreng på 6-7 år, som Claire Bertschinger, som var hun selve livets engel, gik forbi på udvælgelsesrunden vil jeg aldrig glemme. Selv om jeg sagtens vidste det i forvejen, slog interviewene og billederne fast med syvtommersøm, at afrikanske forældre elsker deres børn lige så højt, som vi gør. Og at afrikanske børn lige så gerne vil leve, som vores vil.

Claire Bertschinger er - ligesom Andreas' far - buddhist og hendes tilgang til liver er og bliver humanitær og omsorgsfuld og  inspirerende. Det kan vi ikke få nok af i øjeblikket, synes jeg. 
Jeg glæder mig til at læse den, så ned i kufferten med den bog :-) 

torsdag den 14. juli 2016

Go' ost!



"Jeg kunne ikke leve i en verden uden ost!" proklamerede Andreas allerede for mange år siden.
Det behøver han heldigvis heller ikke foreløbing - vi har nok indtil videre. Men det ene kilo røget ost, vi købte i Metsovo kommer ikke til at holde et år, jeg tvivler på, der er mere tilbage om 14 dage.

Det er en fantatisk ost - både til at spise i småbidder med et glas vin og til gratinering og grill. 
Desværre er der lidt langt til ostehandleren  - næste gang, vi er på de kanter, kommer der nogle kilo med hjem i kufferten!



søndag den 10. juli 2016

Hvem ringer klokkerne for?

Nej, go'e gamle Hemmingway er ikke med på ferien.
Det er Helga Isager og modellen " Nightingale" derimod. Jeg strikker klokker, bare for sjov. 


Garn: Blackhill højlandsuld og Blackhill superfine alpaca fra lageret, begge fra Garnudsalg.dk.
Str.: M
Pinde: addi lace nr. 4 - der er brug for spidse pinde med al opslagningen af klokkemønsteret og alle de drejede masker.
Tror det bliver fint. 

torsdag den 7. juli 2016

Færdig!




Så blev sommertoppen endelig færdig. Den er blevet lige præcis, som jeg ønskede - mine ændringer af toppens proportioner virker perfekt. Den nåede ikke at blive færdig til ferien, andet kom i vejen - men den kommer helt sikkert med næste gang turen går til ostehandleren.
Jeg har strikket siderne sammen og været en lille smule omhyggelig med sammensyningen af skuldrene, så man kan bruge den på begge sider, dersom man skulle få lyst til at vende særken.
Den blev lige i det største, jeg kom til at strikke den største størrelse, fordi det bare gik derudaf. Det gør ingenting, den er dejlig let og elastisk og har ikke slasketendens, som versionen i det originale garn.
Man kunne gifte sig i den, hvis man samtidig iførte sig de gyldne bukser i sandvasket silke med smock-syning forneden, som i så tilfælde nok skulle have en omgang med strygejernet :-). Jeg har lagt mig lidt ind, så nu kan jeg igen passe bukserne, som jeg købte på udsalg dengang hjemme var i Nørrebronx, i en fjern, fjern galakse, lysår væk :-)

Toppen vejer 190 g, ca 95 g af hver garnkvalitet.

Modellen er Marianne Isagers "Bølger", fra den oprindelige version af bogen "Strik a'la Carte. Teknik: Hulkrus og vendestrik, pinde nr 3,5, Garn: Se link.

søndag den 3. juli 2016

Bådtur på Acheron

Det blev en god dag, da jeg først fik vækket den sovende drage :-)
Vi tog en bådtur op af Acheronfloden med en ældre, lokal græker, som hedder Pascal og ligner en ældre, græsk version af Woody Harrelson, når han smiler.

Andreas fik lov til at styre båden.

Og det gjorde den kønneste, unge kvinde  ombord, som var iført bikini også, når Pascal skulle drikke kaffe. 
Pascal har været soldat og trænet sammen med Konstantin og de er, ifølge ham, vældig gode venner. Han er svært begejstret for Danmark og Anna Maria, det er naturligvis ikke så dejligt et land som Grækenland, meeen næsten...
Jeg var ikke den eneste kvinde ombord, som blev opfordret til at møde ham til en drink på en bar, som hedder "Caravel", kl 22 i aften, er jeg bombesikker på. Hvis vi alle mødte op, ville han få sin sag for - eller måske ikke, han er overraskende adræt af en 70+ årig.
Spøg til side, det var en kanonsjov tur, som kostede minimalt og uden vores vært, havde den nok været lidt til den kedelige side.

Acheronfloden - vi badede ikke og er derfor ikke usårlige som achilleus.






Mother of Tween


"Husk strikketøjet - du vil fortryde det, hvis du lader det blive hjemme" sagde Stefan før vi drog afsted.
Jeg tænkte, han var vanvittig, men gjorde alligevel som han sagde.
Strikketøj i Grækenland? Jeg plejer ikke at have et ledigt sekund, når jeg er sydpå. Jeg tåler varme fantastisk godt og hvor andre bliver trætte og dvaske ved 35 grader, liver jeg op og er i fuldt vigør. Måske ville jeg blive træt, hvis jeg skulle udføre hårdt markarbejde, men det er jo ikke tilfældet.
Da Andreas var barn stod han tidligt op og havde et pænt højt aktivitetsniveau. Det har hans far - som har taget det største slæb på den front - ofte været lidt træt af, selv om han medgiver at der ikke findes gladere og sjovere menneske at stå tidligt op med end Andreas.
"Nyd det så længe det varer, en dag vil vi ikke kunne drive ham ud af sengen før kl 10!" plejede jeg at svare.
Den dag er så kommet nu. Andreas er tæt på teenager og han er begyndt at sove længe og humøret er ikke det bedste, skulle jeg hilse at sige. Hormonerne raser, stemmen er i overgang og han kan rulle med øjnene og ryste umærkeligt på hovedet samtidig ved ethvert forslag, som indebærer fysisk aktivitet. Der er udmærket gratis wifi i poolpmrådet og på balkonen og han er lidt som en lænkehund, som ikke forlader        
den imaginære lænkes radius, hvis det altså kan undgås. VUF! siger jeg bare.
Min tålmodighed - som ellers er kendt for at være lang - er strakt til det yderste.


Indimellem liver han dog op. Borgen på toppen af byen, som er fra det 11. århundrede og har været beboet af både franskmænd, venetianere og ottomaner har en vis tiltrækningskraft, fordi det ligner et sted, man kunne spille rollespil. Så der går vi op nu og da og får derved let de første 10 000 skridt.

Resten af tiden må jeg henslæbe i poolområdet med strikketøjet, hvor jeg får anerkendende klap på skulderen af bedstefaderen i den familie, som driver hotellet for min håndværksmæssige kunnen.
Bedstefar og jeg står tidligt op. Jeg strikker og drikker kaffe og sidder nede under halvtaget, som er rammen om livet i en familie i 3 generationer. Indimellem går han en runde og retter på stolene ved poolen og trimmer rosenbedene for visne knopper. Resten af tiden bestyrer han fluesmækkeren og er lidt af en spasmager, som gerne kaster en kande isvand i hovedet på søn eller svigersøn, hvis han er for fræk. Kedeligt er det ikke.

Alligevel håber jeg, at det her teenagehalløj går over en dag. Jeg kan selv godt huske, hvordan det var. Så jeg væbner mig med tålmodighed lidt endnu.
Og sender Stefan en venlig tanke, fordi han fik mig til at tage strikketøjet med :-)


fredag den 1. juli 2016

Meteora igen - igen.


Vi snuppede Egnatia- motorvejen, den gamle romervej, som er blevet genopført delvist for EU-midler og har kostet milliarder og atter milliarder euro, sammen med en busfuld finske turister. Motorvejen starter i princippet i Lissabon i Portugal og ender i Tyrkiet ved den irakiske grænse ( IS kan sgu stå her hvornår det skal være! ).


Andreas skulle selvfølgelig også se Meteora-klostrene og jeg gad godt igen, for området og landskabet er stadig dybt fascinerende.


Landskabet er en europæisk ekvivalent til Ayers Rock i Australien.

De første munke, som kom her og grundlagde klostrene mindes stadig.
Jeg har engang fået forklaret, at grækerne har et lidt bizart forhold til omgang med lig - den afdøde gravlægges i en sarkofag på kirkegården og et år eller to efter åbner familien graven, renser knoglerne for det sidste rådne kød og lægger dem herefter i'et lille skrin i kapellet på kirkegården. Så har man godt nok styr på, hvordan det hele i virkeligheden hænger sammen, tænker jeg! 
Jeg har engang været vidne til noget af processen. Min rejsekammerat, en af de mænd, jeg engang har elsket og jeg skød genvej over kirkegården på Poros og her kom vi simpelthen forbi et lig i svær forrådnelse og stadig iført jakkesæt, som lå på jorden. Det chokerende for mig var ikke at se et lig i forrådnelse, men at det blå og gråstribede polyesterslips, som hørte til jakkesættet, stadig var som nyt!
" Nå, har vi fået lov at komme lidt op i dag?" spurgte Simon og så fortrak vi skyndsomt fra kirkegården.


Vi spiste frokost hos Katharina og hendes svigerdøtre i Kalambaka for foden af klipperne.  Katharina er over 80 år og har stået i køkkenet siden hun var 16. Hun kan bespise 100 mennesker i en ruf. Maden er velsmagende, men også lidt tung, græsk bondekost, hvilket nok for mange nordboere ikke er det, man trænger til i 34 graders varme. 


I bjergbyen Metsovo var der køligere, kun 28 grader. Byen ligner Tirol med huse af sten og træ og er om vinteren et populært skisportsted. Byens befolkning er " Vlachs" og tilhører en europæisk, etnisk gruppe, som stammer fra Rumænien og Balkan. De er berømte for deres røgede ost, som smager helt fantastisk. Vi smagte og købte et kilo med hjem til Stefan. Vi blev forsikret om, at osten kan holde et år, hvis den opbevares rigtigt - det kommet den så ikke til, kan jeg godt garantere!
Vi har også tasken fuld af " greek delights" og ikoner.

Den sidste nadver
Stefan og Andreas

Jeg har samlet på ikoner i mange år og har efterhånden min egen ikonostase. Det er efterhånden en tradition at købe et par ikoner med hjem, når ferien går til Grækenland. Nogle er dyrere og lavet på traditionel vis, andre er blot billige tryk. Det her er bare nogle billige nogle, men derfor kan de godt have værdi.
Traditionen startede i 2002. Min papsøster i USA har en autoimmun bindevævssygdom, som dengang havde angrebet hendes nyrer så hårdt, at hun kun havde 30 % nyrefunktion og også var  så uheldig, at hun havde fået kræft i den nyre, som fungerede. Mens jeg var på ferie i Grækenland skulle hun opereres og lægerne havde ladet hende forstå, at hun havde 50 % chance for at overleve operationen alene.
Så mens hun blev opereret tændte jeg lys for hende i det lokale kloster - som iøvrigt er opført, fordi der er en hellig kilde, som skulle kunne helbrede nyrelidelser - og min mor og hendes veninde gjorde det samme i henholdsvis Spanien og Tyskland. Det handlede ikke meget om religiøsitet, men snarere om at kanalisere den magtesløshed, vi følte, over i et ritual eller en højere magt, om man vil.
Heldigvis overlevede hun operationen og har senere fået en nyretransplantation - og Ikonen, jeg købte samme dag, med Jomfru Maria og Jesusbarnet i den livgivende kilde hænger stadig på min væg :-)

Det var en god - og lang! - udflugt. En dag tvinger jeg nok Stefan til at køre mig derind igen på egen hånd, så vi kan nå at se flere af klostrene.