I want it darker

So Long, Marianne & Leonard.

Græsk musik, iblandet en sørgmodig tango. Jeg har rejst gennem natten med Leonard Cohen.
Rejst gennem de forskellige strømninger af åndelighed, jeg genkender i mit eget liv. Gennem depression og dæmon. Og gennem de mange arketypiske relationer, jeg har haft.

God, it was fun - the men... :-)

Indtil nu har jeg altid holdt mere af mennesket end af musikken. Jeg har elsket teksterne, men blev aldrig vild med det billige keyboard. Det er formentlig resterne af mine småsnobbede middelklassedæmoner, som viser tænder. Jeg tænker, jeg bør prøve kræfter med hans forfatterskab. En tidligere dansklærer - oh Captain, my Captain! - forsøgte altid at få mig til at gå i kødet på lyrikken. Hun påstod, jeg sagtens kan. Men jeg tør nok ikke - tør ikke konfrontere mig så nådesløst med min intellektuelle uformåen. Jeg er - og forbliver - i bund og grund arbejderklassekvinden. Tilliden til, at analyseapparatet og kreativiteten rækker, er alt for lille. Vi får se.

Engang i 90'erne så jeg denne udsendelse om Leonard Cohens liv som Zenbuddhist-munk og en enkelt sætning, han sagde, forandrede mit livsperspektiv. Ikke med det samme, men hen ad vejen. Jeg så også denne udsendelse, hvor letheden måske er mere fremherskende end tyngden og faktisk er bedre end den første. Da Cohen døde for nylig, skrev jeg en kommentar ovre hos Lene, som flere syntes var "sød". Jeg takker mange gange, men den var egentlig ikke sød, den fik mig mere til at lyde mere som en lalleglad bøgetosse. Og Lenes respons gjorde mig så flov over mig selv, at jeg ikke korrigerede fejlantagelsen. Jeg anglede slet, slet ikke efter ros, tværtimod. Min kommentar hos Lene var en dybfølt erkendelse af, at jeg er et menneske, som hele livet har måttet kæmpe for at gøre "det rigtige", at udradere selviskheden fra mit selvoptagede sind. Jeg kæmper stadig den kamp på daglig basis, men lige pt. ser det ud til, at jeg har fat i den lange ende. Kom bare, Nemesis, og modbevis min antagelse - jeg er klar! :-)

(Det gjorde Nemesis iøvrigt samme nat, jeg havde skrevet kommentaren. Mit hybris blev straffet hårdt - og jeg lo, og lo, og lo...af mig selv :-)

Sidst i 2002 forelskede jeg mig i en buddhist. Jeg siger med vilje en buddhist, ikke en mand. Han fortalte mig allerede dengang, at det forholdt sig sådan. Jeg ville ikke tro ham. "Livet er langt & Gud er en energi" sagde han.

(I'm sorry for the ghost, I made you be. Only one of us were real, and it was me.)

Vi var begge - sammen med en flok andre - absolut firstmovers på "lyt til dit indre barn"-bølgen. Vi havde både forladt den brede, gyldne middelvej og de mindre stier og ravede forblindede rundt i moradset, mens hver vore personlige dramaer råbte og skreg af hinanden. "Forestil dig, hvad der sker med samfundet, når den her dynamik rammer den brede masse og bliver mainstream" sagde buddhisten. Hvor fik han ret.

Det er den eneste gang i mit liv, jeg har sat mit indre barn helt fri. Det lyder måske smukt, men mit indre barn er desværre luddovent og vil helst sidde på en taburet og ryge cigaretter dagen lang. Det vil spise pomfritter til alle hovemåltider og doble op på remoncen i kanelsneglene. Det vil drikke drinks med paraplyer, det vil synge, danse og elske natten lang med enhver, som gider. Mit indre barn er egoistisk og selvoptaget og vil helst glo i sin egen navle hele tiden.

Now I'm living in this temple
where they tell you what to do
I'm old and I've had to settle
on a different point of view.

I was fighting with temptation
but I didn't want to win.
A man like me don't like to see
temptation caving in.

Det er go' humor.

Måske er dit indre barn bare meget rarere end mit. Måske mangler du ikke så mange omgange i livets hjul, som jeg. Men jeg siger dig - mit skal helst holdes nede og kun sættes fri til helt særlige, sjældne, lejligheder. Og min vej er lang endnu.
Indimellem kunne jeg virkelig godt tænke mig at sende det indre barn i sådan et zenbuddhistisk kloster, hvor en sortklædt munk giver det to virkelige hårde rap med en bambusstok, når det dukker op.
Det behøver jeg ikke længere. Leonard Cohens ord har hjulpet mig med at smække kassen i overfor det, når det bliver for krævende. Og tak for det.

Buddhisten og jeg rev hinanden i stumper og stykker.  Og siden fandt vi hver især tilbage til vore respektive rette veje. For nogle år siden fortalte han mig med et skævt grin, at han havde besluttet, at vores karma - som er lang - for enhver pris skal afsluttes i dette liv. Det skulle være et af hans overordnede mål. "For jeg gider simpelthen ikke trækkes med dig endnu et liv, Henriette". Så lo vi. Og gav hinanden hånden. Vi underskrev fredstraktaten.

Leonard Cohen havde et hus på den græske ø, Hydra. Jeg har været på øen flere gange. Mine ferier gik ofte til Poros, en anden af de saroniske øer. Jeg var der sidst i 2002 med Simon. Jeg stod en tidlig morgen på flyvebådens bagerste dæk og så solen gå op over den smukke by. Jeg svor at komme tilbage engang. Måske tager jeg min elskede - manden, hvis ejendele stort set stadig kan være i en sportstaske - med dertil. Så skal vi sidde ved et bord på Christos' Taverna på havnen. Hvis jeg var mere bemærkelsesværdig, ville jeg formodentlig indkassere et misbilligende blik fra ejeren, fordi jeg møder op med en fjerde mand. I den ortodokse kirke kan man kun gifte sig 3 gange. Hvis man stadig ikke har fået det til at fungere, er man udenfor terapeutisk rækkevidde. Fortabt.
Jeg har kun giftet mig en enkelt gang, så mon ikke det går?
Manden med sportstasken har altid rejst let.
Og efterhånden har jeg også lært det.

Ny regering

Den dag minimalstaten blev til maksimalstaten.

Adiós, Comandante.

Farvel, Fidel.

Dit eftermæle er en kende broget.

Mange har sagt meget.

Den bedste - bedste, fordi den trækker paralleller til nutidens politik og situation - kommer fra Gregor Gysi på FB. Gysi traf Fidel i 1991, fordi El Comandante udbad sig en samtale med ham. Han ønskede at forstå, hvorfor DDR var gået til grunde - den havde han nemlig ikke selv set komme. Så det forsøgte Gysi naturligvis at forklare ham.

Hvornår lærer vi, at evnen til at tale med vore modstandere, uanset at uenigheden er stor, er noget af det vigtigste i verden - både på den politiske scene og lokalt og privat?

Der er ikke andet end død og ødelæggelse i tavsheden og isolationen.

https://m.facebook.com/gregor.gysi/photos/a.10151070413062693.425912.42497482692/10153844876952693/?type=3

A Snowball

- og fordi det snart er jul, har jeg indført lørdagsdrink, altså hveranden lørdag, og i denne uge er det en "Snowball".

(jeg har set for meget Nigella Lawson og jeg skal ikke trætte nogen med historien om, hvor svært det er at skaffe æggelikør i udkantsdansen. Eller hvor skrækslagen, jeg så ud, da det gik op for mig, at min elskede kan opskriften på hjemmelavet æggelikør i hovedet. Men han kommer selvfølgelig også fra landet, som flyder med æggelikør og honningkage.

Snowball:

Is, masser af is!

1/3 Advocaat

2/3 Lemon

Et skvæt lime

Let it snow, let it snow, let it snow...

Sikke vi juler...

Hold nu lige fast i skørter og mammelukker og ud over stepperne, hvor det går!

I sidste uge gik den famøse Sundhedsplatform i luften på min arbejdsplads og jeg skal da lige hilse og sige, at det bliver en uge, nogle af os sjældent glemmer. Du har måske læst om problemerne og kritikken af sundhedssektorens nye dokumentationssystem i pressen? Det har jeg også og derfor var det også med en vis bekymring, vi mødte op på job forrige mandag. Det er gået sådan nogenlunde - og det som ikke er, er ihvertfald ikke programmets skyld, for det er faktisk rigtig udmærket. Det er bare stort, rigtig, rigtig stort og den undervisning, vi har haft, har - i vanlig offentlig stil - været forhastet og ikke haft megen rod i den virkelighed, vi, som arbejder på gulvet, lever i. Så har jeg vist sagt nok, jeg kan nemlig også læse i avisen, at jeg som offentlig ansat er truet på min ytringsfrihed :-)
Spøg til side.
Min kollega og jeg kom igennem det og vi klapper hinanden på skuldrene - når nu ingen andre vil -, fordi vi rent faktisk synes, at vi har klaret det her kanongodt med minimal hjælp udefra. Vi var blevet lovet, at afdelingen i starten kun skulle køre for halv kraft og med ekstra bemanding. Jeg vil gerne have credit for, at jeg IKKE græd, da jeg onsdag mødte ind til en tavle med 17 patienter, ingen ekstrabemanding og en superbruger til 4 afdelinger. There's no crying in baseball. Or in nursing!
Jeg græd heller ikke, da jeg natten til fredag præcis kl 02:14 blev ramt af en slags ondsindet influenza med tør og særdeles smertefuld hoste. Jeg græd ikke, jeg gennemførte ugen.
Siden har jeg levet i lala-land, skiftevis tilbragt tiden vågen i en slags vatlignende døs og dødlignende søvn. Og for at det ikke skal være løgn, måtte jeg mandag sende Stefan til lægen, hvorfra han kom hjem med henvisning til fysioterapi, nogle morfinlignende kapsler og et svært lændehold. Jeg fristes til at føje et "obs diskusprolaps" til den diagnose - den periodevise kraftnedsættelse og føleforstyrrelse i det ene ben, som har det med at forsvinde under ham, kunne godt gøre mig en lille smule mistænksom. Men hvad ved jeg (som til daglig arbejder i et videnscenter for reumatologi & rygsygdomme) om den slags?
Vi er et absolut øndigt (jo, med ø!) par lige nu og jeg skal hilse at sige, at der ikke er megen jul i sigte lige nu, samt at rengøringsstandarden lader meget tilbage at ønske. I går fik vi ved fælles indsats vasket vinduerne i køkkenet og det ene i spisestuen. Der er lang vej endnu! Til gengæld ved jeg, at vi når det - eller rettere, at det bliver jul uanset om vi er klar eller ej :-)
Lige nu aner jeg dårligt, hvad der foregår ude i verden, hverken i blogland eller den virkelige. Hverken Trumpaternes gjalden eller deres modstanderes råben når igennem min vatagtige døs, så noget godt er der da kommet ud af situatonen, fristes jeg til at sige.

Dagens grin

Hair Force One.

9. November

Datoen for krystalnatten i 1938, murens fald i 1989 og den dag i 2016, jeg fik at vide at Donald Trump er USA's næste præsident.

Hvis man drømmer om en hvid jul...

Så er vinteren for alvor begyndt! Jeg elsker sne. Jeg elsker bare ikke at sidde i et tog og vente på at få at vide om det overhovedet KAN køre eller KOMMER til at køre. Jeg elsker sneen, men jeg hader uvisheden om - og magtesløsheden over, - hvorvidt jeg kan møde på mit arbejde kl 23. 

Hvis man nu drømmer om en hvid jul, har man vist alle muligheder for at få sit ønske opfyldt i år. Så det nøjes jeg med at glæde mig over, mens jeg forbander tilsneede sporskifter. Og den slags.

Skal? Skal ikke?

Det store spørgsmål er: vente tålmodigt på at familen vågner - eller snuppe et stykke nu med en kop kaffe og et afsnit af "The Crown" på Netflix?

Måske ser man i virkeligheden ikke, at der mangler enkelt fyrretræ...eller to...

Black Beer Ginger Bread

Der er koks i døgnrytmen. Jeg tager et par ekstravagter nu da - du ved, behovet for ussel mammon kan drive en til den slags - og prisen er nu og da en omgang "Søvnløs i Sakskøbing". Det gør intet, specielt hvis jeg, som tilfældet var i nat, er alene hjemme. Når jeg ikke kan sove, gør jeg rent og laver mad. Men det kan jeg kun, hvis jeg er alene og ikke forstyrrer andre.

I nat fik jeg lyst til at bage - altså efter, jeg havde støvsuget og lavet italienske kyllingeboller i tomatsovs med dampet citronbulgur og rucola - og eftersom jeg havde sådan en mærkværdig øl stående, var det jo nærliggende at bage et "Black Beer Ginger Bread". Jeg elsker nærmest alt med ingefær og jeg kan godt lide mørkt øl, eller stout, som man også kalder den slags. Allerbedst kan jeg lide ordet stout, men det er mest fordi min anden store kærlighed i livet, Harry, engang skrev et digt til og om mig, hvori han brugte ordet stovt. Jeg var vel 9 år og Harry, en af min fars venner, læste psykologi ude i Ålborg og ham holdt jeg frygtelig meget af. Harry blev - så vidt vides - aldrig psykolog, for han stak af med Abbé Pierres Klunsere istedet. Jeg så ham først igen, da jeg var 14 år og han, på gennemrejse, bankede på vores dør. Så stod han lige pludselig der med sikkerhedsnåle i ørerne, mens han vantro tog sig til kinderne og sagde "Ach, das kleines Kind!". Lige der var jeg ikke særligt stovt, for jeg var alene hjemme og inviterede ham ikke engang indenfor, ikke fordi jeg ikke ville, men fordi jeg både var så frygtelig genert og glad for at se ham, alt sammen på en gang. Sorry, Harry!

Nå. Jeg har ikke forstand på øl, men jeg har forstand på ingefærkager og denne her er i en klasse for sig. Den er ikke voldsomt sød og øllet giver kagen en dybde og bitterhed, som jeg rigtig, rigtig godt kan lide. Så vidt jeg har kunnet læse mig til, har øllet med chokolade og chili fået pænt dårlige anmeldelser, men i den her kage er den perfekt!

Når man nu alligevel var igang, kunne man lige så godt hælde dejen i en sjov form. Kagen blev en lille smule skæv, hvilket jeg tror skyldes, at varmen var lidt for høj, samt at ingredienserne måske ikke var helt perfekt afmålt. For nogle uger siden kæmpede vi en dramatisk kamp mod en meget snedig mus, som havde indlogeret sig i vores køkken. Selv den meget dyre musefælde, som skulle forestille at være fælden over alle fælder, OG kattedyret kunne ikke få has på den forbande gnaver. Og i nat viste det sig, at musen simpelthen havde ædt silikoneknapperne på min bagevægt, mens den huserede i køkkenskabet (altså, ikke det skab, hvori vi opbevarer madvarer, men det med skåle og konservesdåser. De andre skabe kan den heldigvis ikke komme til). Afvejningen af ingredienser blev derfor sådan lidt...hmmm...upræcis, mildt sagt.

Kagen var smadderflot, før jeg kom til at æde karnapperne og de små grantræer på forsiden af huset, mens jeg så en Hugh Grant film og drak kaffe. Nu er jeg nødt til at bage en ny kage, for egentlig var kagen til min bror i København, som jeg har tænkt mig at besøge i morgen, når jeg henter alligevel henter Andreas. Heldigvis er der til to kager i sådan en flaske stout, meget praktisk.

Ja, det er dig, jeg kikker på - og det er din skyld! Musen er forlængst dræbt i fælden, men man kunne godt have forventet lidt større engagement fra din side, ikke?

Endnu en juledug

Dagens eneste juleprojekt bestod i at vaske den nyindkøbte, skotskternede juledug. Jeg køber en ny juledug på tilbud! hvert år, det er en tradition. Nogle gange er det en stofdug, men som oftest er det en voks- eller plastikdug. Du ville nok ikke gætte det, men jeg er ikke typen, som stryger stofduge året rundt :-).

Men til jul og nytår dyrker jeg min konservative side og så skal der saftsuseme nystrøget dug på bordet.

Den skotskternede kommer til at se flot ud sammen med "Mr. O'Brien's plates"

Mr. O'Brien er en ældre medborger ovre i Wales, som jeg har købt nogle virkelig flotte tallerkener af til "det grimme stel" og vi har begge haft tonsvis af sjov med at få transaktionen igennem eBay's system..

Virkelig, virkelig sjov og rar mand - så han får også en juletanke.

Jeg venter med at stryge dugen til sidste øjeblik, men nu er den ihvertfald klar.

Den mest vidunderlige årstid!

Vi haster hurtigt videre fra de nye begyndelser - det er nemlig tid igen!

Nej, nej, nej tænker du nok - det er jo alt, alt for tidligt! Man starter først med at jule, når man nærmer sig december. Og det kan du jo for så vidt have ret i, men sagen er den, at mit arbejdsliv er skruet sådan sammen, at jeg året rundt arbejder 7 dage og har fri 7 dage. Sådan har det været i årevis, et arrangement, som passer mig fantastisk godt det meste af tiden, blot ikke i juletiden. I årevis gik jeg rundt med følelsen af ikke rigtig at holde jul, fordi der hveranden ugen slet ikke levnedes plads til nogen synderlige julerier. Når nytåret var ovre ankom min julestemning først rigtig. Og så var det hele bare forbi.

Indtil sidste år, hvor jeg - nærmest ved et tilfælde - gik igang med at flette julehjerter først i november. For første gang i årevis oplevede jeg følelsen af at nå at holde jul. Det blev den mest vidunderlige jul, jeg har oplevet, i mange, mange år. Koden er derfor knækket, det gælder simpelthen for mig om at komme igang i ordentlig tid, hvilket giver mening; når man har begrænset tid, må man bare udvide perioden lidt. Så det gør jeg også i år, selv om jeg også er opdraget med at det er for tidligt og at sådan gør MAN ikke. Til gengæld ved jeg også, at MAN jo bare kan gøre som MAN vil. Så det gør MAN, eller rettere, jeg gør.

I år skal jeg ydermere arbejde hele julen, samtidig med at Andreas holder jul hos os. Det er der ikke noget nyt i, Andreas' far er buddhist og og derfor - naturligt nok - ikke verdens største "Christmas Spirit", som Andreas selv udtrykker det.Vi enedes derfor for nogle år siden om, at julen udliciteres til det lollandske. Det kommer til at kræve en del forberedelse at få julen planlagt, når jeg skal tilbringe det meste af tiden hos DSB på de lange skinner. Men så er det jo bare med at komme igang, ikke?

Vi starter i det små med noget rengøring og indkøb. Første opgave på listen er at bestille 2 dåser gåsefedt hos Stampenborg. Hvis man nu havde tid - og ikke også skulle arbejde Mortens aften! - kunne man, såmænd lige så økonomisk, stege en hel gås og smelte fedte af den. Det har jeg tidligere gjort, men i år har jeg ikke tid og derfor må jeg ty til en flink, fransk løsning.
Vi spiser, som tidligere nævnt, kalkun på engelsk maner juleaften og gåsefedtet er derfor en nødvendighed, når der skal laves perfekte "roasted potatoes" til at akkompagnere kalkunen. Vi har droppet de danske, ferniserede kartofler juleaften, ganske enkelt fordi, disse kartofler er så meget lækrere og derfor rent faktisk bliver spist, også af Andreas, som endnu ikke har opdaget kartoflens fortræffeligheder.

Mission accomplished - to dåser gåseguld er på vej til Lolland. Jeg håber altid, dåserne holder det meste af året, hvilket de sagtens kunne, hvis ikke Stefan - den slambert! - konstant skulle lave de mest utroligt velsmagende råstegte kartofler med det frydefulde fedtelse. Hrmpf!