Måske nogen kan huske, at jeg først i november frejdigt proklamerede, at NU var julen kommet og samtidig udbredte mig om, hvor god tid der nu var til juleforberedelser og al den slags hejs??
Ak ja. Sådan kom det så ikke til at gå.
Jeg har ligget vandret. Enten har jeg sovet i min seng, eller også har jeg hængt bag opgaverne som et flag det meste af november og december. Sidst i november blev min afdeling ramt af en influenzaepidemi, nogenlunde samtidig med at enhver gigt- og rygpatient i Region Hovedstaden besluttede at drage mod Vestegnen for at lade sig skrive i mandtal. Sådan føltes det ihvertfald. Vi har haft travlt og vi har arbejdet ekstraordinært hårdt.
Jeg trives i det nye travle miljø og jeg husker pludseligt, at jeg nærmest for 9 år siden dumpede ned i dette speciale ved et tilfælde. Jeg valgte ikke jobbet og specialet fordi det havde min interesse, men fordi det for det meste er roligt og fordi der næste ingen dødsfald er.
Tidligere har jeg altid arbejdet i sådan nogle ramasjang-specialer, hvor der var drøn på døgnet rundt og hvor en stor del at tiden blev brugt i dødens forgård. Det var lunge- og hjertemedicin, onkologi og hæmatologi, infektionsmedicin og terminalpleje som havde min største interesse, men kort før jeg fyldte fyrre, begyndte jeg pludselig ikke at kunne rumme den evindelige kamp mod døden. Jeg husker tydeligt den morgen det skete; jeg var på vagt på en hæmatologisk afdeling og en patient, en 60-årig kvinde blev pludselig meget, meget dårlig. Hendes temperatur steg til 42 grader og mens lægerne og sygeplejerskerne kæmpede løs, løb jeg i fast rutefart med akutte blodprøver, fugtere og ispakninger, mes jeg også passede resten af afdelingens patienter. På et tidspunkt kom sygeplejersken og sagde at hun havde talt med patientens datter - datteren var nu kørt fra jylland og ville forsøge at nå frem, så hun kunne nå at se sin mor, mens hun stadig var i live. Jeg har stået i den situation tusind gange før, men den nat blev det for meget og da jeg gik ned af gangen, væk fra stuen, måtte jeg pludselig løbe ind i et skyllerum, hvor jeg - som ellers altid har knastørre øjne på jobbet, nærmest uanset hvad som sker - brød hulkende sammen. Det var tid til at tage en pause fra al dramatikken, så det gjorde jeg. Efter min afdeling flyttede til Vestegnen er arbejdstempoet blevet noget højere og opgaverne mere komplekse og specialiserede. Nogen bryder sig ikke om det, men jeg trives i det mere handlekraftige miljø. Om jeg så kan holde til det tempo helt til pensionsalderen - se, det er et andet spørgsmål :-)
Omkring 1. december tog pokker ved Stefan og han besluttede, at den stue, vi har været igang med at renovere, saftsuseme skulle være færdig til jul! Vi har to virkelig store stuer og det er lidt skræmmende, at vi slet ikke rigtig har savnet hverken vores sofa eller vores tv i den tid, vi var gået i stå med projektet. Der blev indkaldt forstærkning fra Tyskland og mens jeg har været på job alle weekender i december, samt et par ekstavagter i mine friuger, er det lykkedes Stefan og Peter at få malet og tapetseret og gjort stuen færdig, bortset fra et par små finesser. For et par uger siden så projektet temmelig håbløst ud og hjemmet lignede mest af alt et granatnedslag i et tysk julemarked ( hvilket lød sjovere for en uge siden, I know)
At være sammen med både Peter og Stefan på en gang er som at have en kæmpemæssig, glad og vild labradorhvalp - det er sjovt at prøve, men det er også godt det er slut for denne gang :-)
(det er ikke MIG, som har valgt tapetet! Jeg vil bare ha' hvide vægge, brune klinker og sorte loftbjælker. Nå ja, og hvidt betræk på møblerne. Lissom i Spanien, ikk'? Det vil Stefan ikke! Kompromis, kompromis. Det er kun på en enkelt væg, resten er hvidt, så det går an :-)
Jeg havde troet, at jeg i løbet af november og december skulle hyggeblogge mig gennem julen, mens jeg minutiøst dokumenterede mine juleanstrengelser. Jeg kan svært godt lide juletraditioner og de små konservative dryp, som findes i mit bæger, bliver som regel fyret af i december. Heldigvis er jeg også vokset op med at improvisation er en dyd OG også hører julen til. Traditioner er gode, men at kunne fravige dem og skabe nye er også godt. Sådan bliver denne jul. Jeg er så svineheldig at have fået fri juleaften, men jeg går fra nattevagt om morgenen d. 24., så der er både købesmåkager, købeslik og en noget anderledes julemenu på bordet i år. Jeg gider ikke stege en kæmpemæssig kalkun med al tilbehør efter at have været på nattevagt. Jeg vil hellere nå at sove og være vågen og frisk juleaften, så der ryger confiterede andelår, grønkålssalat, brunede kartofler og en skinke kogt i cola på middagsbordet. Stefan er en haj til at anrette, så den opgave får han. Vi leger bare lige, at vi er svenskere og laver sådan et julebord med mange små retter.
Tilbage er vist blot at ønske glædelig jul til de, som nu og da læser med her. Må du få en vidunderlig en af slagsen med alt det, som gør jul til jul for netop dig.
