Oh, come all ye faithfull

Det ld jo som den rene ynk for en måned siden - og det var det og det er det egentlig stadig. På jobbet altså. Privaten fungerer upåklageligt og det er saftsuseme godt sådan, for det første kan jeg lægge væk, når jeg er hjemme og har fri. Vi gider ikke bruge tid på det, det gælder om at bide tænderne sammen og komme igennem. Jeg tror stadig på løsninger.

Til gengæld har jeg - vanen tro - kastet mig over endnu et december renoveringsprojekt. Forrige år var det soveværelset, sidste år var det stuen og i år har spisestuen fået en overhaling. Det lyder måske meget tilforladeligt, men vi har store stuer, ca 35 m2 hver, og i et hus, som efterhånden har 220 år på bagen, er der skæve vægge og meget pudse- og murerarbejde at udføre, før man kan komme igang med det egentlige.

Vi gør som sædvanlig er kompromis. Stod det til mig blev alt malet hvidt, sort og gråt. Og ingen billeder på væggen, tak! Det bryder Stefan sig så ikke om, så han får lov at vælge - og selv tapetsere! - en enkelt væg i hvert rum og sådan går kabalen op og alle er glade.

Denne gang er farveskalaen lige i øjet og vi kan altid se, hvad klokken er.

Der er købt en ny skænk, eller buffet, om man vil, til alt porcelænet - eller i hvertfald noget af det. Det har ærligt talt været Black November & December. Men midlerne er givet godt ud og så gør det ikke så meget.

Julegaverne er købt, juletræ og mandelgave ligeså og på fredag leverer Skagenfood en julemåltidspakke med and, flæskesteg og alt det løse. Den kan Stefan hygge sig med at tilberede, jeg skal arbejde og har derfor vedtaget, at den som laver maden naturligvis også bestemmer menuen. Jeg vil jo helst have kalkun, men det and- et er jo også dejligt. Man skal efter min mening passe på ikke at gro alt for fast i juletraditionerne, i virkeligheden er det jo bare en god middag med en lidt overdreven dekoration, som Isabella Smidt siger. De vigtigste traditioner er samværet med dem, man holder af og nærvær, at være til stede og i ro. Jeg gider ikke halse rundt efter det og derfor er der købesmåkager og konfekt i år.

Der mangler stadig en ornlig syg omgang rengøring og pyntning og der er også et par små malerprojekter tilbage. Jeg tror, jeg når det og gør jeg ikke, så går det nok endda.

Indtil videre nyder jeg en stille, mørk morgenstund med mine tyske te-lys, som er så uløseligt forbundet med jul og december, at jeg måske snildt kunne undvære næsten alt det andet.

Shakin' Stevens

Bedst som livet ser ud til at flaske sig på alle parametre, når alt ser ud til at være Friede, Freude, Eierkuchen, så kan man næsten være bombesikker på, at man får overrakt et af sine uforløste dilemmaer - du ved, et af dem, man troede, man ved en heldigt spillet skæbnehånd havde undgået at konfrontere. Sådan er det bare ikke, skidtet ligger på lur og venter bare på at slå til, når man allermindst venter det og tror sig i sikkerhed.
Der er udslag på min stressdetektor - og det er på en måde godt, for tidligere har jeg ikke været god til at identificere stress. Jeg er ikke sådan en som "går ned" med noget, jeg er mere sådan en Duracell-kanin, som bliver ved, og ved og ved...
2008 og de efterfølgende år var nogle rigtig gennemrådne år for mit vedkommende. Finanskrisen ramte og Stefan mistede sit job, min bror udviklede en alvorlig sindslidelse, min mor døde og det føltes ærligt talt som om, der ikke var mange grænser for ulyksalighederne. Samtidig var jeg endt i en rigtig usund relation på mit job. Min faste makker, som også - dengang - var min ven, var havnet i massivt økonomisk uføre og arbejdede dag og nat, både i sundhedssektoren og i sit private firma. Det betød, at hun ærligt talt ikke var mange sure sild værd, når hun mødte op som sygeplejerske og ansvarshavende i vores faste vagtstilling  og fordi jeg er, som jeg nu engang er, sagde jeg slet ikke nok fra, i forhold til hvad den situation gjorde ved mig og min arbejdsbyrde. Og ikke mindst hvad den gjorde ved nogle af de patientforløb, vi sammen havde ansvaret for.
Jeg begyndte at blive syg dengang - min vægt steg, mit blodtryk og min puls var faretruende høje og jeg fik bylder i halsen cirka hver anden måned og jeg endte med at udvikle en alvorlig form for paradentose, den, som soldaterne i skyttegravene under 1. vedenskrig, ifølge min tandlæge, fik, som følge af en uheldig bakteriekombination og massivt stress. De tabte simpelthen tænderne, gjorde de. Jeg blev straks sendt til blodprøvetagning, for får man den slags i min alder, er det enten fordi man er alvorligt syg af kræft eller helt udbrændt af stress. Der var heldigvis intet som tydede på kræft og jeg var jo heller ikke stresset, forsikrede jeg hårdnakket tandlægen. Jeg endte med at få fjernet mandlerne TO gange, fordi den første operation slog fejl og det lykkedes også tandlægen og jeg i fællesskab at redde spisestuemøblementet, hvilket nærmest er at betragte som et uforklarligt mirakel.
Siden er alting jo heldigvis blevet bedre. Jeg fik i forbindelse med en fusion på jobbet en ny makker, som jeg svinger rigtig godt med, både fagligt og værdimæssigt og det sidste års tid har jeg endda næsten fået styr på vægten (ved at lytte til nogle af de læger og kiropraktorer, som tænker mere alternativt og inddrager hormonsystemet i behandling af overvægt, men det er en anden snak!) og jeg er lige så stille begyndt at kunne motionere igen. Ærligt talt er det mange år siden, jeg har haft det så godt.
Og hvad sker der så? Min nye makker har måttet tage orlov på grund af et sygt barn og hvem træder ind på scenen igen? Yep. Min gamle makker, som ikke lader til at have fået specielt meget styr på den økonomiske situation og fortsat arbejder nattevagter i ugevis i træk uden særligt megen søvn.Vi har haft vagter sammen og det er gået sådan ok, jeg er et andet sted nu, end jeg var dengang, heldigvis.
Men så er det, at jeg pludselig oplever, at hænderne begynder at ryste en lille smule indimellem, maven snører sig sammen og min søvn bliver forstyrret.
You can run, but you cannot hide og fandensparkeme om jeg vil tillade at jeg skruer mig selv ned i den suppedas en gang til. Jeg gider ikke sidde og ligne et rysteribs igen. Jeg bliver nødt til at finde en fornuftig og nogenlunde moden måde at deale med det her på, så det håber jeg, jeg kan.
Selvfølgelig kan jeg det.
I'm older and wiser.

Kammerater!

Det kan bare komme an, det der!

(Ok så, lige på det her område er det en fordel kun at have et barn, som i år får litteratur og ikke en 30 kg tung boksebold. Som jeg iøvrigt pakkede ind. Som om man får nogen kredit for det!)

Rimelig selvfed følelse, når jeg ser bort fra at mine hænder ryster af stress over alt det, jeg skal nå i denne uge. Håber jeg kan få dem til at holde op med noget, som hedder "bodypump" senere....

Movember - it's good to be alive!

Egentlig skulle teksten have handlet om at frigøre sig fra sine forældre og om selvrespekt. Det første, fordi jeg i mine relationer i øjeblikket bliver konfronteret med mennesker på 50 år, som på mange områder vælger at leve som en slags voksenbabyer i symbiotiske forhold med dere gamle (80+) forældre, som de regner med fortsat klarer de paragraffer (økonomi, børnepasning og -opdragelse), som man egentlig godt kunne forvente, de selv - så småt! - begyndte at tage sig af. Jeg ser ind i et univers, som er fremmed for mig - og det gør jeg naturligvis fordi, en sådan forældrerelation er en luksus, jeg ikke kender til. Mine forældre er døde og borte, you know. Og det har de været i mange år.

Musikledsagelsen til denne post er dermed at betragte som et citat fra den smukke majaften for 25 år siden, hvor vi var nogle, som var tæt på at dø i en trafikulykke, fordi vi eksploderede i et inferno af først grin, så gråd, da det energiske og overgearede omkvæd "it's good to be alive, it's good to be alive, it's good to be alive" strømmede ud af radioen. Et par timer forinden var min far død efter et langt sygeleje og vi havde forladt Marselisborg Hospital i Århus med de obligatoriske blå plastikposer, indeholdende nogle få af hans personlige ejendele. Jeg har siden måttet sande og give pårørende ret i, at det er en umådelig akavet situation at stå med de forbandede blå poser ved sin bil - skal de i baggagerummet eller på forsædet? Jeg har engang efterfølgende forsøgt at trøste en utrøstelig datter, som kom tilbage til afdelingen efter en lignende oplevelse. Da hun stod ved bilen, kunne hun simpelthen ikke finde ud af at placere den blå pose med sin mors parykhoved i bilen og brød sammen. Jeg ved, hvordan det er.

Tankerne om selvrespekt kom til mig, da jeg en sen nattetime faldt over dokumentaren "The center will not hold" på Netflix om journalisten Joan Didions liv og virke. Jeg kendte joan Didion af navn, men har nået til at dyrke hendes forfatterskab. Det er en fejl, som jeg straks er gået igang med at rette op på og lige nu læser jeg "Blå timer", som handler om forældreskab og tabet af datteren Quintana.

Joan Didion har både karakter og selvrespekt og på mange måder hænger de tanker, dokumentaren vækker, rigtig godt sammen med det første emne, jeg beskrev. Jeg skal også have læst essaysamlingerne "Slouching Towards Betlehem" og "The White Album" og naturligvis "Et år med magisk tænkning".

På næsten magisk vis hænger alle disse tanker for mig sammen med Halloween og November. Hvis jeg nu var en gammel heks, som levede i pagt med naturen og de førkristne religioner, ville jeg 31 oktober fejre min nytårsaften, fordi det her året naturligt slutter. Høsten er i hus og det er tid at hvile og lade det nye spire frem. Jeg er ikke nogen heks og kan faktisk efterhånden ikke rigtig entydigt bekende mig til nogen religion, men jeg kan ikke afvise, at der var magi med i spillet, da jeg for 12 år siden sad alene på allehelgensaften og gjorde noget uventet, som førte til at jeg mødte Stefan. Betyder det så at vi har levet i sukkersød lykke og harmoni ever since? Øh næ, for det er sådan - som min mosters mand påpegede ved hendes bisættelse - at når man gnider to skarptslebne diamanter mod hinanden, så kommer der sgu lidt kulstøv. Og sådan har vores liv også formet sig, men det vigtigste er et forhold har en fremdrift, som gør at man får muligheden for at udvikle sig. Ihvertfald efter min mening. Jack Nicholson siger det så smukt i filmen "As good as it gets": You make me wanna be a better man!

Sammen har vi foretaget nogle seriøse livsstilsændringer de sidste 3 måneder og huhej, hvor det går derudaf med det. Jeg har tabt mig noget tocifret, men har fået totalt baghjul af Stefan, som vi må erkende bare er familens største taber. Man kan lige pludselig sagtens se, at han har en fjern fortid som faldskærmsjægersjægersoldat nede i Nagold! Forleden kom jeg til at gå forbi ham henne på stationen, da han hentede mig iført stramme jeans, t-shirt, en velsiddende blazer og solbriller. Jeg registrede godt nok ud af øjenkrogen, at den mand egentlig så meget pæn ud - og så gør det jo ikke noget, at man opdager, at han faktisk er min! :-)

Vi har også fået et Fedtnisse-abonnement og Stefan er begyndt at træne meget flittigt - jeg halter igen lidt bagefter, men det er ikke altid det er let at nå fra Høje Tåstrup til Pilates, men alt i alt gider jeg ikke stresse over noget som helst. Det går som det skal. Jeg har aldrig gidet gøre kost og sundhed til religion, så jeg læser "Forbandede sunddom", bare lige for at minde mig om, hvordan det hele i virkeligheden hænger sammen. Til gengæld gider jeg godt have det rart i min krop (it's the greatest instrument, you'll ever own!) og jeg gider godt, at det ikke gør ondt nogen steder.

Så i år er der både grund til at fejre November og Movember (bevægelsen med fokus på mænds sundhed), så det gør vi i stor stil. Vi hygger, slapper af og tager "en dyb enhjørning" - som journalisten Mette Fugls barnebarn siger - og lader op til hektiske december.

Det er ærligt talt ikke så dårligt at være i live!

Optur

Efter gårsdagens nedtur, er det tid til optur!

Jeg har totalt optur over, at "mit" parti gik en lille smule frem - ca 1/2 million stemmer! - hvilket i Tyskland slet ikke er nok, men under omstændighederne rigtig godt!

Jeg har også optur over, at partiet i mit favorit feriekvarter i Berlin blev den største sejrherre med 29,2 % af stemmerne, samt at AFD her fik en meget ringe tilslutning. Det er også optur, at Gregor Gysi, som er valgt på et såkaldt "Direktmandat" blandt disse blev den største stemmesluger i hele Berlin.

Den sidste humanist er ikke død endnu, garanterer jeg, og hvis min yndlingssocialdemokrat i samme kvarter, Cansel Kiziltepe, også har klaret den ( ja, sådan en har jeg også!), så skal det nok gå. 

Jamaica, Jamaica, Jamaica...

Go' tur til Jamaica, Merkel - den bliver dyr og ubehagelig og jeg tror godt, vi kan regne med at Mutti ikke bliver sulten foreløbig, hun løber ikke tør for nådsensbrød lige med det samme.

Hun ligger, som hun har redt - you've made your bed, now die in it!

Det har været forventet længe, men er alligevel ikke let at se den tyske højredrejning, sådan brunt på sort, rødt, guld. Ak ja.

Det er ikke kun Merkels skyld - hele venstrefløjen har et medansvar ( ok venstrefløj og venstrefløj - SPD er blevet (små) borgerlige og die Grünen er socialliberale - nu har de siddet og fedtet med et flertal i 4 år uden at kunne blive enige om andet end "ægteskab for alle". Hvordan havde nogen af dem forestillet sig, at vælgerne ville tage dem alvorligt, når de trods flertal i Bundestag ikke kan lægge deres ævl og kævl til side og danne en regering. Jeg har mistet tålmodigheden med jer for længst, socialisttyper i alle lande, men især i Tyskland! 

Vi må videre på den ene eller anden måde og det kommer vi formodentligt også.

Guldsandaler, swimmingpool og ferieallergi

Om lidt er ferien forbi og det er slut med guldsandaler og swimmingpools.

Guldsandal - i love it!

Swimmingpool - årets sidste cocktail.

Det blev en lidt stille ferie denne gang, for åbenbart er det mit lod i livet at afvikle sygdom i ferierne - jeg er enhver arbejdsgiver i konkurrencestatens våde drøm. 

Et massivt udbrud af norovirus eller roskildesyge, om du vil, nedlagde flere hundrede mennesker i løbet af denne uge inklusiv rejseselskabets guider. Over 200 måtte have lægehjælp, endnu flere var syge og klarede sig igennem på egen hånd, således også vi og vore naboer.

Vi kom igennem det og blev hurtigt friske igen, selv om jeg en overgang fantaserede om at jeg havde tarmslyng og ville ende mit liv mellem hænderne på en Adonis af en kirurg i et tilbagestående sundhedsvæsen inde i Preveza. Stefan var endnu ikke blevet dårlig og i min febervildelse var jeg noget mere end stødt på mancetknapperne over, hvor roligt han tog min forestående bortgang.

Vi nåede et par strandture og en fantastisk udflugt og resten af tiden slappede vi af og læste ved poolen og det var sådan set ok.

Bedre held næste år, tænker jeg, og håber at jeg ikke har udviklet en decideret allergi overfor feriekonceptet som sådan.

Ioannina

Efter den sene frokost i Taverna Dionysos i Monodendri gik turen til hovedbyen i regionen, Ioannina - eller "jannina", som grækerne udtaler bynavnet. Byen har ca 112000 indbyggere og er hjemsted for lidt industri, fjerkræproduktion og en af Grækenlands største mejerikoncerner. Et af Grækenlands mest velansete universiteter har også hjemme her og byen har en fortid med store tænkere og en stor rolle i den græske oplysningsperiode. Her er også et særdeles fornemt universitetshospital, som skulle være markant bedre end det normale græske sundhedsvæsen. 

Rollen som universitetsby bevirker, at her bor mange unge, moderne mennesker og det ses på kulturen - her drives virkelig megen sport i modsætning til andre græske egne.

Byen ligger smukt omkranset af bjerge ved pamvotis søen, den største sø i nordgrækenland.

Tidligere var den hjemsted for den tyrkiske administration i osmannerriget og især for Ali Pasha, den albanske storfyrste, som regerede her og blev myrdet af tyrkerne i1822, fordi den tyrkiske sultan havde mistet tålmodigheden med Ali Pashas egenrådighed og magtbegær. Han blev skudt i et kloster, hvor han havde forskanset sig, ude på den lille ø i pamvotis søen og faktisk fik han en heltebegravelse af ioanninas i indbyggere, for selv om han var brutal og gik under navnet " løven af ioannina", så gjorde han byen og regionen særdeles velhavende.

 Så begejstrede var Pargas indbyggere nu ikke for ham - hans borg ligger udenfor byen og hans kanoner pegede direkte mod byen og således belejrede, tog Pargas indbyggere benene - altså deres forfædres! - på nakken og flygtede til Korfu, før Ali Pasha indtog byen.

I en lille by tæt på Preveza er der på en bjergtop et monument for byens kvinder, som, mens de dansede deres lokale kædedans, kastede først deres små børn og så sig selv i døden fra klippen. Ali Pasha var brutal og frygtet og hadet af de fleste i indbyggere i regionen.

Inde til højre ligger den gamle bydel og resterne af borgen og Ali Pashas palads og de fleste deltagere halsede afsted for at nå det hele på den halve tid. Vi besluttede hurtigt at byen og området må blive genstand for en udflugt en anden go' gang på egen hånd. Her går udmærkede lolalbusser mange gange dagligt fra Parga eller også lejer vi næste gang en bil og ser nærmere.

Istedet fik vi sådan en her, mens vi betragtede turbådene til den lille ø, hvor der ligger fantastiske ruiner af 6 forladte klostre.

Det er tæt på efterår i Ioannina nu. Snart kommer regnen og tågen og siden sneen på bjergene. Her er stadig mildt og lunt, på vores tur havde vi omkring 23 grader. Ude ved kysten er her lidt varmere om dagen, nætterne er kølige og kommer ikke over 18 grader. Jeg sover både med nattøj og tæppe - faktisk er her nok lige i det køligste for en hund efter varme, som jeg. Men perfekt til de, som ikke tåler de høje temperaturer og perfekt til udflugter.

Vi glæder os til at se grundigt nærmere på Ioannina en anden gang.

Landsbyerne bag bjergene

I går var vi tidligt oppe. Vi skulle besøge Zagoria i Vikos nationalparken her i det nordlige Epiros. Zagoria betyder "bag bjergene" på slavisk og Zagorohoria refererer til de 46 øde og isoleret beliggende landsbyer, som ligger her kilet ind i Pindos bjergenes sider omkring den store Vikoskløft. Når jeg nu siger øde, så mener jeg øde! I de 46 landsbyer er der kun 2 minimarkeder, ingen administration i form af politi, myndigheder, sundhedsvæsen eller skoler. Flere af landsbyerne kan kun nåes til fods af små bjergveje. Om sommeren er her varmt og tørt, om vinteren koldt og snerigt. Her lever mange sjældne dyrearter, både ørne og brune bjørne og hele nationalparken, dens dyre- og planteliv og landsbyer er fredet og livsformen beskyttet.

Den oprindelige befolkning var velstående og veluddannet, kvinderne, børnene og de ældre boede i landsbyerne, mens mændene immigrerede, enten til udlandet eller andre mere befolkningsrige dele af Grækenland for at tjene penge eller gøre forretninger. Efter 2. verdenskrig blev livsformen for farlig - en serie alvorlige hjemmerøverier fra albanske bander fik den oprindelige befolkning til at opgive livsformen og flytte derfra. En anden befolkningsgruppe flyttede ind i de tomme huse i løbet af 50'erne - nomader og hyrder, vel sagtens en slags sigøjnere, som tidligere havde bevæget sig i området for at lade deres kvæg og geder græsse på de grønne skråninger.

I dag er området en del fattigere end resten af Grækenland. Her bygges dog en del små gæstgiverier efter behørigt besvær med at få tilladelserne i hus. Alle huse skal bygges efter gamle metoder og stilarter og byggematerialerne, sten og skifer, må ikke tages fra den omkringliggende nationalpark, som også er fredet.

Her kommer ikke mange mennesker, hvilket er godt for os, men skidt for indbyggerne i Zagoria, som håber på et opsving.

Vi kørte af den nye motorvej, Egnatio Odos, til hovedbyen i Epirosregionen, Ioannina, som vi i første omgang blot kørte udenom for at fortsætte nordpå. Forinden havde vi kørt gennem Paramythiadalen, hvor britiske RAF havde en hemmelig flybase i starten af 2. verdenskrig og den norsk- britiske forfatter Roald Dahl - ham med Charlie og chokoladefabrikken - havde været pilot. Vi passerede et monument, en hyldest til kvinderne i Zagoria, som under krigen bragte forsyninger til mændene, som levede som partisaner i bjergene. Det var i dette område 2. verdenskrig tog sin begyndelse for grækernes vedkommende med General Metaxas, som også var en diktator, NEJ til Mussolini og de italienske styrker i 1940.

Det fejrer grækerne behørigt hvert år d 28 oktober, nej'et til fascismen. OXI betyder nej på græsk. Det hjalp dem ikke synderligt. I første omgang slog de græske partisaner de italienske styrker tilbage, men så kom den tyske invasion og så var det slut. I løbet af få dage sprængte tyskerne de fleste klostre på egnen i stumper og stykker, klostre, som man i flere hundrede år havde kæmpet med blod, sved, tårer, liv og diplomati for at beholde overfor det muslimske herredømme, som tidlige har været i regionen. Stefan konstaterer ofte tørt, at han er uhyre glad for at tale andre sprog end tysk, når vi rejser her i landet.

Nå. Vi skulle i første omgang se de berømte pakhestebroer, som i flere hundrede år har fragtet gods og mennesker gennem områdets floder og bjerge og forbundet de øde landsbyer.

Kokoros broen ligner noget fra Game of Thrones. I oktober begynder regnen, som fylder floderne og vandstanden kan blive pænt høj. Faktisk er efteråret med de smukke løvfaldsfarver nok den flotteste årstid her i regionen og fuldt på højde med det, man kan opleve på den amerikanske østkyst.

Skridsikker belægning. Nødvendig for pakdyrene især om vinteren, når her er glat. Man skal ikke regne med, at kommunen gruser og salter.

She'll be coming round the mountain, when she comes...

Videre til næste bro, Kalogeriko broen, lidt nyere og nu i 3 fag, fra ca 1814.

Videre. Igennem landsbyerne Vitsa og Monodendri op til udsigtspunktet Oxya, hvor der er et storslået overblik over Vikos kløften, ifølge "Gunnars rekordbog" verdens dybeste i forhold til vidde. Så vidt jeg husker.

Jeg er ikke bange for højder, jeg er kun bange for at falde ned. Og det er her rig mulighed for, hvis man ikke er agtpågivende.

Videre til den smukke, smukke by Monodendri. Stefan tog en slapper og jeg tog på tur.

Her gad jeg godt sidde med et godt glas og en go' middag en kølig aften.

Ud af den lille by gik det i fin stil og uden risiko for at falde ned.

Det kun delvist ødelagte, men ubeboede kloster Agia Paraskevi.

Udsigtsgrækenland.

Indgang

Ikon. Jeg husker ikke navnet på helgeninden, men hun er go', hvis man har noget med øjnene.

Klosterkirken. Jeg er ikke voldsomt religiøs, men de ortodokse kirker holder jeg meget af.

Udsigt, udsigt, udsigt. Sådan bliver det ved. Tidligere kunne man fortsætte vandringen fra klostret på en sti - ja, jeg ville kalde det en gesims! - hugget ind i klippevæggen. Ingen gelænder, kun et frit fald på 1200 m ned. Den adgang er nu lukket, et stort klippestykke har revet sig løs og myndighederne har forbudt al færden på gesimsen. 

Tilbage i Monodendri ventede Stefan med en velfortjent frokost og en meget stor kande vand på den lille Taverna, som nok er så oprindelig, som de fåes. Her var meget spartansk, toilettet havde dog træk og slip, men så ud til at være en af de første modeller af den slags. Men meget, meget rent og pænt.

Tavernaen er drevet af mor og datter. Moderen  så meget gammel og svagelig ud, som hun sad i sin sorte dragt med slør - hun er formentlig blevet enke for ikke så lang tid siden - datteren, som talte fint engelsk og iøvrigt har en univetsitetsuddannelse, passede biksen.

Man kan undre sig over, at en yngre veluddannet kvinder ender med at passe en Taverna og en gammel mor i en af Grækenlands mest øde egne, men svaret ligger jo nok både i den ortodokse, stærke familietradition og et samfund uden velfærdsinstitutioner som plejehjem og den slags.

Turen i Zagoria var ved at være slut, vi vendte næserne mod Ioannina for at afslutte dagen der.

Det hævner sig!

Det er et velkendt hotelfænomen, at visse hotelgæster "reserverer" liggestole ved poolen ved at placere deres håndklæde fra morgenstunden, for derefter slet ikke at anvende stolen. Det er jo rart, at den står klar, hvis man nu skulle få lyst. Ikke en eneste tanke på de andre gæster, som så ikke i mellemtiden kan anvende liggestolen.

Her hvor vi bor plejer der ikke at være de store problemer med den slags. Der er ingen fancy poolbar med høj musik - hvilket er en af årsagerne til, at vi bor her. 

Og nytilkomne gæster lærer hurtigt, at lader de håndklædet ligge, kommer de til at dele det med en sød, men loppebefængt græsk hankat. Så kan de lære det!

Breaking the waves!

Vi var tidligt oppe idag. Det er bælgravende mørkt indtil kl 7 og herefter bliver det hurtigt lyst. Jeg drikker kaffe på altanen. Sidst boede vi i lejligheden under bananpalmen, i år bor vi under et limetræ. Det stormede stadig og efter et hurtigt, men voldsomt, nærmest tropisk regnskyl, skyndte vi os afsted. Vi ville til den store Valtos strand, som ligger ca 2,5 km fra vores lejlighedshotel. Det lyder meget tilforladeligt, men turen går først gennem udkantsparga ind til havnepromenaden, herefter op til borgen på toppen af klippen og derefter ned igen. Det er en pænt hård tur, men god og helt gratis motion! 

Det blæste stadig og bølgerne var høje og det var præcis det, vi ville. Jeg er opvokset ved Nordsøen og elsker høje bølger, det er bare sjældent, jeg har mulighed for at kombinere den fetich med 25 grader varmt vand.

Vi var firstmovere på det projekt. Der er heldigvis ingen billeder af den første bølge, som rev mig omkuld, flåede min bikinioverdel af og slog min højre kontaktlinse ud af øjet. Men jeg har hørt, det så sjovt ud!

Det VAR sjovt og vi blev ved og ved indtil vinden lagde sig og vi overlod scenen til andre. Vi tog et velfortjent pusterum, før turen gik op til borgen og ned til havnen igen. Og en lille frokost.

Så fik vi hjem, svømmede i poolen og hvilede lidt før turen igen gik til byen. Man har ingen problemer med at nå de daglige 10 000 skridt.

Dagens cocktail: Strawberry Colada.

Everywhere you go...

... always take the weather, the weather with you!

Og det gjorde vi så.

Efter en perfekt flyvetur og indflyvning til Preveza og den lille Aktion Airport i skyfri himmel og sol, hvor jeg pludselig forstod hvorfor Pindos bjergkæden kaldes "the backbone of Greece", skal jeg da lige love for at vejret slog om!

Vi nåede en tur i poolen og et tiltrængt disconap, før vi trodsede den småregn, som var begyndt at falde og den blæst, som var blevet til storm, for at tilbringe aftenen på havnepromenaden.

Her var meget pakket sammen og fastsurret, bådene var taget op, byens indbyggere ventede storm.

Det lod vi os ikke forstyrre af og tog plads i første parket og konstaterede sammen med ham, som serverede drinks, at dette her jo også er meget rart, sådan til en afveksling.

Det har han ret i, for selv om det blæste og lignede en efterårsdag, er her varmt, varmt varmt og det kan vi leve med.

Og bagefter var der lammekoteletter hos de syngende tjenere i Bacchos Taverna og så er livet slet ikke dårligt!

Regn, regn og atter regn...

I år føles det som om, alle ferier er regnet væk.

I forsommeren - indsæt selv skoggerlatter! - gjorde Stefan og jeg det, som skulle forestille en romantisk miniferie til den østtyske østersøkyst. Vi har altid ønsket at se nærmere på dette område, så vi bookede et ophold i sådan et palæ fra 1700-tallet i Bad Doberan og planen var også at tage på udflugt til Heiligendamm og Kühlungsborn. Det kom vi også til, mere om det senere.

Den første dag regnede det - cats & dogs, schüttete wie  aus Eimern - så vi nærmere på den berømte domkirke i Bad Doberan, hvilket var en stor oplevelse. Resten af tiden plejede vi vore luksuslegemer, man var vel på wellness- ophold, nicht war? Jeg var for nærig til at investere i dyre behandlinger, men strøg en tur i Rossmann, det tyske svar på Matas, og så fik den ellers med AHA og UHU i hele krydderen. Dette skulle senere vise sig at være en fatal beslutning.

Smuk kirke. Selv ateisten i selskabet var behørigt imponeret.

Erik Klippings mor, Margrethe den allerførste med tilnavnet Sprænghest i en sarkofag, som i det mindste ikke ligner Dame Ednas brilleetui.

Noget svenskerkonge og -dronning.

Og andre Promis.

Det tilhørende klosters kornkammer, hvor taget desværre brændte i DDR-tiden. Hele klosterområdet omkring kirken er et besøg værd.

Alt sammen smukt, fint og meget, meget regnfuldt. Be'r Stefan om godt vejr imorgen? I så fald blev bønnen hørt!

Næste dag - hvor solen altså kikkede frem og alle vejrudsendelser advarede om skyhøjt UV- indeks - hoppede vi på dette vaskeægte damplokomotiv, som over 150 år har fragt eliten ud til den eftertragtede østersøkyst.

Vi så Kühlungsborn strand, hvorfra den østtyske læge Peter Döbler i sin tid flygtede ved at svømme helt til Fehmarn. Det var overskyet, men trods alt lunt. Vi gik en Spaziergang på den lange strandpromenade og herefter tog vi damplokomotivet - som iøvrigt har spisesalon! - tilbage til Heiligendamm og senere tilbage til Bad Doberan og hotellet. Når man indlogerer sig på sådan et gammelt kurbadshotel, er entreen til stranden med i prisen. Du læste rigtigt - entre til stranden! Det er virkelig, virkelig sygt, efter min mening.

På vejen hjem anede jeg allerede nok, at noget var galt. Det strammede ubehageligt i ansigtet og folk på min vej så enten chokerede ud eller lagde deltagende en hånd på min arm, og spurgte om jeg var ok?

Moralen må være, at man aldrig skal eksperimentere med ansigtsmasker med frugtsyre og skyhøjt UV-indeks. Mit ansigt var ikke bare brændt, det var ristet af, og en tur tilbage til Rossmann efter noget "soforthilfe" var nødvendig. Efter en kort middag faldt jeg omkuld i dødlignende søvn og ikke engang den sene udsendelse med Gregor Gysi i tysk tv, som jeg havde glædet mig til, kunne holde mig ved bevidshed. Jeg vil nærmest gå så vidt, som til at sige, at forbrændingen havde gjort mig syg. Krank med krank på.

Det var et pænt og hyggeligt hotel, det var en god tur, men alligevel blev vore drømme om sol & sommer ikke sådan for alvor indfriet.

Det samme kan man sige om Ærø- turen - det var ikke verdens bedste ferie, men kunne naturligvis have været værre. Det kan altid blive værre, du ved.

De sidste dages massive regnvejr har ikke sat mig i bedre stemning. Det er ved at være nok nu, ikke?

Mandag morgen flyver vi til Grækenland og vejrudsigten mandag siger 33 grader og sol fra en skyfri himmel. Jeg har solcremen med, garanterer jeg.

Som altid i det nordgræske må man regne med en smule regn & torden - det er derfor, der er så frodigt. Med temperaturer mellem 26 og 33 grader går det nok an. Koldt er det ikke. Nætterne er behageligt kølige i det område og kommer sjældent over 18 grader.

Jeg er klar. Jeg er SÅ klar!

En ulv i forklæde

For lidt over 3 uger siden lavede vi forandringer i vores livsstil. For mig var det egentlig ikke en forandring, men en tilbagevending til den kostform, jeg havde, før kødspiseren Stefan, kongen over det animalske fedtrige, holdt sit indtog i mit liv med fløde, smør, pølser afskåret pålæg og - i min verden 😀 - dybt underlødige fødevarer i form af snart sagt enhver type halvfabrikata, som findes. Alt dette på trods har Stefan, som jævnligt får checket sine livsstilsparametre, superfint kolesteroltal og langtidsblodsukre.

"Jamen, du er jo ikke sådan rigtig overvægtig, du har tunge knogler og store muskler" siger hans norske læge - til min store misundelse og fortrydelse - når Stefan påpeger, at BMI'et jo rent faktisk siger, at han er svært  overvægtig.

Uanset hvad lægen og de fine kolesteroltal så siger, har jeg - som har arbejdet på kardiologisk afdeling - ofte spoleret festen ved at påpege at uanset hvad, så er hans taljemål for højt og at dette skyldes det skadelige bugfedt - og med hans stressniveau og et blodtryk, som pludselig for kort tid siden skød til vejrs med raketfart, så er han simpelthen i risiko for, at udvikle hjertekarsygdom. 

Jeg selv har altid, bortset fra det første år, hvor jeg var flyttet hjemmefra og blev svært overvægtig, været enten slank eller i det mindste normalvægtig. Jeg tabte dengang overvægten, men har siden altid måttet kæmpe hårdt for at holde vægten nede med både (hård) motion og fornuftig kost. Jeg ligner min far, lille og muskuløs, en lille stærk arbejshest med en god appetit, som let tager på, men også taber sig let, hvis altså bare den gør det rigtige. Hvad det så end er i disse tider, det er et spørgsmål til debat. Min mor og mine brødre er stik modsat - de har altid være tynde,grænsende til det magre og tager aldrig på, uanset hvad de spiser. Om de så er mere sunde, end min far og jeg, som altid har måttet træne og spise fornuftigt, kan nok diskuteres. Man er ikke nødvendigvis sund, blot fordi man er tynd.

Modsat Stefan kan jeg ikke tåle en kost med meget animalsk fedt, mit kolesteroltal kryber i vejret og jeg får lynhurtigt bugfedt. Alligevel trives jeg ikke på en meget fedtfattig kost, men har brug for fedt i moderate mængder og for mange år siden lærte en kollega, som udover sin sygeplejeuddannelse havde en ernæringsterapeutisk uddannelse, mig, at jeg skulle gå efter fedtstofferne i planteriget, nødder, frø og gode planteolier, de såkaldte MUFAs, for at sikre at mine celler og mit nervesystem fungerede optimalt og at jeg fik optaget nok af de fedtopløselige vitaminer og andre næringsstoffer. Siden da var livet nemt, vægten helt stabil og bedst af alt, jeg var mæt og glad. Iøvrigt kan jeg se, at den kost, jeg spiste og er vokset op på, er det man i dag med et modeord kalder"antiinflammatorisk kost". Vi havde bare ikke adgang til helt så fancy fødevarer, den gang i fattig 80'erne. Det var kål, kål kål...

Stefans livsstil kolliderede lidt med min, men i mange  år skete der ingen alvorlig skade på vægten, men måske nok på helbreddet, for samtidig kom der en del alvorlige stressfaktorer ind i mit liv og jeg var heller ikke længere så fysisk aktiv, som jeg plejede. Og for 3 år siden begyndte det at gå virkelig galt, overgangsalderen holdt sit indtog og forandringerne i mit hormonsystem har påvirket både min forbrænding, men også min kropslige fedtfordeling i pænt negativ retning.

Alt det her har jeg gået og bøvlet med at løse, det sidste års tid med evindelige forsøg på at gøre kompromis mellem kødspiseren og planteæderen, men for en måneds tid siden gad jeg ikke mere. Jeg holdt op med at parlamentere og argumentere og gik i stedet igang med at gøre. Just do it, som de siger ovre hos Nike!

Jeg begyndte simpelthen at lave den mad, jeg selv ønsker at spise. Når børnene med venner osv var hjemme og spise, lavede jeg mad til dem med pasta, ris og kartofler, men det viste sig hurtigt, at de hellere ville have mine lækre salater, så ingen problemer der 😂

Og Stefan sprang også på vognen, for pludselig opdagede han, at maden var lækker, at han var mæt længere. Og at vægten nærmest af sig selv gik ned.

Der er jo ikke et øje tørt og specielt ikke, da jeg igår stod op til dette akkompagnement til salaten:

 Er det en kage? Er det en muffin?

Næ. Det er sørme en farseret portobellosvamp med kyllingekød, løg, chili og flager af rød peber, garneret med cashewnødder!

Uhyre lækkert, meget kødfuldt - uden at være det - og virkelig mættænde og velsmagende.

Jeg troede ikke, han havde det i sig, men han er sgu da en ulv i forklæde!

Kort i spyttet

Så gik tiden igen. "Ferien fra Helvede" er for længst slut. Overdrivelse fremmer forståelsen, siger man. "Helvede" er nok at stramme skruen for meget, men jeg skal hilse at sige, at de 14 dage i regn og storm i det lillebitte hus på Ærø med sure teenagere, IKKE var min bedste ferie EVER! Nutidens sammenbragte familier er ikke altid verdens lykkeligste - ok, det var datidens langvarige og dårlige ægteskaber så nok heller ikke! - men min relation til Stefans datter har aldrig været nem.    Det er ikke sådan full blown konflikt med råb og skrig - det kan slet ikke lade sig gøre på grund af sprogbarrieren, hæhæ. Men det bliver bare aldrig helt godt eller hjerteligt, heldigvis kan både Stefan og jeg grine af det, jeg går under titlen "die böse Stiefmutter".

Ferien gik fra slem til værre, da vi kom hjem og det viste sig, at jeg havde dannet en såkaldt spytsten og at der var gået betændelse i min ene ørespytkirtel.

Det vil jeg gerne advare imod. Spytkolikker gør ikke bare ondt, det gør djævelsk ondt. Det gør mere ondt end at føde et barn og det varer også noget længere. Ihvertfald hvis man er sådan lidt langsom til at smøle sig op til doktoren efter en omgang to-stof antibiotisk behandling og en henvisning til ørelægen. 

Det går over! er efterhånden mit livsmantra og heldigvis er vi kommet videre og næste ferie ligger faretruende nær.

Jeg havde for lang tid siden købt sådan en yogarejse til Lesbos, mest fordi Stefan havde proklameret, at HAN ihvertfald ikke kunne få fri og IKKE skulle sydpå i år.

"Ferien fra Helvede" fik ham til at revurdere den udtalelse, og da det gik op for mig at yogaopholdet skulle foregå på sådan et luksusresort lige ned til den strand, hvor flygtningene lander i deres gummibåde, foretog jeg en hurtig ændring af rejseplanerne. Ikke på grund af flygtningene, men jeg kan ganske enkelt ikke se mig selv sidde i min velstand og meditere over min egen selvudvikling, mens mennesker drukner i vandkanten. Jeg ville jo ende i spjældet ligesom de NGO'er, der hjælper flygtninge i Grækenland og det er nok bedst ikke at udsætte sig for det dilemma.

 

Istedet går turen til go'e gamle Parga, Grækenlands svar på Portofino og en spartansk lejlighed hos bedstefar på Hotel Dimitra.  

Jeg glæder mig til kombinationen af den lille bys pulserende livlighed og tilbagetrukketheden og stilheden i den smukke have ude på landet. Jeg kan lide begge dele. 

Jeg vil fluks gå i gang med at glæde mig!

:-)