Så gik tiden igen. "Ferien fra Helvede" er for længst slut. Overdrivelse fremmer forståelsen, siger man. "Helvede" er nok at stramme skruen for meget, men jeg skal hilse at sige, at de 14 dage i regn og storm i det lillebitte hus på Ærø med sure teenagere, IKKE var min bedste ferie EVER! Nutidens sammenbragte familier er ikke altid verdens lykkeligste - ok, det var datidens langvarige og dårlige ægteskaber så nok heller ikke! - men min relation til Stefans datter har aldrig været nem. Det er ikke sådan full blown konflikt med råb og skrig - det kan slet ikke lade sig gøre på grund af sprogbarrieren, hæhæ. Men det bliver bare aldrig helt godt eller hjerteligt, heldigvis kan både Stefan og jeg grine af det, jeg går under titlen "die böse Stiefmutter".
Ferien gik fra slem til værre, da vi kom hjem og det viste sig, at jeg havde dannet en såkaldt spytsten og at der var gået betændelse i min ene ørespytkirtel.
Det vil jeg gerne advare imod. Spytkolikker gør ikke bare ondt, det gør djævelsk ondt. Det gør mere ondt end at føde et barn og det varer også noget længere. Ihvertfald hvis man er sådan lidt langsom til at smøle sig op til doktoren efter en omgang to-stof antibiotisk behandling og en henvisning til ørelægen.
Det går over! er efterhånden mit livsmantra og heldigvis er vi kommet videre og næste ferie ligger faretruende nær.
Jeg havde for lang tid siden købt sådan en yogarejse til Lesbos, mest fordi Stefan havde proklameret, at HAN ihvertfald ikke kunne få fri og IKKE skulle sydpå i år.
"Ferien fra Helvede" fik ham til at revurdere den udtalelse, og da det gik op for mig at yogaopholdet skulle foregå på sådan et luksusresort lige ned til den strand, hvor flygtningene lander i deres gummibåde, foretog jeg en hurtig ændring af rejseplanerne. Ikke på grund af flygtningene, men jeg kan ganske enkelt ikke se mig selv sidde i min velstand og meditere over min egen selvudvikling, mens mennesker drukner i vandkanten. Jeg ville jo ende i spjældet ligesom de NGO'er, der hjælper flygtninge i Grækenland og det er nok bedst ikke at udsætte sig for det dilemma.
Istedet går turen til go'e gamle Parga, Grækenlands svar på Portofino og en spartansk lejlighed hos bedstefar på Hotel Dimitra.
Jeg glæder mig til kombinationen af den lille bys pulserende livlighed og tilbagetrukketheden og stilheden i den smukke have ude på landet. Jeg kan lide begge dele.
Jeg vil fluks gå i gang med at glæde mig!
:-)
