April, April...

Der tankes op med karlekammerskabe i øjeblikket. Tilbage er blot at beslutte sig for, hvilken farve eller efterbehandling, skabet skal have? Stefan stemmer Amsterdam Green, jeg vakler mellem sort eller en oliebehandling. Et eller andet skal gøres, for 70’er - 80’er- manien med at afsyre alt, som vil stå stille, er umiddelbart køn at skue, men træet er så tørt og sprukkent visse steder, at man ville kunne rive parmesanost på det! Min gamle far roterer i sin grav og ville sige, at møblets karakter, altså en bemaling, bør respekteres for at pleje og sikre træets overlevelse. Vi tænker over det.

Jeg tænker også over, hvordan det fortsat kan gå til, at hele Danmark fortsat er i selvsving over den smule sne, som falder i øjeblikket. Der er godt nok drama på drengen rundt omkring. Jeg har fødselsdag i april - om lidt fylder jeg 50 år! - og april er faktisk min yndlingsmåned, dog i skarp konkurrence med august, og det har, ihvertfald i de 50 år jeg har levet, altid været sådan at aprilvejret er ustadigt og uforudsigeligt. På tysk siger man om aprilvejret: April, April - der tut was er will!

Det er nok ikke helt tilfældigt, at jeg er født i april, for man kunne hævde, at sådan er det også med mig 😀!

I dag har det tøet og solen har for første gang haft rigtig magt. Det går, på alle fronter, mod lysere tider og det er, som Beatles synger, allright!

Vi kan være det bekendt

Nå ja, nu kan vi da være det bekendt at lukke fordøren op. Vi mangler blot at male et par føre og karme og en fordør, som må vente til temperaturen er steget lidt.

Hvis man ikke gider ofre nye beslag på sin brugte loppekommide, så griber man sit stemmejern og laver raskt nogle udskæringer i træet. Eller også køber man en såkaldt stencilskabelon på tilbud til 6 kr og en tube polyfylla plastisk træ til 40 kr og spartler træudskæringerne, på før man maler med kalkmalingen. Vips vaps, så er det gjort og man har et fint “nyt” møbel.

Mens vi venter på forår...

...kan vi lige nå at male forgangen. 

Jeg nåede at vaske ned og spartle op, før jeg ramtes af en rask lille lungebetændelse, til trods for at jeg havde svoret ikke at blive syg i år - jeg havde ellers bestemt at jeg skulle være “last woman standing”, men nogle gange er vilje bare ikke nok. Så malede Stefan og nu lyder han mildt sagt ikke særlig rask.

Forår og plusgrader NU, tak!

Det er hvidt derude. Snehvidt. I forgangen altså, ikke udendørs. Der er gået pænt megen inflation i at overdrive den lollandske vejrsituation, både i pressen og andre skrevne medier. Den store sandhed er, at det ikke er værre end det så ofte har været, men at man denne gang simpelthen har opgivet - eller besparet? - snerydningen og bare ladet alting gå i stå. Jeg “sneede” ude af Lolland og måtte opgive at komme hjem - tjoeh, forsinkelserne opstod fordi DSB på forhånd aflyste alle morgenafgange, sådan bare for at være på den sikre side, og fordi sporskiftet i Roskilde (hvor der ikke var en dråbe sne!) gik i stykker og fordi togets døre ikke kunne lukke. Det er der ho ikke noget nyt i.

Jeg er tæt på at få dårlige nerver af De Danske Statsbaner og Banedanmark, som nærmest med kyshånd, tager imod muligheden for at indstille al togdrift i Danmark, så snart strejken går igang. Hvad med et nødberedskab, dänische sch...sbahn, hva? Nogensinde hørt om det?

Jeg er udtaget til konflikt og er blandt de 10 % af de offentligt ansatte som skal strejke, men vi drejer jo ikke alle bare nøglen og går hjem ved strejke, ikke engang ved lock out? Vi skal stadig arbejde i nødberedskabet og møde frem i vores fagforening daglig, ellers får vi ingen konfliktunderstøttelse. Så nu skal jeg - udover at gå ned i løn - også ud og betale for logi i København, fordi jeg ellers ikke kan overholde mine forpligtelser. Det gør mig ond i sulet, gør det.

Jeg prøver ikke at tage sorgerne på forskud, men har ikke store forhåbninger til “forlismanden”, som min fællestillidsrepræsentant konsekvent skriver😂

Nå, men lidt grønt er her også:

Jeg maler loppefund, en gammel kommode, som skal stå i forgangen. “Amsterdam green” hedder farven fra Annie Sloan og med nogle nye, gyldne beslag af en slags, bliver den ærligt talt både pæn og billig.

Endnu en kampdag!

Kæmp for alt, hvad du har kært og hver dag er en kamp.
Metoo-bevægelsen har så at sige rystet posen, som de siger ovre i bankohallen. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal mene om alle aspekter af Metoo - jeg synes det er godt, der kommer fokus på den krænkelseskultur, som øjensynlig eksisterer, men jeg er på den anden side ikke helt vild med gabestokelementet i projektet. Til gengæld har bevægelsen fået mig til at tænke tilbage på mit kvindeliv og fået mig til at se visse minder i er nyt lys. Jeg har også - i begrænset omfag - deltaget i noget debat og et af mine ungdomsminder kommer her:



"Engang midt i 80’erne gik jeg, som lige var kommet ind med 4-toget, på et studenterkursus i København, hvor en ældre, mandlig latin-og tysklærer, som var et studie i både fysisk og verbal krænkelseskultur værdig, slog sine folder. Min veninde og jeg var begge 18 år og hun gik grædende hjem fra skole den første uge, fordi han havde taget hende på brysterne den første dag. Han var såmænd sjov nok, hvis det ikke lige var en selv han havde set sig gal på og det pæneste man kunne sige om ham var, at han egentlig ikke gjorde særlig forskel på folk, når han udsatte dem for sine overgreb - både mænd og kolleger fik en omgang. Drengene ragede han ikke på, til gengæld fik de konsekvent 7 i hans timer, pigerne fik 8.

Engang sad han og kørte et virkelig perfidt rant om kvinder af til en fest, og vi 18-20 årige piger sagde ham naturligvis imod, blot for at opleve hvor let det er for en moden, veluddannet mand at latterliggøre vores ungdommelige modstand.
Ud af min ene øjenkrog så jeg pludselig min engelsklærer, en ca 40-årig intelligent og velskabt kvinde, enlig mor og nylig hjemkommet fra en undervisningsstilling ved universitetet i Santander. Hun havde sin taske på skødet og fremdrog af denne en OB-tampon, som hun holdt op for sig og langsomt og tydeligt pakkede ud af hylsteret. Derefter gik hun afslappet hen og stillede sig ved siden af sin aldrende kollega, mens hun pludselig med venstre hånds pege- og tommelfinger klemte om hans næse, hvilket pr omgående stoppede hans talestrøm. Da han åbnede munden for at tage luft ind, placerede hun med en elegant glidende bevægelse tamponen i kæften på ham, lukkede hans mund og gik. Så sad han der med snoren ud af mundvigen og det gik op for mig, at det nok i virkeligheden var den eneste rigtige måde at få skovlen under ham på. Men det ved man ikke som 18-årig, hvor man stadig er så uskyldig, at man tror, man kan ræsonnere med den slags mennesker."




Det bør tilføjes til historien, at føromtalte latinlærer (som faktisk havde en vis lighed med Lektor Blomme) ikke blot mobbede elever, mandlige som kvindelige. Han mobbede også sine kolleger og et af hans yndlingsofre var en ca 60-årig kvindelig dansklærer, som lignede vores allesammens mormor; vandonduleret, blånet hår, fornuftige rågummisko og spinlonkjole. Det eneste i hendes påklædning, som var atypisk, var en enorm perlekæde af afrikanske træperler, som hun bar om halsen og jeg kan stadig høre "Lektor Blomme" brøle efter hende, når hun gik ned af gangen: "Din sexede kvinde! Må jeg ikke lege med dine Brioklodser?"
Brioklodserne fik vi senere en forklaring på. For hun inviterede klassen hjem til studenterfest og da festen var på sit højeste, gik hoveddøren op og i døråbningen stod en prægtigt skabt, høj og muskuløs sort mand på ca 30 år. "Der står en neger uden for din dør" råbte en af drengene i klassen og her skal vi huske på, at vi befinder os i 80'erne, hvor man stadig brugte N-ordet,
"Jamen, det er jo min mand!" råbte hun glad og faldt Kunta Kinte om halsen, som kvitterede med at lægge hende ned i et Hollywoodkys.
Mange af os har oplevet og levet med sådan en mobbe- og krænkelseskultur uden at føle os som ofre for mænd. Min veninde - socialdemokraten - som dengang stod med sin anoreksi og alle sine 13-taller og græd det første lange stykke tid på studenterkursus, er i dag "konstrueret overlæge", som de skriver i hendes beboerblad, på et psykiatrisk hospital og håndterer rask væk psykopatadfærd og -snak dagen lang.
Vi har alle klaret det og har overlevet uden at gå under. Man kan måske endda hævde, at vi er blevet hærdede i processen, men det kan man ærligt talt blive på så mange andre - mere fornuftige - måder. Så spørgsmålet er, om ikke Metoo-bevægelsen har en berettigelse, hvis den kan sætte fokus på den slags adfærd og få sat en stopper for den, så vore døtre ikke behøver opleve det samme?
Jeg tror det.